Storken er landet i Årslev

Den 29. april 2024 landede storken i Årslev SØ for Randers med en 51 cm lang pakke på 3055 g. Pakken blev leveret til Yvonnes yngste søn Lauge og hans samlever Elisabeth. Dagen efter var Yvonne og jeg en tur i Årslev for at bese gaven. 

Alt var godt og vi håber, at han vil gå en lys og sikker fremtid i møde, for det fortjener ethvert barn.

Symbolet på en sikker landing på gårdspladsen, 29. april 2024

Det er vel ingen overdrivelse, når jeg siger, at der desværre er megen ufred i vores del af Verden for tiden. 

Så da en hvid due rundede Grenen den 28. april, tænkte jeg, at den hellere skulle flyve til Ukraine og Gazastriben og skabe fred dér.

For selv om der ind imellem hersker ufred på Grenen, ja så er det for intet at regne sammenlignet med de uhyrligheder, vi alle er vidne til i denne tid, i såvel Ukraine som i Gazastriben.

Det er ikke til at forstå, at vi skal bruge ufatteligt store ressourcer på at slå hinanden ihjel, i stedet for at forsøge at løse de enorme udfordringer, som Verden står overfor. Men det vidner måske bare om, at vi mennesker er meget dummere, end vi selv går og tror.

En forvildet og måske fortvivlet fredsdue runder Grenen den 28. april 2024

Således opmuntret vil jeg starte denne månedsberetning fra min lille Verden i det Nordjyske. 

Efter et mindre varmefremstød i slutningen af marts, gik det allerede i de første dage af april helt galt igen. For da ramte en bidende kold NØ-vind Nordjylland med slud og sne og nattefrost. Sådan fortsatte det langt ind i april, hvor der ikke var mange dage, hvor dagstemperaturen sneg sig over 5 plusgrader.  

Hulsig Hede den 3. april 2024

Den 4. april tog Yvonne og jeg hjem til Vejle, da vi i den førstkommende weekend skulle til Hvide Sande, for at være med til at fejre mit ældste gudbarns 40 års fødselsdag. 

Den 8. april returnerede jeg til sommerhuset og lidt senere samme dag, ankom jeg til Skagen akkurat for sent til at se en Alpesejler over Skagen by. Derimod var det akkurat tids nok til at fornemme lidt af varmen fra den foregående dag, som havde været den hidtil bedste trækdag. 

Herefter var det slut med at tænke på forår i det nordjyske indtil den 28. april, for varmen forsvandt mod øst og Vesteuropa blev lagt i dybfryseren.

Kulden afholdt dog ikke "mit" Grågåsepar fra at yngle på Hulsig Hede. Allerede den 17. april så jeg gåseparret for første gang i vejrabatten med 5 nyklækkede gæslinger på græs. Siden har jeg set dem dér næsten hver morgen på vej til mit fuglearbejde. Sidste år kom deres gæslinger først på græs den 2. maj. Det er egentligt lidt mærkeligt med tidlig klækning i år, vejret taget i betragtning.

Selfie af en selfie inden tidlig afgang til sommerhuset, Vejle den 8. april 2024

Fra den 9. til 27. april var forårstrækket praktisk talt sat på pause. Ud over kulde og blæst, så blev april også den vådeste april nogensinde målt i Danmark og det var vel at mærke oven på rigelige mængder vand tidligere på året. Aldrig har jeg set så meget vand på Grenen og i Reservatet.

Krusninger på Åkandevej - i baggrunden anes Kuplen, 14. april 2024

Selv om det massive fugletræk udeblev, så blev der alligevel fundet halv sjældne fuglearter. Op til to Kongeørne sås i en længere periode og Rødtoppet Fuglekonge sås hist og her. Den Rødtoppede Fuglekonge er i fremgang i Danmark og der går måske ikke længe, før den begynder at yngle i nærheden af Skagen.

Kongeørn 3k over Bankes Marker, den 8. april 2024

Rødtoppet Fuglekonge i Ellekrattet, den 20. april 2024

Den 20. april var en lille flok hardcore birdere inviteret til middag i Det Grå Fyr i anledning af JHCs 70 års fødselsdag. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor KK aka Flukz varmede os op med god gedigen blues og herunder naturligvis "The Flagbak Blues" - for at lytte til den så klik her

Inden fejringen blev vi alle beriget med en Blå Glente, der i en times tid kunne ses over Skagens Odde sidst på eftermiddagen. 

