Viser opslag med etiketten Kongeørn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kongeørn. Vis alle opslag

onsdag den 3. juli 2024

Øjeblikke fra maj/juni 2024

Maj måned startede hvor halvlune slut-april endte. Da vi nåede frem til Yvonnes ankomst den 10. maj, bankende varmen for alvor på. Fra da af var det nærmest perfekt Yvonne-vejr (læs varmt), hver eneste dag, indtil vi tog hjem til Vejle den 7. juni. For da var vores ferie slut, troede vi, men helt uventet fik vi senere lejlighed til at være i sommerhuset hen over Sankt Hans i uge 26. Det kunne vi ikke modstå, da vejrudsigten igen lovede Yvonne-vejr, efter en lidt kølig 14 dags-periode.

Klar til forårs-afslutning i Lodskovvad den 7. juni 2024, men vi kom uventet igen i uge 26

Hver morgen på min vej til Grenen glæder jeg mig særligt til turen på Råbjergvej og videre nordpå over Hulsig Hede. Hver morgen har sin egen skønhed, men nogle er helt ekstraordinære. Sådan var det fx den 13. maj i år på Råbjergvej, hvor et par Rådyr i let mosebryg fuldendte dagens solopgang. Det bliver man altså bare lidt glad i låget af.

Et par Rådyr i solopgangen den 13. maj 2024 set fra Råbjergvej ud for Rådyrvej

Den 28. april holdt jeg flyttedag fra Verdens Ende til mit nye "kontor" tæt på Skagerrak kysten NV for Sandormsvinget. Indtil da havde jeg været henvist til et lidt trangt "hjørnekontor" på Verdens Ende.

Det hidtidige kontor svarede til at blive inviteret op at køre, for så at blive placeret på bagsædet. Det dur altså ikke, hvis man gerne vil kunne kigge ud og se sig omkring - og det vil jeg.

Men vigtigst af alt var det, at jeg med flytningen kom tættere på vandfuglene over Skagerrak, selv om det klart var på bekostning af en hel del af småfuglene, som er tilknyttet buske og træer. 

EE afprøver om en Traneflok kan indfanges med mobil fra det nye kontor, den 30. april 2024.

Der var god stemning, udsigt og albuerum på det nye kontor, den 21. maj 2024

Som maj måned skred frem, var det i øvrigt en "fornøjelse" at kigge hen til "fugletosserne" på Verdens Ende. For der kunne man se dem klaske sig selv i hovedet, for at forsøge at befri sig for de myriader af myg, som igen i år plagede dem. På det nye kontor så vi ikke meget til myggene.

Myggemøde nær Verdens Ende, den 28. maj 2024. Foto: Yvonne Feldskov

Nordvest-trækket af Islommer kom godt i gang i starten af maj og en hel del sås fint fra mit nye "kontor". Hovedtrækket af lommerne ebbede tidligt ud og vi nåede blot omkring 50 eks. hvilket var noget under de foregående års totaler. Mange var nok trukket på tværs af odden syd for Skagen, gætter jeg på.

Islom trækkende NV set fra mit nye kontor, den 17. maj 2024

I starten af maj var vinden frisk fra NØ og det ved vi erfaringsmæssigt, er en god opskrift på store falkedage i Skagen. Den 2. og 3. maj blev da også et par af de største dage i Skagen nogensinde for både Lærkefalk og Tårnfalk.

Samlet set blev der vel set i omegnen af 500 falke i løbet af de to dage. Samtidig kom der omsider godt gang i Steppehøgene (det var gået lidt trægt i april), og det endte med at blive et rekordår for arten. 

Ung Steppehøg foran Klitbo, som er et af pejlemærkerne på Grenen, den 2. maj 2024

Falketrækket fortsatte langt ind i maj og efterhånden dukkede der også Aftenfalke op. Det begyndte så småt at smage lidt af det legendariske forår i maj/juni 1992. Men sådan skulle det desværre ikke gå. Den 23. maj forsvandt alle de mange og spændende falke fra Skagen og så var det praktisk talt slut med falke for i år.

Som tidligere nævnt ankom Yvonne den 10. maj og det faldt sammen med flere "gode" fugle på Grenen, heriblandt årets første Biæder og anden Citronvipstjert.

Den 11. maj ringmærkede og fremviste Skagen Fuglestation en Vendehals ved cykelparkeringen til glæde for mange, som deltog i årets Fuglefestival. 

