Tyrkerduen startede sin vandring fra det sydøstlige Balkan omkring 1930 og spredte sig gradvist mod nord og vest. Inden da var den, indtil omkring år 1900, kun udbredt fra Myanmar i øst til Irak i vest. I dag findes den som standfugl i hele Europa og østpå gennem Centralasien til Kina.
Ekspansionen til Nordvesteuropa er vel nok den mest bemærkelsesværdige spredning af en fugleart i Europa i forrige århundrede. Det er uvist, hvad der satte gang i ekspansionen, men flere teorier er blevet fremsat bl.a. mutationer og tilpasning til nye biotoper. En anden og ret interessant teori går ud på, at muslimer fra Det Osmanniske Rige indførte arten til Balkan og at den naturlige spredning skete derfra og ikke fra det oprindelige udbredelsesområde fra Myanmar til Irak (BWP Vol. IV, 1985).
De første Tyrkerduer nåede til Danmark i 1948 (Skagen og St. Darum) hvor de ynglede året efter. Først i 1950 sås der Tyrkerdue andre steder i landet og én af dem, skal denne lille fortælling handle om.
I starten af oktober 1950 landede en udmattet Tyrkerdue, i tæt tåge, på en mindre fiskekutter 3 sømil ud for Nymindegab i Vestjylland. Jeg gætter på, at den trætte due havde hørt motorlyden fra kutteren og at den søgte derhen, for at få sig et hvil. Måske har motorens langsomme hjerterytme fremkaldt den samme ro i fuglen, som jeg får, når jeg genhører lyden af de gamle "kutterlyde" fra min barndom i Hvide Sande. Du kan høre lyden ved at klikke her.
 |
| Tyrkerdue indfanget i Holstebro og sendt til Københavns Zoo ca. 1. juli 1950. Kilde: DOFT 44 (1950). |
Kutteren var enten DANA RI 24, som var ejet af mine farbrødre Aksel og Evald Frich, eller også var det Karen Frich RI 133, der var ejet af min farbror Ernst Frich. I Sydfyns Dagblad fra 21. oktober 1950 står der: "Et eksemplar (Tyrkerdue) fangedes levende af fisker ERNST FRICK, Nr. Lyngvig, ca. 10. 10. 1950, ombord på hans kutter 3 sømil udfor Nymindegab. Fuglen befinder sig i nu Svendborg Zool. Museum".
Nu skal man jo ikke stole blindt på alt hvad man læser i avisen, men oplysningen i Sydfyns Dagblad tyder på, at det var kutteren Karen Frich RI 133. Frich staves i øvrigt med h og ikke k til slut, men det skrives forkert alt for mange steder.
 |
| DANA RI 24 stævner ud fra Hvide Sande i midten af forrige århundrede. Arkivfoto. |
 |
| Karen Frich RI 133 i Hvide Sande havn i midten af forrige århundrede. Arkivfoto. |
Ernst fortalte mig historien om Tyrkerduen kort tid før sin død i 2006 og i den forbindelse nævnte han, at fundet af duen skulle være beskrevet et sted i fuglelitteraturen, men han huskede ikke hvor. Det fandt jeg spændende, for jeg havde ikke forestillet mig, at nogen i min slægt havde indskrevet sig i fuglelitteraturen.
Jeg eftersøgte derfor oplysninger om Tyrkerduens indvandring til Danmark og fandt sandelig to artikler i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift DOFT, hvori fuglen er omtalt, henholdsvis DOFT 44 (1950) og DOFT 48 (1954).
 |
| Ernst i styrehuset på Karen Frich RI 133 under fiskeri efter Søtunger ca. 1960. Arkivfoto. |
Ernst fortalte mig, at fuglen var meget træt da den landede på båden og at den derfor let lod sig indfange. Under resten af fisketuren blev duen anbragt i styrhuset, hvor den fik vand og brød og efterhånden kom den lidt mere til hægterne. Vel i havn i Hvide Sande bragte Ernst duen med til fødehjemmet i Nørre Lyngvig, hvor han boede med sine forældre og nogle søskende.
 |
| Fødehjemmet i Nørre Lyngvig i "de gode gamle dage" i 1950erne. Huset ligger der endnu. Arkivfoto. |
Ernst var en videbegærlig og engageret mand, der interesserede sig for meget andet end fiskeri. Men på trods af det, blev fiskerierhvervet hans levevej til det sidste. Jeg er dog ikke i tvivl om, at han inderst inde gerne ville være fortsat med at læse og studere efter syvende klasse, hvilket også kommer frem i erindringsbogen: "Ung i gamle dage 5".
Som barn blev jeg særligt inspireret af Ernsts store interesse for arkæologi, hvor han introducerede mig til det populærvidenskabelige tidsskrift "Skalk". Jeg slugte det råt og var flere gange med ham ved havet for at lede efter arkæologiske spor i de stejle skråninger i klitterne efter storme.
Ernst vidste ikke meget om fugle og han anede da heller ikke, hvad det var for en fugl, der var landet på kutteren. Han fortalte mig dog, at han ikke var i tvivl om, at det var en due og noget særligt, straks han så den.
Om det var det fremmede ved duen eller noget andet, der førte til at fuglen ikke bare skulle ædes, det ved jeg ikke. Men faktum er, at fuglen efter nogle dage i Nørre Lyngvig blev sendt levende til Zoologisk Museum i Svendborg.
Hvordan det kom i stand, at fuglen skulle videre til en videnskabelig samling, ved jeg desværre ikke med sikkerhed. Jeg ved imidlertid, at Ernst kendte daværende fyrmester ved Nørre Lyngvig fyr og jeg gætter på, at det var via ham, der blev skabt kontakt til museet i Svendborg. Fyrmesteren hed Nedergaard og vidste en hel del om fugle. Han indsamlede og videresendte bl.a. fyrfaldne fugle til videnskabelige formål.
Ernst fortalte at hans far Niels Frich (min farfar) sørgede for duens sidste rejse. Han byggede en fin foret trækasse med god ventilation til duen og efter nogle dage iklædte han sig sit fineste puds og stillede sig op til landevejen med duen i kassen, for at tage rutebilen "den lange vej" til Ringkjøbing. Derfra blev fuglen sendt videre til Svendborg, hvor den nok endte sine dage.
 |
| Min farfar Niels Frich som desværre døde to år før jeg så dagens lys. Arkivfoto. |
Sporene af duen fra Nørre Lyngvig stopper i 1954 med følgende udsagn: "i 1950 var de (tyrkerduerne) begyndt at vandre ind ad byen (Skagen) til og et eksemplar blev fanget og sendt til Svendborg zoologiske museum. Den lever i bur sammen med Skoggerduer og Tyrkerduen fra Nr. Lyngvig". Dette skriver Leif Lyneborg Jensen i DOFT 48 (1954).
I 2022 fik jeg Henrik Knudsen til at gennemgå hele fuglesamlingen i Naturama (tidligere Zoologisk Museum) i Svendborg, for at se om der skulle være nogle levninger tilbage af Tyrkerduen fra Nørre Lyngvig.
Det var der desværre ikke, men tak for indsatsen Henrik.
