søndag den 31. marts 2024

Afmarch

Med udgangen af marts skiftede Danmark til sommertid. Det var en kende tidligt, tænker jeg, for her i det nordjyske venter vi stadig på foråret.

Jeg ankom til sommerhuset i Lodskovvad den 4. marts i kulde og blæst og sådan har det været en stor del af tiden lige siden. Ikke desto mindre har der været fine trækdage og enkelte særlige arter har vi også fået bogført.

Allerede dagen efter min ankomst måtte jeg smide alt hvad jeg havde i hænderne. For da meldte JKi på Zello om Rødhalset Gås i Troldkær, blot 1 km fra sommerhuset. 

Rødhalset Gås i blandt Blisgæs i Troldkær, 5 marts 2024. Foto: Jens Kirkeby

Jeg for afsted og efter en halv times tid, genfandt jeg fuglen. Jeg blev dermed den første nogensinde som så en Rødhalset Gås i Skagensområdet (nord for Hirtshalsvejen). Hvordan kan det nu gå til? 

Jo ser du - forklaringen er den, at JKi ved middagstid havde taget en stribe fotos af en stor flok gæs i Troldkær, især Blisgæs. Da han nogle timer senere gennemså sine fotos viste det sig, at der var en Rødhalset Gås i blandt og straks meldt han fuglen ud på Zello. JKi fandt således fuglen på sine fotos, men så den aldrig.

Topskarv er en targetart i Skagen i marts. I løbet af måneden så jeg omtrent 30 individer, men der var ingen store trækdage. Største obs blev syv individer den 7. marts. Det første regulære musvågetræk blev den 13. marts med 78 fugle trækkende nordøst over sommerhuset i Lodskovvad.

Midt på eftermiddagen den 21. marts kom en kærkommen melding om en Hærfugl ved handicaprampen på Grenen. Jeg havde på det tidspunkt fået selskab af Yvonne og hun var ikke sen til at meddele, at nu kører vi. Så en halv time senere stod vi på åstedet og kort efter så vi den fineste Hærfugl fouragere i klitterne på Grenen.

Hærfugl finder biller i klitterne på Grenen, den 21. marts 2024

Når man kigger fugletræk i Skagen er et af de vigtigste fikspunkter i landskabet "Kuplerne". Ja "Kuplerne", det siger alle vi, der er kommet i Skagen siden 1970erne, hvor der var to kupler. I mange år har der imidlertid blot været en kuppel i Skagen, men det glemmer vi næsten alle i kampens hede, når vi skal forklare hvor en særlig fugl befinder sig. Det bliver nok ikke anderledes før alle vi, fra dengang der var to kupler, er døde og på vej ud i det ydre rum.

Hærfugl passerer et af de vigtigst fikspunkter i Skagen, Kuplen, den 21. marts 2024

Nu startede jeg ganske vist med at sige, at vi stadig venter på foråret, men det er dog kun en halv sandhed. For Landsvalen ankom til Grenen den 28. marts og det er det tidligste, jeg nogensinde har set en svale i Danmark, så alt er godt.

Og nu til noget helt andet...

Grunden til at jeg tog op i sommerhuset, i starten af marts, var især for at arbejde. I løbet af vinteren havde Yvonne og jeg besluttet, at hele sommerhuset skulle males indvendigt og et nyt trædæk skulle bygges. Det sidste for at lede folk til indgangsdøren for næsten alle står længe og utålmodigt og banker på døren til teknikrummet. Og det får de altså ikke ret meget ud af.


Før og efter. Det nye trædæk leder til indgangsdøren. Døren til teknikrummet til højre.

Min målsætning var at vi skulle være færdig med arbejdet inden april og det "rigtige" forårstræk. Det lykkedes. Yvonne ankom den 15. marts. Allerede dagen efter var hun i malertøjet og den 31. marts tog hun det af igen. 

De sidste par dage fik vi stor hjælp af Thorbjørn og Simone fra Langå.




I haven har der været travlhed omkring foderhuset og en ny matrikelart blev det også til, da en Halsbåndmus havde snuset sig frem til lidt godter. 

Halsbåndmus har taget for sig af retterne, 31. marts 2024. Foto: Yvonne Feldskov

Om et øjeblik er marts 2024 sendt ud i det ydre rum og kommer aldrig tilbage igen. Sådan er det med tiden. Lige om hjørnet venter april 2024. Vi ses derude.

Et øjeblik i tiden og om få år dratter sommerhuset her måske i havet, for Kattegat gnaver, marts 2024

Ingen kommentarer:

Send en kommentar