KK spiller The Flagbak Blues for JHC og gæster i Det Grå Fyr, den 20. april 2024

Ligesom Grenen og Reservatet, så var Gyvelmarkerne syd for Skagen vandfyldt som aldrig set før. Der var nærmest tale om søer. Den 23. april fandt lokale LaM en Citronvipstjert på de oversvømmede Gyvelmarker. Det skete samtidig med at EE ankom og bankede på ruden hos mig i Lodskovvad. Hurtigt fór vi afsted for at se fuglen og da vi kom frem til åstedet, viste det sig at mange andre havde fået samme gode idé.

Citronvipstjert 2k han Gyvelmarkerne, den 23. april 2024

Folk flokkes på Gammel Landevej for at se Citronen, 23. april 2024

En Steppeørn har opholdt sig i det nordjyske siden sidste forår. I april dukkede den igen op over Skagen og her skulle den vise sig hele 5 gange, før det lykkedes mig at se den. For hver gang den dukkede op, var jeg kørt hjem for at sove til middag. Det er nemlig det man (også) kan som selvstændig.

Den 24. og 25. april var EE og jeg ved Nordstrand, hvor vi fik hyggeligt selskab af JHC og HaC. Det blev dog kun til moderate træktal i de dage, hvor højdepunktet var Steppeørnen på rimelig afstand til foto. Indtil da havde jeg kun set den på meget stor højde over Reservatet.

EE, JHC og HaC obser ved Nordstrand den 24. april 2024

Steppeørn 3k med Musvåge sås endelig fint over Nordstrand den 25. april 2024

Den 28. april vil gå over i historien som en af de helt store trækdage i april måned. Det buldrede afsted med fugle over land og vand, højt og lavt og det var meget svært at følge med. Det kan meget vel blive den bedste trækdag i år.

Herunder lidt fotos af nogle af dagens herligheder og en enkelt lydoptagelse. Særlig glad var jeg for at genfinde en Pomeransfugl på Grenen, der 13 minutter tidligere var blevet fundet af EC ved Nordstrand. 

Ved at Klikke her kan du høre fuglen kalde, da den fløj forbi os på dens videre rejse mod de Skandinaviske fjeldplateauer.

Islom krydset Grenen tidlig morgen den 28. april 2024

Hvidnæbbet Lom trækker mod øst på Grenen den 28. april 2024

Steppehøg han trækker ud fra Grenen mod Sverige den 28. april 2024

Pomeransfugl rastede en halv time ved Sandormsvinget den 28. april 2024

Da Pomeransfuglen trak videre kaldte den flittigt, Grenen den 28. april 2024

Nu er vi klar til maj 2024 og forventningerne er tårnhøje. Vi ses derude. 

Afmarch

Med udgangen af marts skiftede Danmark til sommertid. Det var en kende tidligt, tænker jeg, for her i det nordjyske venter vi stadig på foråret.

Jeg ankom til sommerhuset i Lodskovvad den 4. marts i kulde og blæst og sådan har det været en stor del af tiden lige siden. Ikke desto mindre har der været fine trækdage og enkelte særlige arter har vi også fået bogført.

Allerede dagen efter min ankomst måtte jeg smide alt hvad jeg havde i hænderne. For da meldte JKi på Zello om Rødhalset Gås i Troldkær, blot 1 km fra sommerhuset. 

Rødhalset Gås i blandt Blisgæs i Troldkær, 5 marts 2024. Foto: Jens Kirkeby

Jeg for afsted og efter en halv times tid, genfandt jeg fuglen. Jeg blev dermed den første nogensinde som så en Rødhalset Gås i Skagensområdet (nord for Hirtshalsvejen). Hvordan kan det nu gå til? 

Jo ser du - forklaringen er den, at JKi ved middagstid havde taget en stribe fotos af en stor flok gæs i Troldkær, især Blisgæs. Da han nogle timer senere gennemså sine fotos viste det sig, at der var en Rødhalset Gås i blandt og straks meldt han fuglen ud på Zello. JKi fandt således fuglen på sine fotos, men så den aldrig.

