søndag den 7. marts 2021

Mit andet møde med ulv i Danmark

Den 7. marts 2021

Mit andet møde med ulv i Danmark og denne gang i det Midtjyske. Efter 9 forgæves forsøg efter nytår, i henholdsvis Skjern-reviret og Hovborg-reviret, oftest sammen med Yvonne, tog jeg i dag alene afsted. Hele dagen var afsat til at lede efter ulv, da det nok ville blive mit sidste forsøg i denne del af landet i vinter. 

Vel fremme i Hovborg-reviret kl. 07.02 mødte jeg LN og CBS, der allerede var på plads i udsigten og opsat på noget stort. Klokke 08.48 ser jeg i håndkikkert en lys dims i kanten af et skovparti. Hurtigt finder jeg den i mit teleskop og kan straks se, at det er en ulv. LN og CBS kan ikke finde den, så jeg overlader mit teleskop til dem og de når heldigvis begge at se den, inden den efter 1 minut forsvinder ind i skoven. Afstanden var ca. 500 meter og vores lykke var gjort. 

En lille halv time senere genfinder CBS ulven som vi nu ser løbe over en længere strækning, men nu på større afstand. Den forsvinder for os og som tiden går, forsamles en halv snes ravne i det område, hvor den forsvandt. Vi beslutter os efter nogen tid for at gå ind ad en vej som går i retning mod det sted, hvor ulven forsvandt. Her opdager vi ulven på ca. 300 meters afstand hvor den er med bytte. 

Kort efter sætter den sig i bevægelse - først væk fra os tilbage hvorfra den var kommet, men kort efter vender den om, og nu lunter den nærmest i retning mod os. Da den kommer til en tværvej følger den denne forbi den vej vi står på, og her viser den smukt sit bytte frem. Det viser sig at være en halv ræv! 

Vi kunne nu i den følgende halve time se ulven flere gange, hvor den roligt lunter 360 grader rundt om os og kl. 10.18 ser vi den for sidste gang. Nærmeste afstand var vel ca. 100 meter.  

Ikke flere ord - foto herunder kan vist bedst tale for sig selv.

Ulv med ræv i munden

Ulven i sit landskab

I enkelte vinkler/tilfælde sås rustfarvet parti på baghovedet

Ulven ser os an

Ulven viser tænder