Min lykkelige dag

Jeg er en samler og allermest samler jeg på de særlige øjeblikke, som for altid sætter sig fast i min erindring. I sådanne øjeblikke er der ofte en sjælden "fugl" i hovedrollen. 

I de kolde vintermåneder, som nu, tænker jeg tit tilbage på de største øjeblikke og da spørger jeg engang imellem mig selv om, hvilken oplevelse, der har været allerstørst. 

Denne fortælling skal handle om et af de allerstørste øjeblikke nogensinde og måske endda den største. Vi skal tilbage til weekenden den 26. - 27. maj 2018, hvor jeg overnattede på Harboøre Tange ca. 1,5 km VSV for Cheminova (af alle steder...). I de timer jeg var dér, så jeg en Vendehals Jynx torquilla, en vagtsom Mandarinand Aix galerculata og allervigtigst, for denne fortælling, en flok gamle Rosenstære Pastor roseus. 

Hvis du i løbet af fortællingen skulle blive i tvivl om, hvor mange fugle der skal til en flok, så er svaret "mange nok". Det kan du forvisse dig om i Benny Andersens smukke vise: "Svantes lykkelige dag", hvor andet vers lyder sådan her: "Blomsterne blomstrer op. Dér går en edderkop. Fuglene flyver i flok, når de er mange nok. Lykken er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar". 

Visen omfavner på smukkeste vis min måske lykkeligste dag med fuglene. Imens du gør dig klar at læse om denne dag (måske med en frisk kop kaffe) kan du klikke her og lytte til "Svantes lykkelige dag - så er scenen lissom sat.

Maj 2018 var den varmeste og mest solrige maj målt i dansk vejr-historie og det blev da også starten på den værste tørke i Danmark nogensinde. Der var således lagt i ovnen til en spændende fugletur i slutningen af maj til Vestjylland, for den tørre og varme vind fra øst, presser ofte spændende fugle ud til vestkysten.

Lørdag den 26. maj startede dog sammen med Yvonne i vores Atlas III kvadrat langs Gudenåen ved Hammer Mølle, hvor tørken allerede havde sat sine spor. Møllesøen var tæt på at være tørlagt og svaneparret havde efterhånden trange kår. Helt så udtørret havde jeg aldrig set søen før.

Næsten tørlagt møllesø ved Hammer Mølle, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Lørdag eftermiddag pakkede jeg bilen for at tage på en kort weekendtur til vestkysten. Yvonne (min Nina, hvis du fik hørt visen om Svante) skulle på nattevagt fra lørdag til søndag og så var der jo ingen grund til at spilde tiden i sengen i Tørring. 

Efter lidt spredt obs. ved Vest Stadil Fjord og Bøvling Fjord ankom jeg kl. 18.30 til Harboøre Tange i det skønneste vejr. Kort efter sad der en Vendehals og tronede på en jordvold i toppen af en vissen skræppe. Det lovede godt, for det var en fugl langt væk fra et egnet ynglested for den art.

Vendehals i en vissen skræppe fra året før, Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Kort efter dukkede en Mandarinand op og selv om jeg så den i modlys var den meget flot. Jeg har set en del Mandarinænder i Danmark, men alle har virket for tamme og uden nævneværdig skyhed overfor mennesker. Det var helt anderledes med denne fugl, der virkede både sky og vagtsom i forhold til min tilstedeværelse og så bar den heller ingen ringe. Hvor den var kommet fra kan jeg kun gisne om, men jeg tror, den talte mandarin.

En sky Mandarinand han holdt godt øje med mig på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Mandarinand han uden ringe på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Da dagen gik på held, besluttede jeg mig for at overnatte på Harboøre Tange. Jeg fik redt op til natten og efter et glas rødvin eller to krøb jeg til køjs i min sovepose, alt imens de lokale "beboere" opmærksomt havde fulgt med i mine forberedelser.

Aftenstemning på Harboøre Tange, den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Udsigten fejlede ikke noget. Harboøre Tange den 26. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Den 27. maj startede min dag kl. 04.50 til syngende Rørspurv, Rørsanger og Rødben og kl. 05.05 kogte vandet på min trangia. Mine nysgerrige venner fra aftenen før, var naturligvis vågnet længe før mig og havde allerede sagt godmorgen med deres særlige basun-stemmer.

Trangiaen var i gang og tandbørstningen overstået inden kl. 05.00. Harboøre Tange den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich 

Alt åndede fred og ro lige indtil kl. 05.18, hvor jeg stilfærdigt stod og nød min anden kop kaffe. I det øjeblik så jeg tre skygger passere grusvejen 150 m nord for mig. Var det mon Stære, tænkte jeg og hvad var nu det...så jeg et svagt "blink" fra den ene af fuglene? 

Hurtigt fik jeg fat i min håndkikkert og rettede den mod nord langs vejen og JA - det var DET jeg så, for straks fik jeg øje på tre fine Rosenstære i samlet flok - hvor heldig kan man være...tænkte jeg.

Det første foto af de 3 Rosenstære i morgengryet lige efter ankomsten. Harboøre Tange den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

I de følgende 15 minutter fik jeg dokumenteret fuglene med video og fotos og sendt nyheden ud på Birdalarm. Imens det stod på, forsvandt fuglene for mig i al ubemærkethed. 

Klik her for at se en video med de 3 Rosenstære

Først en time senere genfandt jeg flokken ca. 1 km længere mod nord ad grusvejen mod Thyborøn og her var de, indtil jeg forlod stedet kl. 07.30.

Rosenstærene fik en del opmærksomhed fra de lokale ynglefugle på Harboøre Tange, den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Efterhånden brød solen helt igennem og så kom der for alvor farver på fuglene og i perioder kom fuglene ret tæt på grusvejen, hvor jeg stod. 

Det var kæmpestort, så jeg lader billedet stå et øjeblik. Harboøre Tange, den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Lidt mere end 2 timer efter jeg fandt flokken, lettede fuglene og fløj længere ud mod den høje klitrække mod vest og da tænkte jeg, at det var tid til at forlade dem. Jeg takkede stilfærdigt for den fantastiske oplevelse og steg ganske lykkelig til vogns.

Stenpikker på mindesten for destroyeren HMS Nomad i Thyborøn den 27. maj 2018. Foto: Alex Sand Frich

Sidste stop på Harboøre Tange var Thyborøn, hvor jeg gik ud til området med mindesten for et stort søslag i Nordsøen under 1. Verdenskrig (Jyllandsslaget 31. maj - 1. juni 1916). Et af skibene, som gik tabt, var den britiske destroyer HMS Nomad, hvor otte mand omkom. Søslaget omfattede 151 britiske fartøjer mod tyskernes 99 og i alt 8645 soldater/sømænd mistede livet. 

102 år senere (næsten på dato) trak en Karmindompap hen over mindeområdet i Thyborøn kl. 09.13 og en Stenpikker holdt udkig fra toppen af mindestenen over HMS Nomad. 

Der var stille og fredeligt og livet var skønt. Det kan man godt tænke lidt over i en urolig og uforudsigelig tid, som nu.