Mit "forsømte" forår 1993

I påskeferien 1975 var jeg som 15 årig på fugletur til Skagen sammen med Erik Enevoldsen og Peter Jørgen Petersen (Hyds). Det var første gang vi var i Skagen og det var bidende koldt. Vi pivfrøs hver nat i den gamle utætte lade på Thagaard´s Camping på Oddevej 38A, men på trods af kulden, havde vi en fantastisk tur.

Peter Jørgen Petersen (Hyds), Erik Enevoldsen og mig (stående på bagagebæreren) på tandem på vej fra Nordstrand i Påsken, den 26.-31. marts 1975. Foto: Ukendt

I 1975 blev marts/april anset for at være det optimale tidspunkt til fugletræk i Skagen. Nogle få pionerer havde dog allerede i 1970 opdaget, at der også var et betydeligt rovfugletræk over Skagen i maj, men den viden var ikke nået til Hvide Sande, hvorfra Erik og jeg kom.

I 1972 blev Skagens første Fuglestation oprettet med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet. Støtten rakte til husleje og varme og nogle få håndører til observatørerne. Stationen lukkede dog allerede igen i juni 1976. I stationens fireårige levetid, blev der indsamlet trækobservationer i perioden 12. marts til 15. juni. 

Op igennem 1980erne blev det i stigende grad populært at se på fugletræk i maj måned i Skagen, men når vi nærmede os juni, tog alle tilrejsende hjem. 

I 1994 udkom Bjarne Bertel´s bog "Fugle over Skagen", hvor han formfuldendt og levende beskriver de to årtier fra begyndelsen af 1970erne til først i 90erne. I forordet skriver han: "Netop i disse år blev fugletrækket i Skagen genstand for en eksplosiv interesse og indgående analyse, men trods et øget kendskab til det overdådige fugleliv, voksende vores forundring bestandigt over lokalitetens uudtømmelige rigdom af overraskelsesmomenter". I bogens afsnit om juni måned skriver han: "...sidst i maj og i begyndelsen af juni var forårstrækket endnu ikke helt forbi...I Skagen ses der sjældenheder året rundt, fortrinsvis i træktiderne, men intet tidspunkt er mere højaktuelt end månedsskiftet maj/juni".  

På trods af Bertel´s fortælling om juni måneds hit-potentiale og fx Erik Christophersens førstefund af Nonnestenpikker den 13. juni 1991, så var det mig bekendt først ind i 00erne, at det blev almindeligt at se tilrejsende lykkeriddere, som blev "hængende" på Verdens Ende til et godt stykke ind i juni. 

Men min erindring efter midten af 1990erne er måske ikke helt retvisende, da jeg slet ikke var i Skagen i årene 1994-1997. I den periode boede jeg i Grønland. 

Mit "forsømte" forår 1993

Allerførst vil jeg sige tak til Lars Paaby og Alex Bühring for stor hjælp til at støve min 1993-hukommelse af og til Lars for udlån af historiske fotos.

Den 17. maj 1993 afsluttede jeg mit biologistudie på Københavns Universitet med speciale i ekstracellulær enzymdannelse hos den termofile skimmelsvamp Thermomyces lanuginosus. Specialet blev udført ved Afdelingen for Generel Mikrobiologi i Sølvgade, som tidligere husede Den Polytekniske Læreanstalt (indviet 1890). I disse historiske bygninger tilbragte Niels Bohr det meste af sin studietid og fra 1912 til 1920 var det hans arbejdsplads.

Forårets fugletræk havde jeg på det skammeligste forsømt indtil afslutningen af mit studie. Det vidste jeg godt ville ske og derfor havde jeg i meget god tid, inden specialeafslutningen, lejet Edith Aså´s sommerhus på Nordstjernevej 5 i Skagen. Aftalen med Edith lød på 3 uger fra den 20. maj til den 10. juni og det kostede ikke ret meget, hvis jeg ville slå græsset. 

Huset kendte jeg godt fra tidligere år, hvor jeg også slog græs, og jeg vidste derfor, at det var et interimistisk selvbyggerhus, som var opstået ved knopskydning, med mange små rum og en "massegrav" med plads til 8-10 karrimater (liggeunderlag). 

Huset passede gevaldigt godt ind i det selvbillede vi havde dengang, som eventyrere på evig lykkejagt, og for mange af os var huset da også stor luksus, sammenlignet med de mange dage i telt igennem årene.

Den 19. maj sendte jeg min cykel fra København til Skagen med DSB-rejsegods og så var jeg klar til at drage nordpå. 

Ankomst til Skagen den 20. maj

Tidligt om morgenen den 20. maj blev jeg hentet i Kronborggade 16 af Lars Paaby, Alex Bühring og Sakari Kauppinen (Sakke). Lars, Sakke og Bühring´s tur til Skagen var begrænset til Kr. Himmelfartsferien, mens jeg havde planlagt at blive indtil et godt stykke ind i juni. 

Vi kørte til Skagen i Lars´ bil via Odden/Ebeltoft og ankom til Storeklit lige syd for Skagen ved ellevetiden i fint vejr, Ø 4-5 m/s, god sigt og 22 grader. Det lovede godt, for der var udsigt til en lun østenvindsperiode i Kr. Himmelfartsferien og rovfugletrækket var da også allerede godt i gang, da vi ankom. Den første dag på Storeklit blev to Aftenfalke og 60 Hvepsevåger ført til protokol. 

Den 21. maj startede morgenobsen ved Nordstrand og først ved middagstid flyttede vi ind på heden v/Granly. Dagen bød på fint træk, heriblandt 3 Aftenfalke og omkring 400 Hvepsevåger.

Heden SV for Granly den 21. maj 1993. Bagerst fra venstre ses: Erik Christophersen, Lennart Pedersen, Peter Arp, Morten Møller Hansen og forrest fra venstre ses Mogens (fed) Henriksen, Alex Bühring, Alex Sand Frich og Jens Eriksen. Foto: Lars Paaby

Ådselgrib over Skagen i Kr. Himmelfartsferien den 22-23. maj

Kr. Himmelfartsferiens afslutning blev også afslutningen på den lune østenvindsperiode, men ikke nok med det - det blev også en historisk afslutning.

Den 22. maj startede vi ved Nordstrand. Midt på formiddagen kørte vi i bil halvvejs mod Grenen ad Nordstrandsvej, som dengang forbandt Nordstrand og Grenen langs kysten, men som desværre lukkede et par år senere. Vinden var svag Ø 2 m/s og derfor valgte vi at prøve "et nyt sted", der var sådan lidt "midt-imellem" det, vi plejede at gøre.

Alex Sand Frich og Alex Bühring på "den nye obspost" i de yderste klitter mellem Nordstrand og Grenen den 22. maj 1993. Foto: Lars Paaby

Ifølge mine noter forlod vi "den nye" obspost kl. 16.30 og da vi kom frem til Batterivej, hørte vi straks, at der skulle være set noget Gribbe-værk syd for byen. Rygterne var til en start tvetydige og der blev talt om både Munkegrib og Ådselgrib. Efter nogen tid stod det dog klart, at der måtte være noget om snakken...

Da forlød det nemlig fra flere sider, at en gruppe nordmænd og danske Lars Witting, uafhængigt af hinanden, havde set en Ådselgrib lavt over Hulsig Hede, og det skulle være ganske vist. På det tidspunkt trak det op til et gevaldigt tordenvejr over Skagens Odde, men det holdt os ikke tilbage. Hurtigt steg vi til "vogns" og fór ned til Brenderpasset på Hulsig Hede, for at spejde efter Ådselgribben. 

Vi så naturligvis ingen Grib i uvejret og jeg tror såmænd heller ikke, vi så en eneste fugl, da vi stod dér på den høje klit i torden og silende regn. Drivvåde kørte vi tilbage til Skagen med uforrettet sag og så var det rart at bo i hus, så vi kunne nå at blive tørre til den næste dag.