Topskarv er en targetart i Skagen i marts. I løbet af måneden så jeg omtrent 30 individer, men der var ingen store trækdage. Største obs blev syv individer den 7. marts. Det første regulære musvågetræk blev den 13. marts med 78 fugle trækkende nordøst over sommerhuset i Lodskovvad.

Midt på eftermiddagen den 21. marts kom en kærkommen melding om en Hærfugl ved handicaprampen på Grenen. Jeg havde på det tidspunkt fået selskab af Yvonne og hun var ikke sen til at meddele, at nu kører vi. Så en halv time senere stod vi på åstedet og kort efter så vi den fineste Hærfugl fouragere i klitterne på Grenen.

Hærfugl finder biller i klitterne på Grenen, den 21. marts 2024

Når man kigger fugletræk i Skagen er et af de vigtigste fikspunkter i landskabet "Kuplerne". Ja "Kuplerne", det siger alle vi, der er kommet i Skagen siden 1970erne, hvor der var to kupler. I mange år har der imidlertid blot været en kuppel i Skagen, men det glemmer vi næsten alle i kampens hede, når vi skal forklare hvor en særlig fugl befinder sig. Det bliver nok ikke anderledes før alle vi, fra dengang der var to kupler, er døde og på vej ud i det ydre rum.

Hærfugl passerer et af de vigtigst fikspunkter i Skagen, Kuplen, den 21. marts 2024

Nu startede jeg ganske vist med at sige, at vi stadig venter på foråret, men det er dog kun en halv sandhed. For Landsvalen ankom til Grenen den 28. marts og det er det tidligste, jeg nogensinde har set en svale i Danmark, så alt er godt.

Og nu til noget helt andet...

Grunden til at jeg tog op i sommerhuset, i starten af marts, var især for at arbejde. I løbet af vinteren havde Yvonne og jeg besluttet, at hele sommerhuset skulle males indvendigt og et nyt trædæk skulle bygges. Det sidste for at lede folk til indgangsdøren for næsten alle står længe og utålmodigt og banker på døren til teknikrummet. Og det får de altså ikke ret meget ud af.

Før og efter. Det nye trædæk leder til indgangsdøren. Døren til teknikrummet til højre.

Min målsætning var at vi skulle være færdig med arbejdet inden april og det "rigtige" forårstræk. Det lykkedes. Yvonne ankom den 15. marts. Allerede dagen efter var hun i malertøjet og den 31. marts tog hun det af igen. 

De sidste par dage fik vi stor hjælp af Thorbjørn og Simone fra Langå.

I haven har der været travlhed omkring foderhuset og en ny matrikelart blev det også til, da en Halsbåndmus havde snuset sig frem til lidt godter. 

Halsbåndmus har taget for sig af retterne, 31. marts 2024. Foto: Yvonne Feldskov

Om et øjeblik er marts 2024 sendt ud i det ydre rum og kommer aldrig tilbage igen. Sådan er det med tiden. Lige om hjørnet venter april 2024. Vi ses derude.

Et øjeblik i tiden og om få år dratter sommerhuset her måske i havet, for Kattegat gnaver, marts 2024

I krigens skygge toner foråret alligevel frem

Min årlige "forårstur" til Borris Hede blev lagt i den eneste weekend i februar, hvor heden var åben for offentligheden. Det samme havde mindst 100 andre valgt at gøre. Aldrig før har jeg prøvet at holde i kø bag 20 biler ved indgangen til Borrislejren. Men noget lignende kunne man dog også opleve i starten af 1970erne, hvor vi hvert år i begyndelsen af april var på heden for at se de spillende Urfugle. De tider er desværre forbi.

Årets "forårstur" foregik i det mest pragtfulde vejr i godt selskab med EE, PNN, BEF, KNP og KES, men på trods af 7 timers obs fra Blæsbjergvej lykkedes det ikke at få øje på så meget som skyggen af en Ulv. Men vi fik alle et opløftende strejf af forår, lærketriller, syngende sangsvaner, truttende pibesvaner og trompeterende traner. 