Lisa fra Skagen Fuglestation fremviser Vendehals, Grenen den 11. maj 2024

Ved middagstid den 11. maj faldt årets næststørste "bombe" i Skagensområdet. For da fandt en fuglefotograf en Alpejernspurv ved enden af Kanalvej ved Pælebakke Klit. Det blev den ubetinget mest spektakulære "Crowd-puller" i Skagen i år, da det skete under årets Fuglefestival med flere hundrede deltagere. 

Folkevandring for enden af Kanalvej på vej mod klittoppen i det fjerne, den 11. maj 2024

Flere hundrede mødte op for at se Alpejernspurven og alle opførte sig pænt og holdt afstand. Jeg tror næsten, at alle fik set fuglen om end på nogen afstand. Og stor afstand gør ikke noget med de teleskoper vi har i dag. 

Så husk det fremover ved en sjælden fugl - pres ikke fuglen for hårdt, for gør du det bliver den stresset og så flyver den væk inden de sidste når frem for at se fuglen.

Alpejernspurven sad længe og "frøs" på en klit-top nær Pælebakke Klit, den 11. maj 2024

Den 12. maj var Yvonne og jeg på morgentur til bl.a. Uggerby Ås udløb og dér var vi så heldige, at høre en Vendehals synge lidt midt i vores morgenmad. Det var flere år siden, jeg sidst havde hørt dens sang.

For at høre vendehalsen synge ved Uggerby Å klik her

Senere samme dag var en Kongeørn på besøg i Skagensområdet sammen med en Sort Stork. Vi ser flere Kongeørne hvert år, men næsten alle er unge eller yngre ikke-kønsmodne fugle. Denne var en adult (udvokset) fugl og det er et sjældent syn i Skagen.

Yvonne og jeg var heldige at se de to arter sammen over Råbjerg Kirke, efter de tidligere på dagen var set nærmere Skagen.

Adult Kongeørn og Sort Stork over Råbjerg Kirke, den 12. maj 2024

Årets første Biæder ankom som tidligere nævnt til Skagen den 10. maj og det var ret sent. Det skulle senere vise sig at være forløberen til et mindre influx, som strakte sig langt ind i juni, hvor en flok også gjorde yngleforsøg vest for Sæby.

En af to Biædere over Grenen, den 14. maj 2024

Den 14. maj sås to Biædere og en lokal sjælden Silkehejre på Grenen. I midten af maj sås desuden et par Hvidøjet And sporadisk i en periode omkring Grenensøen.

Silkehejre jages af yngre Svartbag, Grenen den 14. maj 2024.

Steppeørnen, der allerede blev set over Skagen i april, har opholdt sig i Nordjylland siden foråret 2023. Ørnen gav næsten dagligt opvisning indtil starten af juni og nåede dermed et-årsdagen for dens ophold. 

Jeg kan ikke helt lade være med at spekulere på, om det kan være en bortfløjen fangenskabsfugl, som nu har fundet sig godt tilrette hele året i den frie nordjyske natur. For Steppeørne bør være trukket til Afrika om vinteren.

Steppeørnen over Gyvelmarkerne, den 15. maj 2024

Den 22. maj blev den mest minderige dag i Skagen i år. Dagen startede med en syngende Lundsanger på Grenen og den blev optakten til tre hektiske dage med "varme" arter.

For at høre Lundsangeren fra Grenen klik her

Forårets helt store "kanonslag" i Skagen blev affyret af EC om aftenen den 22. maj. Da fandt EC en Lille Tårnfalk sammen med Aftenfalke i Reservatet ud for Grenen Camping. 

Efter en times tid var alle fuglefolk i nærområdet, der kunne krybe og gå, forsamlet i Reservatet til det helt store brag. 

EC havde hele foråret fotograferet i hundredevis af Tårnfalke i håb om, at det ville lykkes at finde en lille blandt alle de store. Og det var omtrent sådan her det gik til den 22. maj: 

EC var om aftenen taget ud i Reservatet for at fotografere rastende falke. Da han havde taget nogle fotos af en Aftenfalk, ville han lige tjekke skarphed og belysning på kameraets display og da opdagede han, at den Tårnfalk, der sad ved siden af Aftenfalken, var en Lille. Godt gået - og huske det nu - Tjek altid Tårnfalken!