Næste dags morgen startede vi på Grenen kl. 05.30 og snakken gik naturligvis om gribben og hvorfra vi bedst kunne holde øje med, om den skulle vise sig igen. Vi blev hurtigt enige om, at Grenen ville være et dumt sted at være, hvis gribben kom på trækforsøg. Derfor forlod vi Grenen uhørt tidligt kl. 08.00 og kørte direkte til Flagbakken syd for byen.

Det var klogt, for allerede kl. 08.40 lettede den første flok Hvepsevåger fra klitplantagen syd for os og da sagde Bjarne Bertel lavmælt: "Der kommer noget større op". Jeg havde lige netop fået fuglen ind i teleskopet-feltet og råbte sekundet efter: "Der er den". 

For et par år siden fortalte Lars Paaby, at han troede, det var mig der opdagede Ådselgribben fra Flagbakken. Det fik mig til at tænke på, om jeg måske var den eneste, der hørte Bertel´s lavmælte melding, for jeg var tættest på. Så derfor vil jeg her benytte lejligheden til at slå fast, at det var Bertel der opdagede Ådselgribben fra Flagbakken, hvis andre skulle være havnet i samme vildfarelse, som Paaby. Jeg råbte blot meget højt.

Der spejdes intenst efter Ådselgribben fra Flagbakken den 23. maj 1993. I forreste række fra venstre ses: Steen Søgaard´s hoved, Alex Bühring, Mogens (fed) Henriksen, stående Bjarne Bertel, Lars Paabys forladte teleskop, Alex Sand Frich og Jens Eriksen. Foto: Lars Paaby

Fra venstre ses: Morten Heegaard?, Sakari Kauppinen, Jens Eriksen, Alex Sand Frich, Steen Søgaard og en stående Bjarne Bertel. Siddende Niels Behrendt med datteren Siv. Foto: Lars Paaby

Ådselgribben kredsede hurtigt op sammen med Hvepsevågerne, for derefter at trække mod NØ mellem Flagbakken og Storeklit og videre ud mod Grenen. Gribben trak aktivt og hurtigere end Hvepsevågerne og snart havde den lagt afstand til dem, som var den en Fiskeørn. 

Ådselgribben trak målbevist ud over Skagerrak og så sig aldrig tilbage. Næste gang den (formentlig samme fugl) sås var ved Hoburg på sydspidsen af Gotland. Det var blot fire dage efter Ådselgribben havde forladt toppen af Danmark.

Afslappet stemning på Flagbakken da showet var forbi. I forreste geled fra venstre ses siddende: Steen Søgaard, Mogens (fed) Henriksen og stående: Bjarne Bertel, Alex Bühring, Alex Sand Frich, Sakari Kauppinen og siddende forrest Jens Eriksen og Niels Behrendt med datteren Siv. Foto: Lars Paaby

Der var stor glæde på Flagbakken og i Skagen efter Ådselgribbens exit, for de fleste fik den at se, heriblandt også Erik Enevoldsen og "Kr. Himmelfartsklubben". I dag har klubben vist nok skiftet navn til et eller andet ukendt nummer, som ingen nogensinde vil huske i fremtiden, og det er en skam. 

Som du nok allerede har gættet, så var der desværre enkelte som ikke fik set fuglen. Særligt husker jeg, at det gik galt for Jørgen Munck Petersen (af alle kendt som Munken) og Oluf Lou (af nogle kendt som Lucky Luke). 

Munken valgte det forkert sted

I 1993 var der, i min omgangskreds, kun to personer med mobiltelefon og det var murermestrene Lennart Pedersen og Munken. Begge var de hitjægere i den helt tunge ende og måske var det netop derfor, at de var først på mobilmoden. Mobiltelefonerne var dengang store som cykeltasker og tunge som bly. 

Munken havde valgt at vente på Ådselgribben i Brenderpasset lige syd for Skagen Klitplantage. Det blev skæbnesvangert, for gribben havde allerede passeret passet dagen forinden, men det var der ingen der vidste, før vi så den lette sammen med Hvepsevågerne fra Klitplantagen lidt syd for Flagbakken.

Lennart havde placeret sig på Gyvelmarkerne neden for Flagbakken og som altid tæt på sin bil og den tunge telefon, så man kunne rykke hurtigt. Han så Ådselgribben derfra. 

Så vidt jeg husker var det Lennart, der ringede til Munken og fortalte, at gribben netop var trukket forbi Flagbakken og nu var på vej mod Grenen. Derefter kørte Lennart til Grenen og fandt gribben derfra. Samtidig fór Munken afsted fra Brenderpasset i en rasende fart og da han ankom til Grenen havde Lennart stadig gribben i teleskopet langt ude over Skagerrak, men kun som en lille prik. Desværre var gribben så fjern, at Munken ikke kunne få øje på den, da han fik overdraget teleskopet fra Lennart. 

Rygter svirrede i årene efter, at Lennart skulle havde givet teleskopet et lille puf, da han overlod det til Munken, men det er altså det pureste opspind, kan jeg fortælle.

Det var et meget hårdt slag for Munken at misse Ådselgribben. I nabohuset til Aså´s hus boede Ole Gylling-Jørgensen og hans kone Birthe. De tog sig kærligt af Munken om aftenen og den næste morgen var Munken igen på benene - shaken but not stirred. Der skulle gå 24 år før Munken fik Ådselgrib på hans personlige Danmarksliste.

Lucky Luke var lidt for cool

I 1993 var vi en del der havde små radioer med langbølger, så vi i felten kunne høre vejrmeldingerne for søfarende via Kalundborg-senderen på 243 kHz. Der blev lyttet til vejrmeldingen flere gange om dagen og med en vis andægtighed, for er der noget, som er vigtig for os lykkeriddere i felten, så er det vejret.

Ådselgribben trak over Batterivej midt under vejrmeldingen kl. 08.50 - 55, og da gik Oluf Lou og ringmærkede fugle i området ved Nordbo og Granly tæt på Radarstationen. I mange år har jeg fortalt vidt og bredt, at Oluf var gået indendørs for at høre vejrmeldingen, da gribben trak forbi, men det passer altså ikke, har han for nylig fortalt mig. Han gik nemlig og passede ringmærkningen og var ganske uvidende om, at Ådselgribben helt uventet var lettet meget tidligt og fløjet mod Grenen. 

Oluf var alene om ringmærkningen og helt uden kontakt til andre, og det var ret cool på en dag med Ådselgrib i farvandet, tænker jeg. Jeg tror, det var fordi han var overbevist om, at han var home safe, for han vidste jo, at han var Lucky Luke.

Rosenstær på taget af et af "Skagenhusene" mellem Poul Eeg Camping og Batteriskoven den 31. maj

Østenvinden fik en brat afslutning fra den 24. maj, da vinden gik i vest. Dengang var vi ikke lige så glade for vestenvind, som vi er i dag. Fra den 24.-31. maj så vi følgende fugle: Pirol (24/5), Islom (25/5), Mellemkjove (26/5), Pirol (27/5), Turteldue og 2 Pirol (27/5), Rosenstær og Gulhovedet Gul Vipstjert (31/5). 

Rosenstæren blev opdaget kl. 05.10 da jeg var på vej på cykel til morgenobs på Grenen. Følgende blev dengang nedfældet om hændelsen: "På cykel, på hustag, på Batterivej, på vej alene til morgenobs på Grenen, opdages en fugl, der efter kontrastfordeling at dømme kunne være en Husskade, en Gråkrage eller en Rosenstær. Allerede inden jeg fik farten af cyklen og kikkert på fuglen, var jeg klar over, hvad der sad på tagryggen, idet fuglen i forhold til tagsten, skorsten og verdens øvrige proportioner, var på størrelse med en stær..."

