Viser opslag med etiketten Almindelig Ryle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Almindelig Ryle. Vis alle opslag

torsdag den 4. september 2025

En tam omgang i august

Fugletrækket ved Rosenvold i august 2025 har været unormalt ringe, men heldigvis har der også været lyspunkter undervejs. 

Blåmejser i nøgent træ ved Rosenvold, den 8. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Et af lyspunkterne er fra starten af august, hvor nogle "unge" mennesker (vil jeg tro) havde plantet nøgne træer i havtornkrattene ved Rosenvold Pynt. 

Jeg har aldrig set noget lignende..., men må samtidig tilstå, at vi er blevet meget glade for de "unges" påhit. Ja - Morten DD blev nærmest inspireret, da han så de nøgne træer for første gang.

Jamen du milde sagde en begejstret Morten DD om de nøgne træer den 9. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Fuglene kvitterede straks og i løbet af august har vi registreret følgende 16 arter i de nøgne træer: tornirisk, rørspurv, solsort, skovspurv, løvsanger, blåmejse, stor flagspætte, stillits, spætmejse, jernspurv, stenpikker, husrødstjert, grønirisk, musvit, gransanger og sortmejse. 

Jeg holder nøje regnskab med antallet af arter i træerne og tro mig, det er faktisk ganske fornøjeligt på en ellers stille dag ved volden.

Blåmejseunger inspicerer de nøgne træer den 9. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 10. august nåede rygterne om en Nonnestenpikker i Filskov helt ud til Rosenvold og da jeg kom hjem og fortalte Yvonne om fuglen, sagde hun spontant: "Den vil jeg gerne se - skal vi køre nu". 

En time senere ankom vi til Filskov, hvor det viste det sig, at fuglen opholdt sig i et villakvarter i udkanten af byen...et besynderligt sted for den fugleart, som jeg kun kender fra tørre steppeagtige landskaber og plateauer med lav vegetation i Sydøsteuropæiske bjergegne. 

Nonnestenpikkeren er nok ankommet til Danmark på forlænget forårstræk i maj/juni. Nu er den i fuld gang med sin fuldstændige sommerfældning og selv om den flyver fint, trods sit pjaltede udseende, så tror jeg ikke den trækker væk lige med det samme. 

Nonnestenpikkeren havde en forkærlighed for at sidde på taget af en voliere og jeg kunne ikke dy mig for at foreslå, at det nok var fordi den gerne ville ind i sit bur igen. Ikke alle tilstedeværende var lige begejstret for den idé.

Nonnestenpikker han på taget af "dens" voliere i en have i Filskov, den 10. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 11. august sendte Morten DD en drone i luften over Rosenvold. Vil fuglene ikke komme til os, så må vi jo bare komme til dem, tænkte jeg i mit stille sind. I første omgang nøjedes DD dog med at filme lokaliteten. 

Men hvad nu hvis vi engang når dertil, at vi kan sende en drone ud og filme en sjælden fugl, selv om den befinder sig så langt uden i fjorden, at den er uden for vores kameralinsers rækkevidde. 

Urealistisk i dag, ja - men en sjov tanke, da...

Dronen hænger "musestille" i luften og Morten DD styrer med én hånd, den 11. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Rosenvold Pynt set fra øst mod vest, den 11. august 2025. Dronefoto: Morten DD Hansen

Den 7. august fiskede en Odder ud for obspladsen. Det gjorde en Odder (måske den samme) også i 2024, hvor vi kunne betragte den i dagene 17.-18. august.

Den 14. august snublede jeg nærmest over en ny art for Rosenvold. Det var en Dværgspidsmus, som lå musestille midt på den sti jeg næsten altid følger, når jeg går fra P-pladsen og ud til obsposten. 

Jeg troede musen var død, men da jeg pirrede lidt til den, begyndte den at bevæge sig.