Lille Tårnfalk 2K han i Reservatet om aftenen den 22. maj 2024

Den 23. maj var der syngende Lille Fluesnapper i Ellekrattet og den 24. maj var der fortsat gang i de "varme" arter med 4 trækkende Piroler i flok og ikke mindst en Turteldue på trækforsøg. 

Turtelduen er ikke længere en årlig art i Skagen og i Europa er den en stærkt truet art på grund af jagt. Alene i Frankrig, Portugal og Spanien blev der indtil 2021 skudt omkring 1 million Turtelduer årligt. 

Men efter at jagt på Turteldue blev forbudt i disse tre lande i 2021, er bestanden vokset med 25% fra 2021 til 2023. En vækst, der naturligvis er begrænset, da udgangspunktet var en stærk reduceret bestand. 

Denne udvikling kan du læse om ved at klikke her

Turteldue på trækforsøg på Grenen, den 24. maj 2024

Den 27. maj trak 8 Karmindompap på Grenen og om eftermiddagen dukkede en Slangeørn op på Hulsig Hede. Ørnen så Yvonne og jeg desværre ikke. For netop den eftermiddag, var vi taget til Store Vildmose for at se nogle nyligt oversvømmede arealer, hvor et par Stylteløbere gjorde klar til at yngle.

Stylteløber gjorde yngleforsøg i Store Vildmose, den 27. maj 2024

Under vores ophold i Store Vildmose var vi vidne til udviklingen af en Skypumpe, som så vidt vides ikke forrettede nævneværdig skade i området. Men fascinerede var det at se den på afstand.

Skypumpe vest for Store Vildmose, den 27. maj 2024

Efter den 27. maj gik luften langsomt af "trækfugleballonen" og perioden frem til 7. juni bød ikke på det helt vilde. Dog skal nævnes et mindre influx af Buskrørsanger og yderligere et par Lundsangere.

Buskrørsanger ringmærket ved Kabeltromlen, den 6. juni 2024

Fra den 7. - 22. juni var Yvonne og jeg tilbage i Vejle. Her blev det til lidt småture i lokalområdet. Det var herligt at være omgivet af Nattergale og Blåhalse, som vi ikke ser meget til i Skagensområdet. Det blev også til at par dage ved Rosenvold, hvor en Rovterne trak forbi den 9. juni og sørme om ikke der var en Hvidskægget Terne, der lagde vejen forbi Kongens Kær. Det var den 15. juni i silende regnvejr. 

Hvidskægget Terne i Kongens Kær, den 15. juni 2024

Nattergal mellem Kongens Kær og Knabberup Sø, den 17. juni 2024

Sydlig Blåhals ved Knabberup Sø, den 17. juni 2024

Den 22. juni tog vi tilbage til sommerhuset i Lodsskovvad og det skete samtidig med at sommeren for alvor kom tilbage efter et par kølige uger. Der var også gået sommer i os. Vi slappede mere af og fik cyklet en hel del og jeg var da også kun på Grenen et par morgener.

Den 23. juni var det Sankt Hans og min 65 års fødselsdag. Det blev bl.a. fejret med syngende Buskrørsanger ved Kjul Strand, syngende Toplærke i Hirtshals og morgenmad i det grønne ved Uggerby Ås udløb.

Fødselaren har lyd og billeder i hus, Kjul Strand, den 23. juni 2024. Foto: Yvonne Feldskov

For at høre Buskrørsangeren fra Kjul Strand klik her

Yvonne havde dækket fint op til morgenmad ved Uggerby Ås udløb, den 23. juni 2024

Den 26. juni var jeg på Grenen for sidste gang i dette forår. Ved ni-tiden fik RoC og jeg pludselig en Slangeørn i kikkerten på stor afstand over Kuplen. Slangeørnen sås af enkelte andre, men desværre trak den ret hurtigt retur mod SV. Senere samme dag var der både Sort Stork og Lille Skrigeørn i Lodskovvad, som aldrig nåede helt til Skagen. En overraskende god afslutning så sent i juni.

Sort Stork over Lodskovvad, den 26. juni 2024

Lille Skrigeørn over Lodskovvad, den 26. juni 2024

Foto af den Lille Skrigeørn viste, at den er ringmærket med en gul farvering med sorte bogstaver. Koden på ringen er TNH. Fuglens historie vil jeg vende tilbage med her på bloggen, når jeg har modtaget oplysninger fra Zoologisk Museums Ringmærkningsafdeling.

