Om 100 år er alting glemt

I dag ville min far, Peder Sand Frich, være fyldt 100 år, hvis han havde levet så længe, men det gjorde han desværre ikke. Livet er kort og erindringerne ligeså og jeg har kun ganske få skriftlige vidnesbyrd fra ham. 

Den 12. januar i år blev jeg igen mindet om min far, da min tidligere kollega fra Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri (nu Hvide Sande Shipyard) og senere mangeårig direktør i virksomheden, Hans Peter Kristensen (HP) fortalte mig, at han havde navnebrættet fra min fars fiskekutter og at jeg skulle have den. 

Jeg var helt sikker på, at navnebrættet var gået tabt, da min far fik nyt aluminiums styrehus på hans fiskekutter 1981/82. Så stor var min glæde, da jeg dagen efter, sammen med Yvonne, kunne hente navnebrættet hos HP og hans hustru Birgitte.

Navnebrættet er restaureret af Ejgild Andersen og formentlig oprindeligt lavet af "Hans o æ lowt", begge fra Nr. Lyngvig.

Navnebrættet fra min fars fiskekutter "Vera Frich RI 158" flankeret af mine to første kikkerter.

Min far blev født i Nr. Lyngvig den 4. februar 1924, hvor han gik i den lokale lilleskole indtil 7. klasse. Her tjente han lidt skillinger om vinteren, til familiens husholdning, ved at fyre op i skolens kakkelovn før de andre elever mødte i skole. Som blot 10-årig kom han ud at tjene om sommeren, hvilket han beretter om i et brev dateret 4. marts 1934: "...Og nu skal jeg jo ud at tjene helt ned til Bjerregaard og manden hedder Kristian Kirk. Jeg har aldrig været saa langt hjemmefra før for det er over dobbelt saa langt som til Hvide Sande".

For de som ikke er helt fortrolig med geografien, kan jeg fortælle, at der var ca. 5 km fra fødehjemmet til Hvide Sande.

Lilleskolen ses til venstre i billedet, fødehjemmet i midten med Lyngvig fyr i baggrunden. Arkivfoto 1908

Min far blev aldrig kaldt andet end "P-san" i Hvide Sande. Han var fisker hele sit liv og jeg er sikker på, at han aldrig drømte om andet end det. Jeg tror, det var friheden til selv at bestemme hvornår de sejlede ud, hvor de satte garn og i sidste ende spændingen om fangstens størrelse, der var drivkraften. Det var rammen om det gode frie liv for ham. Hjemme vidste han, at hans kone Vera sørgede godt for deres to børn (Ilse og mig) og at aftensmaden altid stod klar til ham, også selv om han kom meget sent hjem om aftenen.

Jeg tror, han hver dag på vej ud af havnen i Hvide Sande, havde den samme fornemmelse i kroppen, som jeg har, når jeg ved solopgang tager i felten for at se på fugle og følge deres træk hvert forår og efterår. Det er en særlig følelse, af både spænding og forventning om, hvad dagen vil bringe. Er det mon i dag, at jeg skal opleve et usædvanligt fugletræk eller er det mon i dag, at den sjældne fugl kommer forbi. Kun sjældent er jeg skuffet efter en lang dag i felten og hjemme venter Yvonne. 

Efter nogle år som ung fisker fra Esbjerg vendte "P-san" hjem til Klitten og købte en gammel båd sammen med sine brødre. Jeg tror båden hed FREM. I 1960 fik han bygget en helt ny fiskekutter på Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri, hvor jeg 20 år senere fik svendebrev som skibstømrer. Det var nybygning nr. 11 fra værftet og der var stabelafløb i april 1960. Skibet havde en tonnage på 17,45 tons og fik navn efter min mor Vera Frich.

Vera Frich RI 158, prøvesejlads efter stabelafløb i april 1960. Navnebrættet anes på styrehuset. Foto: Hvide Sande Shipyard

Kutteren blev hans levebrød resten af livet og det blev til rigtig mange gode år. Som årene gik, forsvandt noget af friheden og dermed også gradvist noget af glæden ved fiskeriet. Fiskeriet blev kvoteret, skibene blev større og færre, industrifiskeriet efter småfisk til husdyrfoder tog til og til sidst var der ikke meget tilbage af fordums sociale liv på havnen. 

Det var tydeligt at mærke på min far, at han gerne havde ladet udviklingen stå stille i Hvide Sande med de mange små skibe i havnen. Det var dengang, hvor havnen altid summede af fiskerliv og de fleste fangede fisk til konsum (menneskeføde). 

