Skagen 9. - 30. april 2022
Den 9. april stemplede jeg ind på kontoret på Grenen hvor jeg de fleste dage har taget morgenobsen fra Verdens Ende. Jeg har dog i løbet af april haft enkelte afstikkere til Sandklit ved Sandormsvinget og et par dage ved Nordstrand er det også blevet til.
Hver dag er startet med en køretur fra sommerhuset i Lodskovvad til Skagen som går over Hulsig Hede. Her oplever jeg de fleste dage morgengryet og to dage er sjældent ens, og nogle morgener er nærmest magiske. Jeg bliver ganske enkelt glad i låget af at se dagen gry når jeg krydser Hulsig Hede på min vej til dagens obs.
Hulsig Hede med morgensol og morgenbryg, 29. april 2022 |
Det har været en periode med tilfredsstillende forårstræk trods lidt for køligt vejr. Men fuglen skal jo afsted ligesom posten jo skal ud.
Highlights har været 13. april hvor vi oplevede en meget stor trækdag som for mit vedkommende vil blive historisk. Særligt var trækket over havet spektakulært med mange andefugle og storspover. Over land var der et pænt, men ikke ekstraordinært, småfugletræk. For mange vil dagen blive husket for et rekordstort træk af gamle steppehøge - inden dagen var omme var 13 eks. trukket mod Sverige.
Steppehøg gammel han trækkende øst ved Nordstrand, 13. april 2022 |
Tidlig morgen ved Nordstrand hvor der gøres klar til dagens træk, 20. april 2022 |
Islom krydser Grenen, 21. april 2022 |
Ringdrossel trækket kan ikke forbigås når vi snakker april i Skagen. Vi har ikke ramt en af de helt store dage i år med flere hundrede trækkende, men en enkelt dag med omkring 100 fugle er det blevet til. Ofte opdager vi fuglene på deres trækkald og her har ringdroslen to stemmer som altid får vores opmærksomhed. Fra rastende fugle og fugle der typisk er skræmt op fra et krat høres derimod et helt andet hårdt tjokkald:
Sørgekåbe i Batteriskoven 21. april 2022 |
Småfolk anes i horisonten på Verdens Ende fra Sandklit - vi ses derude i maj :-) |