Sådan opleves Verden desværre ikke alle steder, hvor der ofte kører tanks, smides granater og skydes med skarpt. Bagtæppet for lukning af Borris Hede i det meste af året, er krigen i Ukraine, for heden er udlagt som et af militærets øvelsesterræner. 

11 nordtrækkende Traner over Borris Hede i halvmånens skygge den 17. februar 2024

Den 24. februar 2024 var toårsdagen for Ruslands invasion i Ukraine. Desværre er der intet som tyder på en snarlig våbenhvile og der er heller ingen udsigt til en diplomatisk løsning. Fredelig sameksistens med Rusland virker i dag næsten utopisk.

Indtil videre har vi i min tid været forskånet for krigshandlinger på dansk jord og jeg håber inderligt, at det vil vedblive med at være sådan. Jeg begriber ikke, at civiliserede mennesker i vore dage kan finde på at starte krige, for at løse konflikter. At uenigheder opstår og meninger brydes er ganske naturligt, men krigsløsningen er uciviliseret. 

--------------

Men nu tilbage til ulven på heden. For selv om det ikke lykkedes at få et glimt af ulven, så var der flere friske spor i sandet og vi gættede på, at det var nok fra nogle af ungerne fra de foregående to år. For rygterne på heden fortalte desværre, at de to forældreulve til kuldene ikke var blevet set eller registreret siden sensommeren 2023. Det er bemærkelsesværdigt.

Daggamle spor fra 2 ulve, der har fulgtes ad på Borris Hede, 17. februar 2024

Hvis, og jeg understreger, hvis det viser sig, at de to voksne ulve er forsvundet fra jordens overflade, uden at efterlade sig spor, så er der nok en ret kedelig naturlig forklaring på det. Jeg kan i hvert fald ikke løsrive mig fra den tanke, at det nok er en af de få, der er for mange af, som står bag.

Skulle du være i tvivl om, hvad det er for to ulve jeg hér taler om, så kig herunder. Foto viser første gang de ulve blev fotograferet sammen på Borris Hede. Året efter fødte de deres første kuld hvalpe.

Det første ulvepar på Borris Hede som måske er borte, arkivfoto fra 27. november 2021

Tilbage til glæden ved de små ting, som livet trods alt giver i krigens skygge. Som fx at vågne op til et uberørt sneklædt landskab på en "hverdagslørdag".

Selv om Yvonne og jeg har "rasende" travlt som nyklækkede efterlønnere, så fik vi dog afsat tid til at tage i sommerhuset i Lodskovvad i både januar og februar, om end kortvarigt. 

Verdens ende på Grenen besøgte jeg kun en enkelt gang. Der sad RoC næsten urokkelig og stirrede ud i horisonten efter hver en lille fugleklat og for de uindviede, kan det virke som om han er frosset fast.

RoC holder dagligt øje med trækket af alkefugle m.m. fra Verdens ende, 7. februar 2024

Det var begge gange pænt vinterligt. Ja så pænt, at en hel del af tiden kom til at gå med at kigge ud. Men hvad gør det - andre bjørne går jo i hi - og vi skulle jo ikke andet end pusle lidt om hinanden.

Lyset var denne morgen så varm, at selv de grå Contortafyr lignede Skovfyr, Lodskovvad, 8. februar 2024

Et "kønt" par har vovet sig ud i et sneklædt og uberørt dansk klitlandskab nær "Ulvestedet" vest for Bunken Klitplantage 8. februar 2024.

I februar var jeg en tur på Hirtshals Havn for at kigge på måger og lede efter toplærkerne. Måger var der vildt mange af, men skal jeg være helt ærlig, så var det faktisk en kende for koldt for mig og jeg fandt da heller ikke noget særligt. Det lunede dog, da jeg helt uventet så to Toplærker trippe rundt uden for "Hyttefadet" på havnen. De ledte nok efter krummer fra pølsebrød, vil jeg tro. Det var i hvert fald småting de fik samlet op. Seje er de!

En af to Toplærker ved "Hyttefadet" på Hirtshals Havn, 9. februar 2024

I uge 7 skulle familien fra Langå med de to ældste børnebørn holde deres velfortjente vinterferie i sommerhuset. Inden Yvonne og jeg drog hjemad mod Vejle, fik vi bygget snemænd af den fineste snemandsne. 