Min fars kutter fik nyt aluminiumsstyrehus i 1981/82 og det var med aluminiumsbogstaver i stedet for navnebrættet. På foto herunder fra Hvide Sandes 50 års jubilæum som by i 1981 ses det gamle styrehus i træ, hvor navnebrættet måske allerede er blevet taget af styrehuset som forberedelse til udskiftningen af styrehuset.

Vera Frich RI 158 i indsejlingen til Hvide Sande ved byens 50 års jubilæum, 30. august 1981

Glæden ved fiskeriet var der stadig i sommeren 1982, hvor det populære TV-program "Landet Rundt" var på besøg i Hvide Sande for at skildre byen og dets befolkning. I den forbindelse var et TV-hold med min far på fiskeri efter søtunger. Klik her for at se klippet og læn dig tilbage i tiden. Det tager blot 3½ minut. Her bemærkes det, at styrehuset nu er af aluminium.

Jeg har desværre ingen skriftlige vidnesbyrd, der kan bekræfte min fars meninger om fiskeripolitikken og udviklingen i fiskeriet og derfor skal jeg naturligvis passe på med at lægge ham alt for mange ord i munden. 

Jeg må derfor ty til det, der nok kommer tættest på en overlevering fra min far og det er ord og tanker fra hans bedste ven gennem livet, hans lillebror Evald. De to brødre levede parallelle liv, set med mine øjne, og jeg tror ikke, der var en dag, hvor de ikke sås eller talte sammen om fiskeriet. 

I erindringsbogen "Ung i gamle dage 5" (2001) fortæller Evald til historiker Erik Overgaard Pedersen følgende om industrifiskeriet: "Det skulle aldrig have været opfundet. Det ødelægger fødekæden. Nu er det vanskeligt at standse...". Det tror jeg min far ville have været enig i.

Min far og Evald var begge to fiskere og de flyttede mindre end 5 km væk fra deres fødehjem. De blev begge gift med døtre fra "Grus-familien", som boede på en gård i Sdr. Lyngvig - Evald med storesøster Ingrid og min far med lillesøster Vera. 

I 1960 fik de to brødre begge bygget ny fiskekutter i Hvide Sande og inden de fik set sig om, havde de fået henholdsvis 3 og 2 børn. Man kan vel nærmest tale om, at de to familier levede som "tvillingepar", da de to søstre også var bedste veninder gennem hele livet.  

"P-san" til protestmøde om industrifiskeri og fiskekvoter. Forsidefoto i Jyllands-Posten den 1. marts 1984

I 1991 fik min far konstateret lungekræft efter alt for mange smøger og som tiden gik, vidste han godt, hvor det bar henad. Han sørgede derfor selv for at få solgt kutteren kort før sin død og det var med til at sikre et økonomisk grundlag for hans kone resten af hendes liv. Det var både min søster Ilse og jeg meget glade for. 

Noget af det sidste jeg talte med min far om var smøgerne, for han ønskede inderligt, at jeg ville stoppe med at ryge. Der skulle gå 18 år før det ønske blev opfyldt.

Kutteren blev købt af Thyge Thygesen fra Hvide Sande, som han kendte godt. Det gav ham stor ro i den sidste tid, for da vidste han, at kutteren var i gode hænder. Det var den også i nogle år efter min fars død indtil skibet sank ud for øen Sylt pga. brand ombord. Det skete i april 1997, da skibet var på vej hjem fra Holland, hvor den havde været på fiskeri efter søtunger. Til alt held kom alle besætningsmedlemmer hurtigt i redningsflåden og alle mand kom uskadte i land.

Peder Sand Frich døde den 30. oktober 1992 blot 68 år gammel. I en lille notits i Ringkøbing Amts Dagblad fra den 2. november 1992 kunne man bl.a. læse: "Peder Sand Frich, Trafalgarvej 4, Hvide Sande, er død...Peder Sand forsømte ikke en dag på havet, hvis vejret tillod det, og han var en meget respekteret mand blandt fiskerne, der kendte ham som en dygtig fisker...Peder Sand kunne snakke med alle, og han interesserede sig for, om det gik andre godt...I sin fritid holdt han af et godt spil kort i hyggeligt selskab. Han efterlader sig sin hustru Vera, datteren Ilse, der bor i Hvide Sande og sønnen Alex, der bor i København". 

Gravstedet på kirkegården i Nr. Lyngvig, den 30. september 2017