Efter 8 minutter tog Rosenstæren vingerne på nakken og fløj skrigende afsted mod havnen. Den sås aldrig mere.  

Feltnoter m/skitse fra min notesbog, den 31. maj 1993.

Den 5. juni kom Bühring tilbage og denne gang havde han fru Mia med. De fik naturligvis "massegraven" for dem selv, hvor der var godt med plads og lys, og jeg fik igen én at tage morgenobsen sammen med. 

Gulbrystet Værling på Grenen den 10. juni

Juni måned var præget af vestenvind indtil den 10. juni. Af gode fugle i de første 10 dage af juni kan nævnes: Lille Fluesnapper (3/6), Turteldue (4/6), Pirol (5/6), Pirol (6/6), Turteldue, Pirol og 2 Biæder (7/6), Markpiber (9/6) og Gulbrystet Værling /10/6). Jow jow - starten af juni kunne noget, blev vi klar over.

Den 10. juni 1993 tog Bühring og jeg som sædvanlig alene på morgenobs og ankom kl. 06.10. Det var samtidig min sidste dag på Grenen og så var det i øvrigt dagen efter den allerførste nat med østenvind (ØSØ 4-6 m/s), siden vi så Ådselgribben forlade landet den 23. maj.

Morgenobsen i juni 1993 foregik hver dag på Grenen fra den alleryderste klit, som vi i dag kalder for Verdens Ende. Fra klitten til Skagerrak var der flad sandstrand og på Verdens Ende var eneste plantevækst Hjælme. Træer, buske og Havtorn, som vi kender det i dag, var der ingenting af. Det var der dog på SV-siden af det, vi i dag kalder den gamle strandeng mellem Restaurant De 2 Have og Verdens Ende.

Fuglemæssigt var det en morgen, som alle andre i starten af juni, med få fugle. I de første knap to timer var højdepunktet en gammel Dværgmåge i sommerdragt, der rastede på Kattegat-siden, så der var god tid til snak, smøger og kaffe. 

Klokken 08.05 hørte vi begge to svagt en stemme i retning mod Restaurant De 2 Have, som vi i første omgang henførte til bomlærke, som dagligt gjorde trækforsøg. Kikkerten blev dog hurtigt rettet mod lyden, da fuglen kom tættere på, for da "ændrede" lyden karakter til en "tikken", helt forskellig fra Bomlærkens spyt-kald. Da så vi en "spurvestor" citrongul småfugl med sortagtigt hoved komme flyvende ret imod os. Da den kom lidt tættere på, så vi også et tydeligt afsat varm "chokoladebrun" brystbånd på den meget gule krop og bestemmelsen faldt da prompte. I munden på hinanden fik vi febrilsk og usammenhængende fremstammet noget i retning af: "Gærdevær - Nej, æh - øh, Alex, Alex - Se her, tik-værling, GULBRYSTET VÆRLING!"

Feltnoter m/skitse fra min notesbog, den 10. juni 1993.

Vi så fuglen flyve frem og tilbage 3-4 gange lige foran næsen på os i medlys og hele tiden ivrigt tikkende, som var den en Engpiber, der lige var blevet skræmt op. Afstanden var 20-30 m og i 8-10 m højde. Fuglen landede herefter ved foden af klitten ud mod Kattegat-siden, uheldigvis skjult af en dusk Hjælme. Efter et minut lettede den igen og gentog frem-og-tilbage seancen, hvorefter den fløj tilbage over den gamle strandeng mod Restauranten, hvorfra den var kommet. Der så vi den lande i de nærmeste buske, desværre ude af syne. 

Under hele optrinnet bemærkede vi en mørk overvinge med et stort og meget iøjnefaldende hvidt felt forrest på armen, svarende til det der ses hos en han-Bogfinke, samt varm "chokoladebrun" ryg. Vi bemærkede ligeledes, at fuglen virkede lidt kraftigere og mere korthalet end fx Rørspurv, hvilket vi ikke mente var beskrevet i litteraturen. Flugten beskrev vi som piber/rørspurvelignende, men "piber-delen" kom nok med fordi den fløj frem og tilbage på urolig Engpiber-manér. Værlinger flyver nu engang bare som værlinger gør, hvis de ikke er store, som en Bomlærke. 

Efter en kort snak aftalte vi, at Bühring skulle holde øje med stedet, hvor fuglen var landet, mens jeg løb ned til Grenens P-plads, for at ringe til Knud Pedersen fra en telefonboks. Kort efter jeg var smuttet ser Bühring fuglen i toppen af en busk og råber det til mig, men jeg var for langt væk til at høre det. Bühring så da fuglen skråt bagfra og bemærkede varm "chokoladebrun" ryg og et tydeligt hvidt felt ved vingeknoen, samt gul brystside, inden fuglen igen forsvandt ned i buskene.

Det lykkedes at få fat i Knud og en times tid senere så vi ham luske rundt i området, hvor fuglen sidst var set. Desværre genfandt han ikke fuglen og det gjorde vi heller ikke.

Der er blot seks fund af Gulbrystet Værling i Danmark. Fire fund på Christiansø (22/8-1984; 19/6-1990; 30/8-1991; 19/8-1996) og to i Skagen (10/6-1993; 12/6-1995). Begge fugle i Skagen var udfarvede hanner, som måske var kommet lidt ud af kurs på deres vej til ynglepladsen i Finland.

Både Bühring og jeg havde tidligere erfaring med Gulbrystet Værling fra ynglepladser i Finland. Jeg så arten i både i 1976 og 1978. Efterfølgende så Bühring i øvrigt også Danmarks sidste på Christiansø i 1996. Sidenhen har vi, sammen med Peter Lafrenz, set arten på Happy Island i Kina i 2007.

Gulbrystet Værling han, Liminkabugten syd for Oulu, Finland, den 26. juni 1978. Foto: Alex Sand Frich

Gulbrystet Værling Emberiza aureola blev engang betragtet som en af ​​de mest talrige spurvefugle i Eurasien. Dens globale bestand blev anslået til at være flere millioner fugle, og dens yngleområde udvidede sig vestpå ind i Europa før 1980'erne.

Den vestlige udbredelse nåede frem til det vestlige Finland. Særlig kendt blev ynglebestanden omkring Oulu i Liminkabugten ved den Botniske Bugt. Den Gulbrystede Værling forsvandt som ynglefugl i Finland før 2010 og i dag anses arten for at være globalt truet. 

De største trusler er ukontrolleret jagt på fugle under trækket og i vinterkvarteret. Tab og forringelser af levesteder, brug af kemikalier i landbruget og andre forureningsfaktorer, er sandsynligvis medvirkede årsager til tilbagegangen.

I perioden 1980 - 2013 vurderes bestanden, i hele dens udbredelsesområde, til at være faldet med 84-95%. Det er skræmmende at tænke på. Hvis du vil læse mere om den triste udvikling kan du klikke her

For dig, der måske går og drømmer om at se en Gulbrystet Værling i Danmark, er udsigterne desværre meget ringe. Men hvis du vil satse målrettet på at se den, så siger historien, at du skal være i Skagen eller på Christiansø i det sene forår (10.- 20. juni) og på Christiansø i sidste halvdel af august. Jeg håber du en dag får held af at se denne eksotiske værling, for så tror jeg der er en god chancen for at arten er i fremgang, globalt set.

Ikke mindre end syv af de omtalte lykkeriddere i denne fortælling er døde siden 1993. De har hver og én bragt gamle minder frem. Det var fedt at have Jer med på eventyr, så længe I kunne: Peter Jørgen Petersen (Hyds), Lennart Pedersen (LP the real), Mogens (fed) Henriksen, Bjarne Bertel, Ole Gylling-Jørgensen, Jørgen Munck Petersen (Munken) og Peter Arp.