De to snemænd holdt desværre ikke ugen ud, for snart tog frøken Tø over. Men inden det gik så galt, var der glæde i øjnene hos såvel store som små.

Magne sørger for den sidste finish med hjælp fra far, Lodskovvad 11. februar 2024. Foto: Yvonne Feldskov

Saga fremviser stolt, at der er plads til nye fortænder, Lodskovvad den 11. februar 2024

Lad mig slutte af ved vores indgangsdør i Vejle. Dér bliver du mødt af et par selvportrætter som Yvonne har lavet. Første gang Saga så dem spurgte vi om hun kunne se hvem det var. Hertil svarende hun uden at tøve: "Ja det er da Jer, men før I blev gamle". 

Strømpehovederne byder velkommen - I morgen starter foråret

Om 100 år er alting glemt

I dag ville min far, Peder Sand Frich, være fyldt 100 år, hvis han havde levet så længe, men det gjorde han desværre ikke. Livet er kort og erindringerne ligeså og jeg har kun ganske få skriftlige vidnesbyrd fra ham. 

Den 12. januar i år blev jeg igen mindet om min far, da min tidligere kollega fra Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri (nu Hvide Sande Shipyard) og senere mangeårig direktør i virksomheden, Hans Peter Kristensen (HP) fortalte mig, at han havde navnebrættet fra min fars fiskekutter og at jeg skulle have den. 

Jeg var helt sikker på, at navnebrættet var gået tabt, da min far fik nyt aluminiums styrehus på hans fiskekutter 1981/82. Så stor var min glæde, da jeg dagen efter, sammen med Yvonne, kunne hente navnebrættet hos HP og hans hustru Birgitte.

Navnebrættet er restaureret af Ejgild Andersen og formentlig oprindeligt lavet af "Hans o æ lowt", begge fra Nr. Lyngvig.

Navnebrættet fra min fars fiskekutter "Vera Frich RI 158" flankeret af mine to første kikkerter.

Min far blev født i Nr. Lyngvig den 4. februar 1924, hvor han gik i den lokale lilleskole indtil 7. klasse. Her tjente han lidt skillinger om vinteren, til familiens husholdning, ved at fyre op i skolens kakkelovn før de andre elever mødte i skole. Som blot 10-årig kom han ud at tjene om sommeren, hvilket han beretter om i et brev dateret 4. marts 1934: "...Og nu skal jeg jo ud at tjene helt ned til Bjerregaard og manden hedder Kristian Kirk. Jeg har aldrig været saa langt hjemmefra før for det er over dobbelt saa langt som til Hvide Sande".

For de som ikke er helt fortrolig med geografien, kan jeg fortælle, at der var ca. 5 km fra fødehjemmet til Hvide Sande.

Lilleskolen ses til venstre i billedet, fødehjemmet i midten med Lyngvig fyr i baggrunden. Arkivfoto 1908

Min far blev aldrig kaldt andet end "P-san" i Hvide Sande. Han var fisker hele sit liv og jeg er sikker på, at han aldrig drømte om andet end det. Jeg tror, det var friheden til selv at bestemme hvornår de sejlede ud, hvor de satte garn og i sidste ende spændingen om fangstens størrelse, der var drivkraften. Det var rammen om det gode frie liv for ham. Hjemme vidste han, at hans kone Vera sørgede godt for deres to børn (Ilse og mig) og at aftensmaden altid stod klar til ham, også selv om han kom meget sent hjem om aftenen.

Jeg tror, han hver dag på vej ud af havnen i Hvide Sande, havde den samme fornemmelse i kroppen, som jeg har, når jeg ved solopgang tager i felten for at se på fugle og følge deres træk hvert forår og efterår. Det er en særlig følelse, af både spænding og forventning om, hvad dagen vil bringe. Er det mon i dag, at jeg skal opleve et usædvanligt fugletræk eller er det mon i dag, at den sjældne fugl kommer forbi. Kun sjældent er jeg skuffet efter en lang dag i felten og hjemme venter Yvonne. 