Vi sluttede af ved midnat den 26. juni, hvor vi overværede Skagen Fuglestations fangst og ringmærkning af Natravn i Skagen Klitplantage. Udover flere syngende Natravne blev vi også underholdt af territoriehævdende (pistende) Skovsnepper, så alt i alt en stemningsfyldt midsommernat.

Ringmærkning af Natravn hun i Skagen Klitplantage, den 26. juni 2024

Hvis du har mod på lidt mere Grenen-stemning, så vil jeg anbefale dig at lytte til Hans Henrik Bay´s musikstykke "Birding at the end of the World". Musikstykket er, så vidt jeg ved, delvist inspireret af nogle skønne dage, jeg havde sammen med ABB og HHB på Grenen for snart en del år siden. 

Så læn dig trygt tilbage, slå benene op og nyd HHB´s musik og billeder ved at Klikke her

Vi ses snart igen derude og god sommer indtil da.

torsdag den 2. maj 2024

Storken er landet i Årslev

Den 29. april 2024 landede storken i Årslev SØ for Randers med en 51 cm lang pakke på 3055 g. Pakken blev leveret til Yvonnes yngste søn Lauge og hans samlever Elisabeth. Dagen efter var Yvonne og jeg en tur i Årslev for at bese gaven. 

Alt var godt og vi håber, at han vil gå en lys og sikker fremtid i møde, for det fortjener ethvert barn.

Symbolet på en sikker landing på gårdspladsen, 29. april 2024

Det er vel ingen overdrivelse, når jeg siger, at der desværre er megen ufred i vores del af Verden for tiden. 

Så da en hvid due rundede Grenen den 28. april, tænkte jeg, at den hellere skulle flyve til Ukraine og Gazastriben og skabe fred dér.

For selv om der ind imellem hersker ufred på Grenen, ja så er det for intet at regne sammenlignet med de uhyrligheder, vi alle er vidne til i denne tid, i såvel Ukraine som i Gazastriben.

Det er ikke til at forstå, at vi skal bruge ufatteligt store ressourcer på at slå hinanden ihjel, i stedet for at forsøge at løse de enorme udfordringer, som Verden står overfor. Men det vidner måske bare om, at vi mennesker er meget dummere, end vi selv går og tror.

En forvildet og måske fortvivlet fredsdue runder Grenen den 28. april 2024

Således opmuntret vil jeg starte denne månedsberetning fra min lille Verden i det Nordjyske. 

Efter et mindre varmefremstød i slutningen af marts, gik det allerede i de første dage af april helt galt igen. For da ramte en bidende kold NØ-vind Nordjylland med slud og sne og nattefrost. Sådan fortsatte det langt ind i april, hvor der ikke var mange dage, hvor dagstemperaturen sneg sig over 5 plusgrader.  

Hulsig Hede den 3. april 2024

Den 4. april tog Yvonne og jeg hjem til Vejle, da vi i den førstkommende weekend skulle til Hvide Sande, for at være med til at fejre mit ældste gudbarns 40 års fødselsdag. 

Den 8. april returnerede jeg til sommerhuset og lidt senere samme dag, ankom jeg til Skagen akkurat for sent til at se en Alpesejler over Skagen by. Derimod var det akkurat tids nok til at fornemme lidt af varmen fra den foregående dag, som havde været den hidtil bedste trækdag. 

Herefter var det slut med at tænke på forår i det nordjyske indtil den 28. april, for varmen forsvandt mod øst og Vesteuropa blev lagt i dybfryseren.

Kulden afholdt dog ikke "mit" Grågåsepar fra at yngle på Hulsig Hede. Allerede den 17. april så jeg gåseparret for første gang i vejrabatten med 5 nyklækkede gæslinger på græs. Siden har jeg set dem dér næsten hver morgen på vej til mit fuglearbejde. Sidste år kom deres gæslinger først på græs den 2. maj. Det er egentligt lidt mærkeligt med tidlig klækning i år, vejret taget i betragtning.

Selfie af en selfie inden tidlig afgang til sommerhuset, Vejle den 8. april 2024

Fra den 9. til 27. april var forårstrækket praktisk talt sat på pause. Ud over kulde og blæst, så blev april også den vådeste april nogensinde målt i Danmark og det var vel at mærke oven på rigelige mængder vand tidligere på året. Aldrig har jeg set så meget vand på Grenen og i Reservatet.