Og til alle Jer, der stadig trækker vejret og har læst med, vil jeg blot sige "Held head high", som min gode gamle ven Bühring nogle gange afslutter vores telefonsamtaler.

Vi ses i Skagen til foråret.

Min lykkelige dag

Jeg er en samler og allermest samler jeg på de særlige øjeblikke, som for altid sætter sig fast i min erindring. I sådanne øjeblikke er der ofte en sjælden "fugl" i hovedrollen. 

I de kolde vintermåneder, som nu, tænker jeg tit tilbage på de største øjeblikke og da spørger jeg engang imellem mig selv om, hvilken oplevelse, der har været allerstørst. 

Denne fortælling skal handle om et af de allerstørste øjeblikke nogensinde og måske endda den største. Vi skal tilbage til weekenden den 26. - 27. maj 2018, hvor jeg overnattede på Harboøre Tange ca. 1,5 km VSV for Cheminova (af alle steder...). I de timer jeg var dér, så jeg en Vendehals Jynx torquilla, en vagtsom Mandarinand Aix galerculata og allervigtigst, for denne fortælling, en flok gamle Rosenstære Pastor roseus. 

Hvis du i løbet af fortællingen skulle blive i tvivl om, hvor mange fugle der skal til en flok, så er svaret "mange nok". Det kan du forvisse dig om i Benny Andersens smukke vise: "Svantes lykkelige dag", hvor andet vers lyder sådan her: "Blomsterne blomstrer op. Dér går en edderkop. Fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar". 

Visen omfavner på smukkeste vis min måske lykkeligste dag med fuglene. Imens du gør dig klar at læse om denne dag (måske med en frisk kop kaffe) kan du klikke her og lytte til "Svantes lykkelige dag - så er scenen lissom sat.

Maj 2018 var den varmeste og mest solrige maj målt i dansk vejr-historie og det blev da også starten på den værste tørke i Danmark nogensinde. Der var således lagt i ovnen til en spændende fugletur i slutningen af maj til Vestjylland, for den tørre og varme vind fra øst, presser ofte spændende fugle ud til vestkysten.

Lørdag den 26. maj startede dog sammen med Yvonne i vores Atlas III kvadrat langs Gudenåen ved Hammer Mølle, hvor tørken allerede havde sat sine spor. Møllesøen var tæt på at være tørlagt og svaneparret havde efterhånden trange kår. Helt så udtørret havde jeg aldrig set søen før.

Næsten tørlagt møllesø ved Hammer Mølle, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Lørdag eftermiddag pakkede jeg bilen for at tage på en kort weekendtur til vestkysten. Yvonne (min Nina, hvis du fik hørt visen om Svante) skulle på nattevagt fra lørdag til søndag og så var der jo ingen grund til at spilde tiden i sengen i Tørring. 

Efter lidt spredt obs. ved Vest Stadil Fjord og Bøvling Fjord ankom jeg kl. 18.30 til Harboøre Tange i det skønneste vejr. Kort efter sad der en Vendehals og tronede på en jordvold i toppen af en vissen skræppe. Det lovede godt, for det var en fugl langt væk fra et egnet ynglested for den art.

Vendehals i en vissen skræppe fra året før, Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Kort efter dukkede en Mandarinand op og selv om jeg så den i modlys var den meget flot. Jeg har set en del Mandarinænder i Danmark, men alle har virket for tamme og uden nævneværdig skyhed overfor mennesker. Det var helt anderledes med denne fugl, der virkede både sky og vagtsom i forhold til min tilstedeværelse og så bar den heller ingen ringe. Hvor den var kommet fra kan jeg kun gisne om, men jeg tror, den talte mandarin.

En sky Mandarinand han holdt godt øje med mig på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Mandarinand han uden ringe på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Da dagen gik på held, besluttede jeg mig for at overnatte på Harboøre Tange. Jeg fik redt op til natten og efter et glas rødvin eller to krøb jeg til køjs i min sovepose, alt imens de lokale "beboere" opmærksomt havde fulgt med i mine forberedelser.

Aftenstemning på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Udsigten fejlede ikke noget. Harboøre Tange den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Den 27. maj startede min dag kl. 04.50 til syngende Rørspurv, Rørsanger og Rødben og kl. 05.05 kogte vandet på min trangia. Mine nysgerrige venner fra aftenen før, var naturligvis vågnet længe før mig og havde allerede sagt godmorgen med deres særlige basun-stemmer.

Trangiaen var i gang og tandbørstningen overstået inden kl. 05.00. Harboøre Tange den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich 

Alt åndede fred og ro lige indtil kl. 05.18, hvor jeg stilfærdigt stod og nød min anden kop kaffe. I det øjeblik så jeg tre skygger passere grusvejen 150 m nord for mig. Var det mon Stære, tænkte jeg og hvad var nu det...så jeg et svagt "blink" fra den ene af fuglene? 

Hurtigt fik jeg fat i min håndkikkert og rettede den mod nord langs vejen og JA - det var DET jeg så, for straks fik jeg øje på tre fine Rosenstære i samlet flok - hvor heldig kan man være...tænkte jeg.

Det første foto af de 3 Rosenstære i morgengryet lige efter ankomsten. Harboøre Tange den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

I de følgende 15 minutter fik jeg dokumenteret fuglene med video og fotos og sendt nyheden ud på Birdalarm. Imens det stod på, forsvandt fuglene for mig i al ubemærkethed. 

Klik her for at se en video med de 3 Rosenstære

Først en time senere genfandt jeg flokken ca. 1 km længere mod nord ad grusvejen mod Thyborøn og her var de, indtil jeg forlod stedet kl. 07.30.

Rosenstærene fik en del opmærksomhed fra de lokale ynglefugle på Harboøre Tange, den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Efterhånden brød solen helt igennem og så kom der for alvor farver på fuglene og i perioder kom fuglene ret tæt på grusvejen, hvor jeg stod. 

Det var kæmpestort, så jeg lader billedet stå et øjeblik. Harboøre Tange, den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Lidt mere end 2 timer efter jeg fandt flokken, lettede fuglene og fløj længere ud mod den høje klitrække mod vest og da tænkte jeg, at det var tid til at forlade dem. Jeg takkede stilfærdigt for den fantastiske oplevelse og steg ganske lykkelig til vogns.

Stenpikker på mindesten for destroyeren HMS Nomad i Thyborøn den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Sidste stop på Harboøre Tange var Thyborøn, hvor jeg gik ud til området med mindesten for et stort søslag i Nordsøen under 1. Verdenskrig (Jyllandsslaget 31. maj - 1. juni 1916). Et af skibene, som gik tabt, var den britiske destroyer HMS Nomad, hvor otte mand omkom. Søslaget omfattede 151 britiske fartøjer mod tyskernes 99 og i alt 8645 soldater/sømænd mistede livet. 

102 år senere (næsten på dato) trak en Karmindompap hen over mindeområdet i Thyborøn kl. 09.13 og en Stenpikker holdt udkig fra toppen af mindestenen over HMS Nomad. 

Der var stille og fredeligt og livet var skønt. Det kan man godt tænke lidt over i en urolig og uforudsigelig tid, som nu.

Mod lysere tider

Det sene efterår 2025 driblede jeg behændigt uden om de fleste gode arter i Skagen. Det var dog på ingen måder en jammerdal og allerede nu går det mod lysere tider.

Invasionsarterne udeblev fuldstændigt i Skagen, på nær Blåmejser og Stor Flagspætte, som jeg lige husker det, og ingen sjældne invasionsarter blev det til. Det mindede lidt om 2024, hvor vi dog, efter hårdt slid, fik en lille flig af en Krognæb-invasion fra Sverige. 