Efter nogle år som ung fisker fra Esbjerg vendte "P-san" hjem til Klitten og købte en gammel båd sammen med sine brødre. Jeg tror båden hed FREM. I 1960 fik han bygget en helt ny fiskekutter på Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri, hvor jeg 20 år senere fik svendebrev som skibstømrer. Det var nybygning nr. 11 fra værftet og der var stabelafløb i april 1960. Skibet havde en tonnage på 17,45 tons og fik navn efter min mor Vera Frich.

Vera Frich RI 158, prøvesejlads efter stabelafløb i april 1960. Navnebrættet anes på styrehuset. Foto: Hvide Sande Shipyard

Kutteren blev hans levebrød resten af livet og det blev til rigtig mange gode år. Som årene gik, forsvandt noget af friheden og dermed også gradvist noget af glæden ved fiskeriet. Fiskeriet blev kvoteret, skibene blev større og færre, industrifiskeriet efter småfisk til husdyrfoder tog til og til sidst var der ikke meget tilbage af fordums sociale liv på havnen. 

Det var tydeligt at mærke på min far, at han gerne havde ladet udviklingen stå stille i Hvide Sande med de mange små skibe i havnen. Det var dengang, hvor havnen altid summede af fiskerliv og de fleste fangede fisk til konsum (menneskeføde). 

Min fars kutter fik nyt aluminiumsstyrehus i 1981/82 og det var med aluminiumsbogstaver i stedet for navnebrættet. På foto herunder fra Hvide Sandes 50 års jubilæum som by i 1981 ses det gamle styrehus i træ, hvor navnebrættet måske allerede er blevet taget af styrehuset som forberedelse til udskiftningen af styrehuset.

Vera Frich RI 158 i indsejlingen til Hvide Sande ved byens 50 års jubilæum, 30. august 1981

Glæden ved fiskeriet var der stadig i sommeren 1982, hvor det populære TV-program "Landet Rundt" var på besøg i Hvide Sande for at skildre byen og dets befolkning. I den forbindelse var et TV-hold med min far på fiskeri efter søtunger. Klik her for at se klippet og læn dig tilbage i tiden. Det tager blot 3½ minut. Her bemærkes det, at styrehuset nu er af aluminium.

Jeg har desværre ingen skriftlige vidnesbyrd, der kan bekræfte min fars meninger om fiskeripolitikken og udviklingen i fiskeriet og derfor skal jeg naturligvis passe på med at lægge ham alt for mange ord i munden. 

Jeg må derfor ty til det, der nok kommer tættest på en overlevering fra min far og det er ord og tanker fra hans bedste ven gennem livet, hans lillebror Evald. De to brødre levede parallelle liv, set med mine øjne, og jeg tror ikke, der var en dag, hvor de ikke sås eller talte sammen om fiskeriet. 

I erindringsbogen "Ung i gamle dage 5" (2001) fortæller Evald til historiker Erik Overgaard Pedersen følgende om industrifiskeriet: "Det skulle aldrig have været opfundet. Det ødelægger fødekæden. Nu er det vanskeligt at standse...". Det tror jeg min far ville have været enig i.

Min far og Evald var begge to fiskere og de flyttede mindre end 5 km væk fra deres fødehjem. De blev begge gift med døtre fra "Grus-familien", som boede på en gård i Sdr. Lyngvig - Evald med storesøster Ingrid og min far med lillesøster Vera. 

I 1960 fik de to brødre begge bygget ny fiskekutter i Hvide Sande og inden de fik set sig om, havde de fået henholdsvis 3 og 2 børn. Man kan vel nærmest tale om, at de to familier levede som "tvillingepar", da de to søstre også var bedste veninder gennem hele livet.  

"P-san" til protestmøde om industrifiskeri og fiskekvoter. Forsidefoto i Jyllands-Posten den 1. marts 1984

I 1991 fik min far konstateret lungekræft efter alt for mange smøger og som tiden gik, vidste han godt, hvor det bar henad. Han sørgede derfor selv for at få solgt kutteren kort før sin død og det var med til at sikre et økonomisk grundlag for hans kone resten af hendes liv. Det var både min søster Ilse og jeg meget glade for. 

Noget af det sidste jeg talte med min far om var smøgerne, for han ønskede inderligt, at jeg ville stoppe med at ryge. Der skulle gå 18 år før det ønske blev opfyldt.