Krusninger på Åkandevej - i baggrunden anes Kuplen, 14. april 2024

Selv om det massive fugletræk udeblev, så blev der alligevel fundet halv sjældne fuglearter. Op til to Kongeørne sås i en længere periode og Rødtoppet Fuglekonge sås hist og her. Den Rødtoppede Fuglekonge er i fremgang i Danmark og der går måske ikke længe, før den begynder at yngle i nærheden af Skagen.

Kongeørn 3k over Bankes Marker, den 8. april 2024

Rødtoppet Fuglekonge i Ellekrattet, den 20. april 2024

Den 20. april var en lille flok hardcore birdere inviteret til middag i Det Grå Fyr i anledning af JHCs 70 års fødselsdag. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor KK aka Flukz varmede os op med god gedigen blues og herunder naturligvis "The Flagbak Blues" - for at lytte til den så klik her

Inden fejringen blev vi alle beriget med en Blå Glente, der i en times tid kunne ses over Skagens Odde sidst på eftermiddagen. 

KK spiller The Flagbak Blues for JHC og gæster i Det Grå Fyr, den 20. april 2024

Ligesom Grenen og Reservatet, så var Gyvelmarkerne syd for Skagen vandfyldt som aldrig set før. Der var nærmest tale om søer. Den 23. april fandt lokale LaM en Citronvipstjert på de oversvømmede Gyvelmarker. Det skete samtidig med at EE ankom og bankede på ruden hos mig i Lodskovvad. Hurtigt fór vi afsted for at se fuglen og da vi kom frem til åstedet, viste det sig at mange andre havde fået samme gode idé.

Citronvipstjert 2k han Gyvelmarkerne, den 23. april 2024

Folk flokkes på Gammel Landevej for at se Citronen, 23. april 2024

En Steppeørn har opholdt sig i det nordjyske siden sidste forår. I april dukkede den igen op over Skagen og her skulle den vise sig hele 5 gange, før det lykkedes mig at se den. For hver gang den dukkede op, var jeg kørt hjem for at sove til middag. Det er nemlig det man (også) kan som selvstændig.

Den 24. og 25. april var EE og jeg ved Nordstrand, hvor vi fik hyggeligt selskab af JHC og HaC. Det blev dog kun til moderate træktal i de dage, hvor højdepunktet var Steppeørnen på rimelig afstand til foto. Indtil da havde jeg kun set den på meget stor højde over Reservatet.

EE, JHC og HaC obser ved Nordstrand den 24. april 2024

Steppeørn 3k med Musvåge sås endelig fint over Nordstrand den 25. april 2024

Den 28. april vil gå over i historien som en af de helt store trækdage i april måned. Det buldrede afsted med fugle over land og vand, højt og lavt og det var meget svært at følge med. Det kan meget vel blive den bedste trækdag i år.

Herunder lidt fotos af nogle af dagens herligheder og en enkelt lydoptagelse. Særlig glad var jeg for at genfinde en Pomeransfugl på Grenen, der 13 minutter tidligere var blevet fundet af EC ved Nordstrand. 

Ved at Klikke her kan du høre fuglen kalde, da den fløj forbi os på dens videre rejse mod de Skandinaviske fjeldplateauer.

Islom krydset Grenen tidlig morgen den 28. april 2024

Hvidnæbbet Lom trækker mod øst på Grenen den 28. april 2024

Steppehøg han trækker ud fra Grenen mod Sverige den 28. april 2024

Pomeransfugl rastede en halv time ved Sandormsvinget den 28. april 2024

Da Pomeransfuglen trak videre kaldte den flittigt, Grenen den 28. april 2024

Nu er vi klar til maj 2024 og forventningerne er tårnhøje. Vi ses derude. 


søndag den 16. juli 2023

Kom skal vi danse og dyste

Maj - juni 2023

Når vi hvert år er stimlet sammen på Danmarks top for at følge og registrere fuglenes forårstræk, er vi en hel del der, i al fredsommelighed, dyster om at finde den sjældneste fugl i blandt de mange almindelige trækfugle. Det er en sjov og uformel konkurrence uden præmie. Glæden ved at finde den sjældne fugl er rigeligt. Og så bidrager det til mange gode historier og hyggelige snakke om fx hvem fandt fuglen, hvordan blev den opdaget, hvem bestemte den, hvem var tilstede, hvem kom akkurat for sent, hvem var lige gået og ikke mindst hvor var du...og de historier kan vi godt li` at genopfriske igen og igen på en stille trækdag. 