Julen står for døren og julefreden har allerede sænket sig her i Vejle. Så for at gøre en lang historie kort, vil jeg blot fremhæve nogle få highlights fra året der gik, som jeg ikke har fundet en naturlig plads til i tidligere opslag.

Den 31. oktober oplevede jeg et lysfænomen på Hulsig Hede, som overgik alt hvad jeg tidligere har set, når jeg omkring solopgang kører mod Skagen - og det siger ikke så lidt. Morgenhimlen mod øst var denne morgen usædvanlig rød, men det helt særlige var dog lyset mod vest. For der havde himlen og heden et næsten uvirkeligt lilla skær over sig. De to billeder vist herunder, er taget på samme tid mod henholdsvis vest og øst kl. 07.05.

Morgenhimlen mod vest. Det mest besynderlige morgenlys jeg nogensinde har oplevet på Hulsig Hede, den 31. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Morgenhimlen mod øst på Hulsig Hede, den 31. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Der blev set flere sjældne arter i Skagen i det sene efterår, men enten kom jeg for sent eller også var jeg lige kørt. Sådan går det bare engang imellem, men hvad gør det, når jeg har været heldig med så meget andet i løbet af året. 

Bedste fugl for mig i det sene efterår blev en Gråsejler, som sås i et par dage ved Nordstrand mellem Blyanten og Buttervej. Fuglen blev fundet af János Schadl fra Skagen Fuglestation, der, så vidt jeg ved, netop var ankommet til stationen den samme dag.

Gråsejler ved Blyanten/Nordstrand, den 7. november 2025. Foto: Alex Sand Frich

Det virkede næsten som om Gråsejlerne søgte derhen, hvor vi stod og vi snakkede om, at det måske kunne være fordi vi sparkede insekter op, når vi bevægede os omkring.

Gråsejleren fløj lavt og bogstaveligt talt rundt om ørerne på os, den 7. november 2025. Foto: Erik Christophersen

Den 9. november blev min sidste dag på Grenen i 2025. Det var en morgen med gode historier fra tiden der er gået (for nogle længere tid end for andre) og humøret fejlede heller ikke noget. Fuglemæssigt var der dog ikke meget at berette om, men det blev da til en Islom, en Søkonge og en lappedykker, som drillede os så meget, at vi til sidst gav fortabt. 

NV-jysk træf med Rune Sø Neergaard, Kenneth Bach Christensen, Henrik Haaning Nielsen og Rolf Christensen på Verdens Ende, den 9. november 2025. Foto: Alex Sand Frich

Efter hjemkomsten til Vejle har jeg ikke været meget i felten. Enkelte gå- og cykelture er det dog blev til. Eneste bemærkelsesværdige fugl var et genfund af en "dilutede" Sølvmåge, som nu for tredje (måske fjerde?) vinter opholder sig i Vejle Inderfjord. Fuglen kan du se lidt fotos af fra tidligere år ved at klikke her.

Diluted Sølvmåge ved Vejle Ås udløb i Vejle Fjord, den 2. december 2025. Foto: Alex Sand Frich

Lad mig slutte af med den mest omtalte hændelse i fuglenes Danmark i 2025. Det er naturligvis de to Blå Glenter, jeg taler om. For den 3. september dukkede først en Blå Glente op i Kilde SV for Aulum og dagen efter viste det sig, at der var to. De to fugle sås parre sig og bygge rede gennem en længere periode og måske 1000 mennesker har været forbi, for at se det eksotiske par. Yvonne og jeg var naturligvis ingen undtagelse.

Et (måske dumt) yngleforsøg, men helt sikkert 5-10 år tidligere, end de fleste havde forventet på trods af, at arten har været i stor fremgang i Europa gennem et par årtier. Første fund af Blå Glente i Danmark var i 1998.

To Blå Glenter nær Aulum den 4. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Tak for i år og tak for at du læste med. Med disse ord vil jeg ønske Jer alle en rigtig god jul og et godt nytår. Jeg håber vi ses. 

Fra glemmebogen til eftertiden - Gåsegrib

Friggens blog er sidst med det første og først med det sidste. I år er det 13 år siden den første Gåsegrib i 26 år blev set i Danmark. Det var dengang det 4. fund i Danmark og nu er det næsten glemt.

Arkivfoto: Gåsegrib glider retur over Skagen den 6. juni 2021. Foto: Alex Sand Frich

Det var Peter Lafrenz der opdagede gribben, da den fløj ind i Danmark ved Møllehus. Det skete den 14. juli 2012 kl. 14.40 ved den tyske grænsebutik "Calle". Peter og jeg så kun gribben, fordi Peter skulle købe 6 rammer danskvand til hans fru Annette.

Peter´s originale feltnoter udarbejdet i Skast Mose ca. 6 timer efter observationen

Fundet af gribben blev den samme dag omtalt i mange af de landsdækkende medier takket være Rolf Christensen, der altid var vaks på tasterne til Ritzaus Bureau, når en sjælden fugl gæstede Danmark.

Et par nyhedseksempler fra 2012 efter en simpel google-søgning foretaget den 1. december 2025

Fundet blev forelagt DOFs sjældenhedsudvalg (SU) og efterfølgende forkastet begrundet i artens store sjældenhed i Danmark og ringe observationsomstændigheder (det sidste kan vi ikke gøre noget ved). 

En afgørelse, som Peter og jeg fandt acceptabel, set med datidens briller, selv om der for os ikke var skyggen af tvivl om bestemmelsen. Vi havde begge stor erfaring med Gåsegrib fra udlandet.

Fundet er i mine øjne langt mere interessant end blot én linje i SU-rapporten i Fugleåret 2012 under "Forkastede sager", hvor der står: "Gåsegrib Gyps fulvus, 2012: 14/7, Møllehus, Tønder (SJ) trk." 

Derfor denne fortælling fra glemmebogen, da jeg mener fundet fortjener en "genfortælling" set med nutidens briller, så eftertiden kan bedømme ud fra det.

-----------------------------------------------

Indtil 14. juli 2012 var der 3 fund af Gåsegrib i Danmark:

1858     Forsommeren, Katholm, Djursland (skudt)

1985     22-25/5 Gjerrild, Skagen og Dronninglund Storskov (samme individ) senere fundet døende af 

             fiskere den 2/6 i Hohwachter Bucht i Slesvig-Holsten

1986     2-11/10 Langeland og Als (samme individ) også set i Sverige inden den kom til Danmark.

Efter år 2000 var observationer af Gåsegribbe nord for artens normale udbredelsesområder blevet stadigt hyppigere og større flokke blev set i Tyskland, Holland og Belgien. Medio juni 2007 sås der rekordmange i Belgien (ca. 200) og Holland (120-180) og de største flokke var på hhv. 94 og 61 fugle. 

Da vi nåede 2010erne var det derfor ikke uventet, at der igen ville dukke en Gåsegrib op i Danmark.

Fundet ved Møllehus i 2012 kom som tidligere nævnt 26 år efter det seneste fund i Danmark. Allerede året efter i 2013 sås der igen Gåsegrib i Danmark og endda to forskellige fugle og fra og med 2016 er arten blevet set hvert eneste år, bortset fra 2018. Fundene fordeler sig således:

2013 (2 fund):    14-15/6 Kåstrup, Skive; 27/8 Rødovre

2016 (2 fund):    21/6-21/7 Lolland Falster; 24-28/6 Himmerland (flere lokaliteter op til 34 eks)*

2017 (2 fund):    25/6-9/7 Lolland Falster; 4/7 Langeland

2019 (1 fund):    23/5+6/6 Skagen + Dybvad

2020 (1 fund):    25-30/6 Vestjylland

2021 (1 fund):    5/5-22/7 Skagen + Samsø

2022 (1 fund):    29/5-20/6 Fyn + Østjylland

2023 (1 fund):    27/4-15/5 Mange steder i Jylland

2024 (2 fund):    21/6 Sønderjylland; 3/7-28/8 Lolland Falster

*I SU-rapporten for 2016 skriver SU følgende: "Årligt ses flokke på op til 100 fugle af fortrinsvis yngre gåsegribbe i Tyskland, Holland og Belgien på spredningstræk mod nord i maj-juni. Dette skyldes utvivlsomt, at den spanske bestand af gåsegrib er gået markant frem i de senere år og nu tæller mindst 17.500 par".