Kutteren blev købt af Thyge Thygesen fra Hvide Sande, som han kendte godt. Det gav ham stor ro i den sidste tid, for da vidste han, at kutteren var i gode hænder. Det var den også i nogle år efter min fars død indtil skibet sank ud for øen Sylt pga. brand ombord. Det skete i april 1997, da skibet var på vej hjem fra Holland, hvor den havde været på fiskeri efter søtunger. Til alt held kom alle besætningsmedlemmer hurtigt i redningsflåden og alle mand kom uskadte i land.

Peder Sand Frich døde den 30. oktober 1992 blot 68 år gammel. I en lille notits i Ringkøbing Amts Dagblad fra den 2. november 1992 kunne man bl.a. læse: "Peder Sand Frich, Trafalgarvej 4, Hvide Sande, er død...Peder Sand forsømte ikke en dag på havet, hvis vejret tillod det, og han var en meget respekteret mand blandt fiskerne, der kendte ham som en dygtig fisker...Peder Sand kunne snakke med alle, og han interesserede sig for, om det gik andre godt...I sin fritid holdt han af et godt spil kort i hyggeligt selskab. Han efterlader sig sin hustru Vera, datteren Ilse, der bor i Hvide Sande og sønnen Alex, der bor i København". 

Gravstedet på kirkegården i Nr. Lyngvig, den 30. september 2017

En lille due rejst fra land til land

Tyrkerduen startede sin vandring fra det sydøstlige Balkan omkring 1930 og spredte sig gradvist mod nord og vest. Inden da var den, indtil omkring år 1900, kun udbredt fra Myanmar i øst til Irak i vest. I dag findes den som standfugl i hele Europa og østpå gennem Centralasien til Kina. 

Ekspansionen til Nordvesteuropa er vel nok den mest bemærkelsesværdige spredning af en fugleart i Europa i forrige århundrede. Det er uvist, hvad der satte gang i ekspansionen, men flere teorier er blevet fremsat bl.a. mutationer og tilpasning til nye biotoper. En anden og ret interessant teori går ud på, at muslimer fra Det Osmanniske Rige indførte arten til Balkan og at den naturlige spredning skete derfra og ikke fra det oprindelige udbredelsesområde fra Myanmar til Irak (BWP Vol. IV, 1985).  

De første Tyrkerduer nåede til Danmark i 1948 (Skagen og St. Darum) hvor de ynglede året efter. Først i 1950 sås der Tyrkerdue andre steder i landet og én af dem, skal denne lille fortælling handle om.

I starten af oktober 1950 landede en udmattet Tyrkerdue, i tæt tåge, på en mindre fiskekutter 3 sømil ud for Nymindegab i Vestjylland. Jeg gætter på, at den trætte due havde hørt motorlyden fra kutteren og at den søgte derhen, for at få sig et hvil. Måske har motorens langsomme hjerterytme fremkaldt den samme ro i fuglen, som jeg får, når jeg genhører lyden af de gamle "kutterlyde" fra min barndom i Hvide Sande. Du kan høre lyden ved at klikke her. 

Tyrkerdue indfanget i Holstebro og sendt til Københavns Zoo ca. 1. juli 1950. Kilde: DOFT 44 (1950).

Kutteren var enten DANA RI 24, som var ejet af mine farbrødre Aksel og Evald Frich, eller også var det Karen Frich RI 133, der var ejet af min farbror Ernst Frich. I Sydfyns Dagblad fra 21. oktober 1950 står der: "Et eksemplar (Tyrkerdue) fangedes levende af fisker ERNST FRICK, Nr. Lyngvig, ca. 10. 10. 1950, ombord på hans kutter 3 sømil udfor Nymindegab. Fuglen befinder sig i nu Svendborg Zool. Museum". 

Nu skal man jo ikke stole blindt på alt hvad man læser i avisen, men oplysningen i Sydfyns Dagblad tyder på, at det var kutteren Karen Frich RI 133. Frich staves i øvrigt med h og ikke k til slut, men det skrives forkert alt for mange steder.

DANA RI 24 stævner ud fra Hvide Sande i midten af forrige århundrede. Arkivfoto.

Karen Frich RI 133 i Hvide Sande havn i midten af forrige århundrede. Arkivfoto.