RoC og DS i dans eller dyst, foråret 2023

I foråret 2023 blev den sjældneste fugl i Skagen fundet af KO. Det var lige midt i Kr. Himmelfartsferiens fuglefestival den 19. maj og dermed blev den sjældne fugl til stor glæde for et par hundrede fuglefolk eller mere. Det var en Stillehavslom og det var det andet fund i Danmark. Historien om fundet vil helt sikkert blive genfortalt til næste år og i mange år frem. Hvis du ikke er så heldig at komme forbi Skagen til næste forår, for at være med i snakken om sidste års bedste fund, så kan du i stedet læse KO´s beretning ved at klikke her.

Skagen Fuglestation havde, ligesom i tidligere år, tiltrukket unge mennesker fra nær og fjern, der havde det til fælles, at de havde lyst til at arbejde med fuglene. I år var det en særlig fornøjelse at kigge på fugletrækket med et ungt britisk par. DS kendte jeg fra et tidligere ophold i Skagen, men det var første gang jeg mødte LGE. Ud over deres smittende humør, udmærkede de sig ved meget stor dygtighed i felten og flid ved netbanerne på trods af de mange myg. Og så stod de to unge briter i øvrigt for fund af flere af de sjældne arter i foråret i Skagen. DS fandt bl.a. kongeedderfugl, slangeørn og pileværling, og LGE pillede både buskrørsanger og lille rørsanger ud af nettene, for blot at nævne nogle af deres fund.

LGE og DS på Grenen, foråret 2023

Se - det kunne have været en værdig og kort afslutning på min fortælling om foråret 2023 i Skagen, men sådan skal det nu ikke være, for så mangler hele forårets anden halvleg. 

Sidste halvdel af foråret var vejrmæssigt en blandet fornøjelse med kulde til en start og først en uge inde i maj, kom der endelig lidt varme. Sidste regnvejrsdag i foråret var den 23. maj og fra da af lagde varmen sig tungt over os, med usædvanlig tørke til følge. 

En anden følge af vand og varme var desværre også myggene, der vågnede til dåd samtidig med den sidste forårsdags regndryp. Det skulle vise sig at blive starten på den allerværste myggeplage på Grenen i mandsminde - og jeg siger dig - det var ind imellem slemt!

Selv en nyslået pensionist måtte lægge ryg til myggene, EE på Grenen 6. juni 2023

Trækket af islommer starter normalt først efter den 5. maj, men allerede den 1. maj så vi fem trække mod nordvest, på deres vej mod Island og Grønland. Det var uventet tidlig, da det stadig var koldt for årstiden. 

JHC ankommer til morgenobsen i fuld ornat og klar til lomtælling på Grenen, den 1. maj 2023

En af årets islommer krydser over Grenen den 13. maj 2023 

Fra slutningen af april tænker jeg hver morgen, når jeg kører over Hulsig Hede, om det faste grågåsepar har fået unger. Og når de så har fået unger, så tænker jeg hver morgen på, om ungerne mon har overlevet bilerne og nattes farer og om de er fremme i vejrabatten, når jeg kommer forbi. 

Først den 2. maj var der endelig 5 gæslinger i vejrabatten på Hulsig Hede, nær Brænderpasset og det var sent. De plejer at dukke op mindst en uge tidligere. Den 7. maj, så jeg for første gang gæslingerne græsse i den smalle rabat mellem hovedvejen og cykelstien. Det er et farligt sted for de små størrelser, kan jeg fortælle, og selv om de voksne gør alt hvad de kan, for at holde dem væk fra kørebanen, så går det galt næste hvert år. 

Den 10. maj var der endnu et gåsepar, dog kun med én unge. To par sammen med unger i vejrabatten har jeg aldrig set før på Hulsig Hede. I starten af juni forsvandt alle gæssene fra den ene dag til den anden og der var heller ingen spor af dem på kørebanen. Det spekulerer jeg såmænd stadig lidt over...

Grågæslinger og deres årvågne forældre, Hulsig hede den 2. maj 2023

Den 3. maj blæste en kold vind os i møde fra nord. Trods det, så vi en biæder på Grenen. Biæderen rastede i 10 minutter, før den trak videre mod øst ud over Kattegat i den iskolde nordenvind. 

Første mursejler sås 5. maj, og det var sent. Samme dag så vi hele 203 trækkende tinksmede og det er måske det største antal tinksmede set på træk i Danmark nogensinde. På vejen hjem fra obsen den dag, så jeg 2 yngre kongeørne svæve sammen over Hulsig Hede.