Arkivfoto: 14 Gåsegribbe og 1 Musvåge, Vesterris Plantage, den 26. juni 2016. Foto: Alex Sand Frich

Sommeren 2012 var kølig, men det ændrede sig kortvarigt den 14. juli 2012 netop da gåsegribben passerede den dansk/tyske grænse ved Møllehus. Rolf Christensen skrev dengang følgende om vejret på dofbasen: 

"Da DMI-målestationen nær Tønder når de imponerende (for sommeren 2012!) 24grC, er Peter Lafrenz, Ejby per København, og SU-medlem Alex Sand Frich, Tørring, ved at grænsehandle i Tyskland nær Aventoft...Da spotter PLAF en hængehåndet, stor rovfugl, som han og ASF sekunder efter bestemmer til en Gåsegrib...Med den kølige vejrudsigt fremover, er der nok større chance for, at denne ådselsæder bliver genfundet på et dødt får i Vadehavsregionen i løbet af de kommende dage frem for, at jeg ser den over mit hus på Hvidefyrvej 4 i Skagen..."

Vores beretning til SU og SUs forkastelse følger herunder.

----------------------------------------------------

Til SU

Beretning om fundet nedfældet den 15. juli 2012 efter hjemkomsten.

Feltnoter (Peter´s) nedfældet i Skast Mose den 14. juli 2012 ca. 6 timer efter observationen.

Vinden var SV 5-7 m/s, lunt og let skyet.

Optik: Peter Leica 10x42 og Alex Swarovski 8½x42".

Beretning om fundet af Gåsegrib den 14. juli 2012 v/Møllehus

"En weekendtur til SV-Jylland tog sin begyndelse lørdag den 14. juli 2012 kl. 08.30 ved Margrethe Kog. Efter at vi (Alex Sand Frich og Peter Lafrenz) med succes havde fundet en meget stedfast Terekklire på forlandet ved grænsevejen, fundet af Andreas Bruun Kristensen allerede den 10. juli, kørte vi til Nørresø syd for Tønder.

Peter havde modvilligt lovet at tage 6 rammer danskvand med hjem til fru Annette, så efter et kort besøg ved en meget vandfyldt Nørresø, hvor vi dog så en sølvhejre, kørte vi over den dansk/tyske grænse ved Møllehus og gjorde holdt ved den allerførste tyske grænsebutik ”Calle”. Rent spild af tid var vi enige om. Peter fik overstået sine indkøb og derefter fik vi lidt mad på P-pladsen uden for butikken, nu da vi var så godt i gang med at spilde tiden. Da vi skal til at bryde op ca. kl. 14.40 udbryder Peter: ”Hvad er det for en rovfugl?” og peger skråt op i luften mod nord – og kort efter siger han: ”er det en stork?” pga. den lidt sære kuplede vingeprofil. Alex leder forgæves efter fuglen, sekunderne går og Peter prøver febrilsk, at udpege fuglen for Alex, men stedbeskrivelsen var alt for dårlig til at Alex kunne finde den. Over lygtepælen i en mørk sky – hva’ når der lige er 3 lygtepæle!!! Alex bliver lidt febrilsk og en anelse småsur over Peters dårlige stedbeskrivelse, og vrisser i kampens hede, men det har vi glemt nu.

Så der går kostbar tid (vel 15-20 sekunder) før Alex finder den nordtrækkende fugl, der stille og roligt glider længere væk fra os. Fuglen er da omtrent 1 km væk og vel hundrede meter oppe. Den kunne i hvert fald akkurat ses uden kikkert og iagttages nu af os begge i håndkikkerterne. Da Peter opdagede fuglen var den passeret hen over os og var nok tæt på den dansk/tyske grænse. Målt på satellitfoto ligger landegrænsen ca. 200 meter nord for det sted vi stod. Fuglen fløj mod nord måske med en lille streg til nordøst og dermed vest om Nørresø og Tønder i Danmark.

Da Alex fik fuglen i kikkerten opfatter han den som en stor lys ørn og tænker straks havørn. Men hurtigt går det op for ham, at vingestillingen er forkert. Den kuplede vingestilling leder Alex’s tanker hen på stor skrigeørn (en sådan var nemlig set i området for et par uger siden). Set i bakspejlet var det var dog et ret dårligt forslag, da fuglen jo fra start blev opfattet som ret lys! Peter synes da også at fuglen er alt for stor og spørger lidt søgende: ”Den har vildt lange fingre, kan det være en grib?” Alt dette var sket hvor vi kun så fuglen bagfra og glidende stadig længere væk fra os, og uden at den tog så meget som et enkelt vingeslag eller et forsigtigt drej til siden.

Nu ser vi til vores lettelse at fuglen ligger an til at skrue og spændingen stiger mærkbart. Da fuglen vender rundt første gang bliver Alex forvirret og nok lidt forskrækket, for den har slet ikke en silhuet af en skrigeørn, som forventet. I et splitsekund kan Alex ikke fortolke sit synsindtryk og mærker en sær mathedsfornemmelse – sådan lidt luften ud af ballonen-agtig – lige indtil Peter råber GÅSEGRIB – DET ER EN GÅSEGRIB! Først da er der enighed om, hvad vi ser.

Peters bestemmelse faldt prompte da gribben drejede rundt, men han var også parat og vidste det jo nok inderst inde et stykke tid før. Da gribben drejede rundt afslørede den en meget lys ryg og overvingedækfjer i kontrast til mørke svingfjer og hale. Dette sammenholdt med fuglens silhuet, og den karakteristiske særegent kuplede vingeprofil afgjorde let sagen for os. Undersidens farvefordeling kunne vi ikke fastslå ud over at vi til at begynde med kunne se, at den var lys. Da fuglen sås dreje rundt så den bare mørk ud på undersiden, fordi den lå i skygge.

Der var ikke tale om rigtig kredseflugt for at vinde højde med højt hævet vingestilling alá kongeørn. Når gribben drejede rundt havde den samme vingestilling som under glideflugten, hvilket er det man ser ved fødesøgende svæveflugt. Og det var måske i virkeligheden lige præcis det vi så – en gåsegrib, der ledte efter mad. Dette er først gået op for os her dagen efter.

Efter gribben drejede rundt anden gang besluttede Alex sig for at satse alt og løb resolut over til bilen som holdt parkeret 30-40 meter væk for at få fat i sit teleskop i bagagerummet. Situationen blev lidt tumultagtig, da folk omkring os begyndte at råbe og spørge: ”Hvad ser I – hvad sker der?” Peter mistede gribben, da den igen gik i glid og resten af tiden løb han forvildet rundt på P-pladsen med en fyldt indkøbsvogn med dansk vand (og en enkelt flaske rødvin!) for at finde Alex med teleskopet.

Alex’s teleskop-sats gik bare helt galt. Han fandt ganske vist gribben kredsende igen i håndkikkert, men de to første forsøg på at fange den i teleskopet mislykkedes og først da gik det op for ham at fokuseringen var helt gal. Herefter fik han hurtigt stillet skarpt på nogle fjerne træer og kunne straks fange gribben – blot for at konstatere, at den nu igen bare gled bort for til sidst at tabe lidt højde og forsvinde bag nogle træer. Nok et sted mellem 3-5 hektiske minutter var forbi. Hvordan syntes vi selv det var gået? Tja, konklusionen er vel, at selv garvede fuglefolk kan blive overrumplet på en lun sommerdag med bordershopping, pølser og pommes frites.

