lørdag den 29. februar 2020

Skovens hersker

28. februar 2020

Selv duehøgen er bange for den...siger man...

Den 17. april 2019 skræmte Yvonne, Anders og jeg en stor hornugle op fra en skrænt i Bunken Klitplantage. Kæmpeuglen tog flugten med bulder og brag og vi kunne følge den en halv kilometer, hvor den til sidst forsvandt for os bag træer mod sydvest.

Det var et fuldstændigt uventet møde og første observation af arten i området siden den 2. juni 2004. Dengang fandt Erik Kramshøj én i Ålbæk Klitplantage og denne fugl sås ligeledes kun én dag.

Den 27. december 2019 så og hørte Brian Kristensen imidlertid en stor hornugle i Råbjerg Plantage. Lokaliteten i Råbjerg Plantage ligger 4,2 km sydvest for det sted i Bunken Klitplantage, hvor vi så kæmpeuglen i april. Måske var det den samme fugl vi så...

For tiden kan du (næsten) hver aften høre den store hornugle tude lige præcis ved solnedgang, hvis du placerer dig på Troldkærvej tæt på det sted hvor Gammel Kirkevej munder ud.

Er du heldig kan du også få den at se, som det skete for mig i går. Afstanden var ret stor, omtrent en halv kilometer, men det blev oplevelsen ikke mindre af.


Stor Hornugle i landskabet, Råbjerg Plantage, 28. februar 2020


Stor Hornugle holder skarpt øje, Råbjerg Plantage, 28. februar 2020

lørdag den 15. februar 2020

Den bedste Valentins gave

15. februar 2020

Valentins gave til min hustru blev en tur til det midtjyske på en vandkold og diset dag.

Første stop var Sletten i Holstebro hvor hun fik hærfugl som ny danmarksart efter et par timers eftersøgning.

Turen gik videre til Nørre Vosborg hede og Stråsø Plantage hvor ulven bor. Ulven var desværre ikke hjemme, så vi måtte nøjes med at nyde synet af dens føde i et storslået landskab.


Yvonne har lige fået Hærfugl som ny DK-art og der optages video
Hærfuglen gør klar til landing






Nørre Vosborg hede

Ulveføde i disen
Yvonne spejder forgæves efter ulv

søndag den 2. februar 2020

Generaldirektøren

2. februar 2020

Ingen over, ingen ved siden af, men mange under. Generaldirektøren stemplede ind i Hanstholm området allerede i efteråret 2019...og den er der endnu...

Siden efteråret har en ung jagtfalk, for det er sådan en sag det handler om, regelmæssigt været at se i den nordlige del af Nationalpark Thy og ofte er den set på Vestmolen i Hanstholm Havn.

Det var da også dér jeg valgte at starte min søgning efter fuglen i dag kort efter solopgang. Og der skulle heldigvis ikke gå længe før den dukkede op. Kl. 08.53 kom den østfra i stor fart og fortsatte forbi mig og vestpå ud imod indsejlingen, hvor den alt for hurtigt forsvandt for mig bag den sydlige tværmole.

Havde den mon sat sig på Vestmolen, tænkte jeg...og det havde den. For den havde madpakke med og nu skulle den altså fortæres. Heldigt var det for mig, for det gav mig en god halv times tid i dens selskab hvor jeg kunne iagttage Verdens største falk fortærede sit bytte (en lomvie tror jeg).

Jagtfalken er ringmærket med metalring på venstre ben.

Velbekomme :-)


Jagtfalk Falco rusticolus 2K, Hanstholm Havn, 2. februar 2020


 
Bemærk metalring på venstre ben.



De efterladte bytterester
Hovedet fandt jeg ikke, men ben og fødder ligner lomvie