Den ene af to unge kongeørne over Hulsig Hede den 5. maj 2023

Den 6. maj var jeg heldig at "cykle ind i" en gulhovedet gul vipstjert (britisk race flavissima af gul vipstjert) på Stormatriklen i Lodskovvad. Fuglen var lidt grå i nakken og det fik mig til at spekulere på om det kunne være en hybrid med racen flava som yngler i Danmark. Efter at have kigget fotos igennem på nettet, tror jeg måske, det er en ligeså "ren" flavissima som så mange andre vi ser i Danmark. 

Gulhovedet Gul Vipstjert på Stormatriklen i Lodskovvad, den 6. maj 2023

Mange dage i løbet af foråret, tilbragte jeg på Sands Klit umiddelbart sydøst for Sandormsvinget. Den 7. maj var der særligt fint besøg af gamle amts kollegaer og nuværende kollegaer og det faldt heldigvis sammen med, at en fin brilleand rastede kortvarigt ud for os, inden den trak videre mod sydøst i selskab med nogle få fløjlsænder. 

Sands klit var godt besøgt i foråret og det gav mange gode fugle derfra, 7. maj 2023

Den 8. maj kom varmen og fra den dag var der lukket helt op for fugletrækket langt nedefra i Europa. Da vinden samtidig friskede op, fra den sydlige sektor, var der lagt i ovnen til at få bagt det helt store brød. Som altid, var DD frisk med en optimistisk prognose for de kommende dages fugletræk og den holdt stik! 

Allerede fra morgenstunden var der fugle allevegne og for første gang i foråret, var der rigtig mange trækkende svaler og gule vipstjerter og dertil sangere i nærmest hvert et krat. Det scenarie fortsatte i de følgende to dage og perioden 8-10. maj 2023 står tilbage som noget af det flotteste maj-træk, jeg har set i Skagen nogensinde. 

I de 3 hektiske dage, så vi ud over de mange almindelige fuglearter også sjældne og fåtallige arter, som fx hvidnæbbet lom, islom, gåsegrib, steppehøg, aftenfalk, rødstrubet piber, rødrygget svale og flere piroler. Den 10. maj så vi hele 12 hedehøge, hvilket er dagsrekord i Skagen. 

Tre havørne med gåsegrib nederst til venstre, Grenen den 8. maj 2023

Rødrygget svale over Ellekrattet, Grenen den 9. maj 2023

En af dagens 12 hedehøge, Grenen den 10. maj 2023

Den 11. maj havde vinden lagt sig og trækket gik nærmest helt i stå, men hvad gør det, når man blev mødt af en strålende morgenhimmel. EE og jeg valgte igen denne dag Sands Klit og snart kom flere folk ud på klitten nær Sandormsvinget.

Den nyslåede pensionist EE tager bestik af situationen, Sandormsporet den 11. maj 2023

Det blev en stille trækdag men dog med flere sjove arter og gode oplevelser. Toppen af poppen var 6-7 hvidnæser ret tæt på kysten, samt topskarv og sodfarvet skråpe i strandkanten. Hvidnæserne blev de eneste hvaler, ud over marsvin naturligvis, som jeg så i Skagen i år.

Fra venstre EC, LW, JHC, EE, LPa, MC, SSC, MEr, Sands Klit, den 11. maj 2023

Topskarv fører an i strandkanten, Grenen den 11 maj 2023

Den 13. maj 2023 oprandt dagen, hvor Yvonne fik hendes DK-kryds nr. 300. En rødhovedet tornskade ved Pælebakke Klit. Dermed blev hun automatisk medlem af den eksklusive Klub 300, der er klubben for alle der har set 300 forskellige fuglearter i Danmark.

Nyheden om fundet af tornskaden nåede os, da jeg var i færd med at bygge et nyt brændeskur, så jeg troppede op i kedeldragt mens Yvonne naturligvis ankom i en fin kjole - til lejligheden forstås.