Vi fik os ret hurtigt samlet sammen og varerne i bilen for at køre til Nørresø i håb om at gribben var landet dér. Her mødte vi Gert Lystrup og hans kone fra Als. De havde ikke bemærket uro blandt fuglene i Nørresø og desværre heller ikke set noget som helst stort i luftrummet, men som Gert sagde: ”vi har heller ikke kigget op”.

Gribben meldes nu ud på Birdalarm og via Rolf Christensen på de andre to meldesystemer, og vi tager tilbage til marsken med håb om at den sad dér og savlede over et dødt får. Men ak.

Grib dagen

Med venlig hilsen brødrene Grib
(EkstraBladet havde oversat Rolf’s nyhedstekst, så 2 birdere blev til 2 brødre!!!)

Alex Sand Frich & Peter Lafrenz

P.s.: Der er set op til 3 gåsegribbe i det nordlige Holland denne sommer. Indtil 9. juli 2012 sås stadig én i det nordlige Holland og den 9. er der tegn på at den da flyttede længere mod øst mod den tyske grænse. Næste obs. i Holland er fra den 18. juli. I NV-Tyskland sås en gåsegrib i perioden 5.- 12. august. Dette blot nævnt for at eftertiden kan vide at der optrådte gåsegribbe andre steder i NV-Europa i sommeren 2012".

Afgørelse/forkastelse fra Sjældenhedsudvalget modtaget den 12. april 2013

SU-sag nr. 197-2012

Gåsegrib, trk.

14/7 2012, Møllehus (grænsen), (SJ)

"Kære Alex og Peter,

Tak for beskrivelsen af jeres Gåsegrib ved Møllehus i juli 2012. Som I sikkert kan forestille jer er det en af den slags sager som det er meget frustrerende at skulle behandle og træffe en rigtig afgørelse i. På den ene side er vi ikke i tvivl om, at I som meget erfarne observatører har bestemt fuglen korrekt. På den anden side må vi også konstatere at forholdene kunne have været betydeligt bedre end beskrevet i jeres reelle og ærlige redegørelse af omstændighederne under observationen.

På baggrund af artens store sjældenhed i Danmark har SU valgt at stille krav om, at en beskrivelse af Gåsegrib skal indeholde detaljer om hoved og halskarakterer, grundig dragtbeskrivelse af både overside og underside og sikker bedømmelse af størrelse og proportioner. Den skal med andre ord være set rigtig godt.

Som det fremgår af jeres beskrivelse tillod omstændighederne ikke at I kunne se egentlige detaljer om hoved/hals og dragt. Vores frustrerede afgørelse er derfor, at vi ikke kan godkende fundet på baggrund af den foreliggende dokumentation.

Vi håber og tror, at I har forståelse for vores beslutning.

På sjældenhedsudvalgets vegne

Venlig hilsen

Knud Pedersen"

Lyngvigbanden på Mandø i efterårsferien 2025

Lørdag den 11. oktober 2025 ved middagstid gik Lyngvigbanden i land på Mandø og det blev starten på vores årlige efterårstur. Midt på ugen stødte Ulf Eschou Møller til og først da var vi fuldtallige.

I hele ugen gik og cyklende vi rundt på øen og ligesom sidste år, var det skønt at lade bilen stå. 

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget før Ulf ankom, den 12. oktober 2025. Foto: Else-Marie Jørgensen

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget og nu fuldtallig: Ulf Eschou Møller, Peter Lafrenz (med flot the-hue) og Erik Enevoldsen, den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

De farvestrålende sider i fuglebogen med amerikanske og sibiriske småfugle havde været pensum op til Mandø-ugen og forventningerne var, som altid, tårnhøje. 

Alt var ved det gamle...og dog...for igen i år måtte vi konstatere, at vi for hvert år der går, så forsvinder lidt af hørelsen gradvist og næsten ubemærket. 

Men vi "så lynet og hørte tordenskraldet" i år, men "skraldet" var desværre ikke helt så tydeligt, som det var for blot få år siden.

Min løsning på det handicap ses på fotoet herunder. På toppen af min Fin-stik sidder en lille uanseelig pudderkvast (vindhætte) med mikrofon, som nu om dage opfanger lydene bedre end mine egne ører. Mikrofonen er koblet til en lydoptager i min rygsæk og optagelserne blev ved flere lejligheder vores "redning" i år. 

For uden den lille hjælper var flere sjældne fuglearter forblevet ubestemte, fordi vi ikke hørte og/eller så dem godt nok, til en sikker bestemmelse. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Alex Sand Frich med pudderkvast på Syddiget ved Prebens Skov den 18. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Allerede ved ankomsten til øen så vi ugens første Hvidbrynet Løvsanger og så var vi i gang. Det skulle snart vise sig, at det ikke var det eneste "Bryn" på turen, for i de følgende dage så vi 1-2 eks hver dag (på nær den sidste dag) og sammenlagt blev det til mindst fem forskellige fugle. 

Hvidbrynet Løvsanger i hegnet øst for Campingpladsen, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Blot 3 timer før vores ankomst til øen havde Tim Hesselballe Hansen fundet en Sibirisk Bynkefugl syd for byen. Den var meget stedfast i 3 dage og blev ugens sjældneste fugl. På sidste dagen for dens visit, så jeg den rigtig fint, hvor den nærmest opsøgte mig eller også var det fordi jeg stod et sted med lækre larver. 

Sibirisk Bynkefugl syd for byen tanker op til den videre færd, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich 

Mandø-ugen var en succes fra dag ét og sådan en start skulle naturligvis fejres med god rødvin og Annette Lafrenz´ hjemmelavede suppe, som Peter havde medbragt. Vi manglede ingenting den første dag, på nær Ulf.

Vi gik mætte i seng efter førstedagen i enhver henseende, Mandø den 11. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 12. oktober fandt Morten Christensen fra "Mad & Fugle" en Dværgryle på vadefladen ud for det Nordlige Bydige. Da det var ret sent på året for sådan én, valgte vi at gå derud for at se nærmere på den (det var også en ny årsart for mig) og samtidig få pulsen lidt op.

Vi genfandt hurtigt fuglen, men som vi stod der i en strid vind fra NV, var det svært at se rygstriberne på fuglen. En stund "bryggede" vi på, om det kunne være en Tyknæbbet Dværgryle fra Nordamerika, men efterhånden blev vi dog sikre på, at der var lys rygstribe og at fuglen var en Dværgryle.

Den sjældne amerikanske art kunne helt afskrives (hvis nogen skulle være i tvivl), da vi fik tid til at kigge nærmere på Mortens mange fotos, der viste at der ikke var svømmehud mellem den yderste og mellemste tå (se indsat foto).

Lyngvigbanden kigger på Dværgryle med Lars Ytte, Lars Grøn og Anders Bojesen fra "Mad & Fugle", den 12. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

I løbet af natten til den 13. oktober var vinden drejet fra NV til SØ og dermed var der udsigt til en meget stor trækdag. Vi hastede derfor tidligt ud til Syddiget ved Prebens Skov, for det er derfra, man bedst kan følge trækket af fugle på Mandø.

Det var med tungen ud af halsen, vi nåede frem til Rampen ved Syddiget, den 13. oktober 2025. 

Der var mange fugle i luften fra morgenstunden og det fortsatte hele formiddagen. Klokken 11.46 hørte vi et kraftigt spurve-agtigt kald, som vi straks meldte over zello. 

I felten var vi usikre på hvilken art det var, men vi mente at det måtte være en af de "store pibere" (storpiber, markpiber eller mongolsk piber). 