Ernst fortalte mig historien om Tyrkerduen kort tid før sin død i 2006 og i den forbindelse nævnte han, at fundet af duen skulle være beskrevet et sted i fuglelitteraturen, men han huskede ikke hvor. Det fandt jeg spændende, for jeg havde ikke forestillet mig, at nogen i min slægt havde indskrevet sig i fuglelitteraturen.

Jeg eftersøgte derfor oplysninger om Tyrkerduens indvandring til Danmark og fandt sandelig to artikler i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift DOFT, hvori fuglen er omtalt, henholdsvis DOFT 44 (1950) og DOFT 48 (1954).

Ernst i styrehuset på Karen Frich RI 133 under fiskeri efter Søtunger ca. 1960. Arkivfoto.

Ernst fortalte mig, at fuglen var meget træt da den landede på båden og at den derfor let lod sig indfange. Under resten af fisketuren blev duen anbragt i styrhuset, hvor den fik vand og brød og efterhånden kom den lidt mere til hægterne. Vel i havn i Hvide Sande bragte Ernst duen med til fødehjemmet i Nørre Lyngvig, hvor han boede med sine forældre og nogle søskende. 

Fødehjemmet i Nørre Lyngvig i "de gode gamle dage" i 1950erne. Huset ligger der endnu. Arkivfoto.

Ernst var en videbegærlig og engageret mand, der interesserede sig for meget andet end fiskeri. Men på trods af det, blev fiskerierhvervet hans levevej til det sidste. Jeg er dog ikke i tvivl om, at han inderst inde gerne ville være fortsat med at læse og studere efter syvende klasse, hvilket også kommer frem i erindringsbogen: "Ung i gamle dage 5".

Som barn blev jeg særligt inspireret af Ernsts store interesse for arkæologi, hvor han introducerede mig til det populærvidenskabelige tidsskrift "Skalk". Jeg slugte det råt og var flere gange med ham ved havet for at lede efter arkæologiske spor i de stejle skråninger i klitterne efter storme. 

Ernst vidste ikke meget om fugle og han anede da heller ikke, hvad det var for en fugl, der var landet på kutteren. Han fortalte mig dog, at han ikke var i tvivl om, at det var en due og noget særligt, straks han så den. 

Om det var det fremmede ved duen eller noget andet, der førte til at fuglen ikke bare skulle ædes, det ved jeg ikke. Men faktum er, at fuglen efter nogle dage i Nørre Lyngvig blev sendt levende til Zoologisk Museum i Svendborg.

Hvordan det kom i stand, at fuglen skulle videre til en videnskabelig samling, ved jeg desværre ikke med sikkerhed. Jeg ved imidlertid, at Ernst kendte daværende fyrmester ved Nørre Lyngvig fyr og jeg gætter på, at det var via ham, der blev skabt kontakt til museet i Svendborg. Fyrmesteren hed Nedergaard og vidste en hel del om fugle. Han indsamlede og videresendte bl.a. fyrfaldne fugle til videnskabelige formål.

Ernst fortalte at hans far Niels Frich (min farfar) sørgede for duens sidste rejse. Han byggede en fin foret trækasse med god ventilation til duen og efter nogle dage iklædte han sig sit fineste puds og stillede sig op til landevejen med duen i kassen, for at tage rutebilen "den lange vej" til Ringkjøbing. Derfra blev fuglen sendt videre til Svendborg, hvor den nok endte sine dage. 

Min farfar Niels Frich som desværre døde to år før jeg så dagens lys. Arkivfoto.

Sporene af duen fra Nørre Lyngvig stopper i 1954 med følgende udsagn: "i 1950 var de (tyrkerduerne) begyndt at vandre ind ad byen (Skagen) til og et eksemplar blev fanget og sendt til Svendborg zoologiske museum. Den lever i bur sammen med Skoggerduer og Tyrkerduen fra Nr. Lyngvig". Dette skriver Leif Lyneborg Jensen i DOFT 48 (1954).

I 2022 fik jeg Henrik Knudsen til at gennemgå hele fuglesamlingen i Naturama (tidligere Zoologisk Museum) i Svendborg, for at se om der skulle være nogle levninger tilbage af Tyrkerduen fra Nørre Lyngvig. 

Det var der desværre ikke, men tak for indsatsen Henrik.