Der krydses på Pælebakke Klit, den 13. maj 2023. Foto: Andreas Bruun Kristensen

Yvonne, det er hende i hvid kjole, kigger på tornskaden ved Pælebakke Klit, den 13. maj 2023

Rødhovedet Tornskade, Pælebakke Klit, den 13. maj 2023. Foto: Erik Christoffersen

Årets fuglefestival blev afviklet i Kr. Himmelfartsdagene 18. - 20. maj. Flere hundrede fugleinteresserede gæstede Skagen i de dage og de blev alle belønnet. For den 19. maj var de vidne til et rent lom-eventyr. Alle verdens 5 lom-arter kunne denne dag ses langs Skagerrak kysten umiddelbart nord for Grenens spids. Alle 5 lom-arter er måske aldrig tidligere set på én dag på et og samme sted på denne klode. Det kan du læse om ved at klikke her

Stillehavslommen er lettet og flyver mod sydøst, Grenen den 19. maj 2023

Fra Sands Klit fulgte vi en sand folkevandring ud til den sjældne stillehavslom, 19. maj 2023

I dagene omkring den 25. maj var morgensolen usædvanlig rød og forklaringen skulle være partikler fra nordamerikanske skovbrande. Om det var sandt ved jeg faktisk ikke, men fascinerende hvis det er.

Rød morgensol ses tidligt mod nordøst på Hulsig Hede, den 25. maj 2023

Pinselørdag den 27. maj var vi mange fuglefolk, der var forsamlet i Hulsig Forsamlingshus til birderfrokost og fejring af Kirkeby´s 75 års fødselsdag. Det var en superhyggelig frokost, med alt hvad hjertet kunne begære og midt i det hele, så kom dagens ørn også forbi, som Kirkeby havde annonceret i invitationen. For bedst som vi var ved at tygge af munden, kom der meldinger om en ørn over Skagen. Ørnen blev skiftevis meldt derfra som steppeørn, lille skrigeørn eller blot som ørn og det stod derfor hurtigt klart for os, at der måtte være tale om en "skrækørn". 

Da vi fik øje på fuglen i Hulsig, var stemningen mest til steppeørn og det troede vi da også det var, indtil vi fik flere detaljer og fotos fra Skagen. Det viste sig, at fuglen var en lille skrigeørn, med et usædvanligt tydeligt "steppeørnebånd" gennem undervingen og det bånd var skyld i hele balladen.  

Der spejdes i nordøstlig retning efter ørn i Hulsig. Fødselaren er nr. 4 fra højre, 27. maj 2023

Og hermed er det sat punktum for foråret i Skagen. Men inden jeg slutter helt af for denne gang vil jeg lige runde af med lidt fra hjemmebasen i Lodskovvad. For igen i år fik vi set fine sager dér og der er nu et eller andet særligt ved at se fuglene, der hvor man "bor". 

Den 15. maj så jeg to lille skrigeørn trække sammen mod nordøst og begge blev efterfølgende genfundet i Skagen. Den 30. maj så jeg en blå glente over Stormatriklen, men det var desværre kort og den blev aldrig genfundet. Du kan høre min melding på Zello ved at klikke her 

Den 7. juni kl. 04.06 sad jeg i sofaen med en kop kaffe og så gårdsdagens nyheder, da jeg ud af øjenkrogen så en bevægelse ude i haven. Hurtigt gik det op for mig, at det var en husmår. På billedet herunder kan man se, at måren stikker sit hoved op over terrassekanten og stirrer på vandskålen og jeg er sikker på, at vandet var dens ærinde. Yvonne har tidligere set husmår i haven, men det var første gang for mig.

En morgenfrisk husmår kigger forsigtigt op over terrassen, den 7. juni 2023

Den 13. juni sad Yvonne og jeg i haven og fik sen morgenmad, da jeg kl. 09.34 fik øje på en rovfugl som trak over haven. Den skulle da lige tjekkes. Det viste sig at være en lille skrigeørn og til alt held begyndte den at skrue lidt nord for huset. Længe nok til at Yvonne kunne hente mit kamera, alt imens jeg holdt øje med skrigeørnen...det skulle jo nødigt gå lige så galt som det gjorde med den blå glente, der forsvandt da jeg skulle have fat på mit kamera i tasken. Efter nogle minutter trak skrigeørnen videre mod nordøst og den sås senere i Skagen.

Lille Skrigeørn over sommerhuset i Lodskovvad, den 13. juni 2023

Den 15. juni blev sidste dag i felten inden vores hjemrejse den 16. Dagen brugte Yvonne og jeg på en cykeltur til Tversted Søerne i pragtfuldt sommervejr. Ved Møllegården så og hørte vi en karmindompap og med den, vil jeg sige tak for din udholdenhed idet du nu har læst helt til ende ;-)

Yvonne i klæder, der matcher Møllegården, den 15. juni 2023