Den var nok lidt vel langt væk til vores ører og vi så ikke fuglen. Det gjorde "Mad & Fugle" (som stod vest for os) og de meddelte os, via zello, at de så en langhalet vipstjert-agtig småfugl.

Sidst på dagen blev der tid til at analysere min lydoptagelse af fuglen og da stod det klart, at det måtte være en Storpiber. Dette blev senere bekræftet af andre, som fik lydoptagelsen tilsendt. 

Du kan høre optagelsen ved at klikke her 

I de første dage på øen havde vi lidt bøvl med at finde Rødtoppet Fuglekonge, selv om andre så den hér og dér. Den 13. oktober lykkedes det så endelig at se den smukke fugl og i de følgende dage så vi arten flere gange. I løbet af ugen vil jeg tro, at vi så en fire fem stykker. 

Rødtoppet Fuglekonge i den SØ-ligste have i Mandø by, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Midt på eftermiddagen meldte Lars Ytte fra "Mad & Fugle", via zello, at der rastende en Rødhalset Gås nord for Rampen til Mandø. Hurtigt sprang vi på cyklerne og fór derud. Den var flot.

Rødhalset Gås blandt Bramgæs nord for Rampen til Mandø, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 14. oktober var SØ-vinden forduftet og vi var tilbage til NV-vind igen, som i øvrigt prægede hele ugen i efterårsferien. Dagen bød på en fin Fjeldvåge, men ellers var det mest fugle fra dagen før, der hang ud. 

Gammel han Fjeldvåge over det nordlige Mandø, den 14. oktober 2025.

Sidst på dagen endte vi på Tossebakken, hvorfra du finder den smukkeste udsigt på Mandø. Bakken har i fuglekredse fået sit navn, fordi man aldrig ser noget sjældent derfra. Derfor er det tosset at stille sig dér.

Erik Enevoldsen og Peter Lafrenz betragter udsigten fra Tossebakken, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 15. oktober blev på mange måder en gentagelse af dagen før, blot med mere vind fra NV og færre fugle. Vi startede ellers dagen under en fin regnbue og ledte efterfølgende længe efter guldet ved dens fødder, men forgæves.

Lars Grøn, Jakob Engelhard, Hans Henrik Bay, Peter Lafrenz og Erik Enevoldsen på rampen ved Syddiget, den 15. oktober 2025.

Trods den stride NV-vind cyklende vi øen rundt og det bedste blev en Stenpikker på læsiden ved Slusen. Den var så flot i dragten, at jeg over zello meldte: "Den ligner næsten en Ørkenpræstekrave". Det kan være, det var en grønlandsk, for den virkede stor.

Usædvanlig smuk Stenpikker med larve ved Slusen den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 16. oktober besluttede vi os for at luske i byen fremfor at tage til Syddiget, som vi ellers havde gjort hver morgen. Pludselig var jeg havnet ved lossepladsen et godt stykke syd for byen. 

Efter mange overvejelser, om jeg skulle tage den ene eller den anden vej tilbage til byen, besluttede jeg at tage en omvej via Syddiget til Prebens Skov og derfra langs Bydiget for til sidst at nå til byen ad Midtvej.

Det skulle vise sig at være en god beslutning, for blot ca. 100 m øst for lossepladsen bliver jeg kl. 08.30 opmærksom på en tikkende fugl, der sidder skjult i tagrørene i digegraven. Jeg er hurtigt sporet ind på, at det må være en tik-værling og da den til sidst flyver op, bliver jeg sikker, selv om jeg kun ser røven af en lille nullermand, der flyver væk fra mig.

Mit gæt var, ud fra det sete og hørte, at det var en Dværgværling, men det var først efter en analyse af min lydoptagelse, at jeg ud fra spektrogram kunne fastslå, at det vitterlig var den art.

Du kan høre Dværgværlingen ved at klikke her

Bemærk i øvrigt, at der på optagelsen også er en tikkende Rødhals. Det kan man lære lidt af.

Tim har måske lige mindet mig om, at Sibirisk Bynkefugl er meget mere sjælden end Dværgværling, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Næsten 4 timer senere opdager Tim en tik-værling trækkende øst langs Syddiget ud for Prebens Skov og til sidst ser han den lande i det Sydøstlige krat. Fuglen blev formentlig hørt fra det krat lidt senere, men de fleste gik desværre forgæves. Det var sandsynligvis samme Dværgværling ved begge lejligheder den dag.

Lyngvigbanden med Tim Hesselballe Hansen ved Det Sydøstlige Krat, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Den 17. oktober startede vi dagen på diget ved Prebens Skov og lidt op ad dagen, fandt jeg en Hvidbrynet Løvsanger i det Giftige Krat nord for Prebens Skov.

Jakob Engelhard var hurtigt fremme, da han manglede den på årslisten. Imens vi står dér og lytter efter "Brynet" kommer Ulf og Peter til og da hører vi alle fire et enkelt kald fra en "Skovpiber". Klokken var da 09.00 og vi ser ikke fuglen. Sekunder senere kalder "Brynet" og så dukker Erik op. Jeg spørger om han hørte "Skovpiberen", men det gjorde han ikke. 

Det var ikke så godt, tænkte jeg, for sidste år hørte jeg, som den eneste i Lyngvigbanden, en Tajgapiber det samme sted.

Lyngvigbanden sunder sig oven på en fantastisk uge på Mandø, hvor jeg anes som en kvart skygge af mig selv. Bydiget ved Prebens Skov, den 17. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Der gik heldigvis ikke mere end et lille minuts tid, før Jakob melder "Piber" og den finder Erik straks. Erik følger fuglen trække mod syd over Prebens Skov og omtrent over det Sydlige Dige ser han den vende om og komme tilbage mod os, hvor den virker lidt tøvende, som om den måske ville lande. 

Efterhånden finder vi andre også fuglen og da den kommer ind over os, er vi alle enige om, at det ligner en lille piber (=Engpiber). Denne (fejl-) opfattelse fik vi måske fordi fuglen virkede tøvende i flugten, for en almindelig Skovpiber er normalt ret forskellig fra en Engpiber i både flugt og silhuet. 

Men måske forholder det sig lidt anderledes med en Tajgapiber. I følge Fugle i Felten er arten på størrelse med en Engpiber og dermed lidt mindre end Skovpiber. Det var overraskende for mig og hvis det vi oplevede er retvisende, er det ny viden for mig.

Først da "piberen" er lige over os, hører jeg 2 (måske 3) kald og spørger undrende, om det var den, der kaldte. For det lød jo slet ikke som en Engpiber, hvilket Engelhard var enig i. 

Ulf fik taget en del fotos, som alle desværre var for underbelyste til at vise os andet, end en flittigt kaldende "Piber". 

Tajgapiber kaldende ved Det Giftige Krat, den 17. oktober 2025. Foto: Ulf Eschou Møller

Vi var alle enige om, at det var en interessant "Piber", men det var først da vi kom hjem sidst på dagen, at vi ud fra min lydoptagelse og spektrogram kunne konstatere, at det var en typisk Tajgapiber, vi havde set og hørt.

Vi havde kontakt med "Piberen" i en periode på 4 minutter og 20 sekunder og i det tidsrum fik jeg optaget 26 kald. Du kan se lidt flere fotos og høre nogle af Tajgapiberens 26 kald i videoen herunder.

I 2024 hørte jeg 1 ud af 3 kald fra en overflyvende Tajgapiber, som jeg fik optaget, og i år hørte jeg 4 ud af 26 kald, jeg fik optaget. Om jeg kan høre en Tajgapiber til næste år, hvis den kommer forbi - det må tiden vise.

Lyngvigbandens efterårstur i 2026 vil igen gå til Mandø i uge 42. Vi ses måske derude (om alt går vel) og tak fordi du læste med.