Om den forinden havde været i kløerne på et rovdyr, ved jeg ikke, men den løb ikke hurtigt væk til en start. I stedet gemte den hovedet i græsset som en anden tegneseriestruds og det var først, da jeg havde pirret til den nogle gange, at den fik så meget fart på, at den nær var endt oppe i mit ene bukseben.

Dværgspidsmus på strandengen ved Rosenvold den 14. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 21. august så vi for først gang nogensinde en sæl "gå på land" ved Rosenvold Pynt. Det var tilmed en Gråsæl, som er en art vi ikke ser hvert år ved Rosenvold. Spættet Sæl ser vi nærmest hver dag og ofte mere end én, men aldrig på land.

Ung Gråsæl ved Rosenvold Pynt, den 21. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Fugletrækket ved Rosenvold har mildt sagt ikke været prangende i august, selv om indsatsen har været stor. Der har været daglig dækning (på nær 1. og 3. august) og for mit vedkommende blev det til 22 obsdage. 

Trækket af Skovpiber og Gul Vipstjert har været tilfredsstillende og den næsthøjeste dagstotal for Gul Vipstjert blev sat den 16. august med 420 trækkende. Det højeste antal nogensinde er 509 trækkende den 21. august 2017. 

Der har nærmest ikke været træk af Sortænder i august og ternetrækket har været omkring middel eller lidt under, vil jeg tro. Største dag med Hav-/fjordterner blev 9. august med 746 trækkende og så er der altså langt op til den største dag nogensinde med 3024 trækkende den 29. juli 2023.

De adulte vadefugle er trukket væk i løbet af juli og august og dette træk har været ret skuffende, bortset fra Strandhjejle som satte rekord 2 gange. Først rekord var den 6. august med 95 trækkende og allerede dagen efter blev den slået med 144 trækkende. 

Rovfugletrækket har været decideret ringe og bedste dag var den 15. august med Fiskeørn 5 og Tårnfalk 33. Dagen efter sås Rørhøg 7 som blev højeste dagstotal i august for den art, hvilket var skuffende. 

Trækket af de adulte Hvepsevåger er praktisk talt udeblevet ved Rosenvold i år. En del af forklaringen kan være, at dækningen om eftermiddagene har været begrænset, så en del kan være fløjet uset forbi.

Sandløber med Almindelige Ryler ved Rosenvold den 12. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

De eneste fuglegrupper som har leveret over middel er "havfuglene" (stormfugle, kjover og måger). Ikke med de store antal, men artssammensætningen har været fin for lokaliteten.

Den 6. august sås både Almindelig Skråpe og Mallemuk i mundingen af Vejle Fjord og de to arter ses ikke årligt. 

For mig var det dog mere glædeligt, at en Storkjove lagde vejen forbi den 12. august. Sidst jeg så den art ved Rosenvold var den 8. august 2021. 

Ynglebestanden af Storkjove i Nordatlanten er, så vidt jeg ved, reduceret med helt op til 90% på grund af fugleinfluenza i 2021/2022. Det mærkes særligt tydeligt på træklokaliteterne i Skagen og ned langs den jyske vestkyst. 

Storkjoven trækker ud af fjorden ved Treldenæs efter rast i fjorden, den 12. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 25. august dukkede en ung Lille Kjove op ude midt i fjorden. Det var den mørke form, som dragtmæssigt har stor lighed med Almindelig Kjove. Derfor afslører den sig lettest ved dens artstypiske flugt, adfærd og jizz. 

Det havde været fedt, hvis vi havde kunnet sende en drone ud til den, for den var lidt for langt væk til at få gode fotos.

Lille Kjove 1k, mørk form, på vej ind i Vejle Fjord, den 25. august 2025. Foto: Morten DD Hansen

To dage senere (27. august) var der igen ung Lille Kjove og denne gang trak den ud af fjorden. På vejen ud fik den "følgeskab" af en Almindelig Kjove, som drillede den lidt. Det var ligeledes en mørk form og det er muligt, at det var den samme fugl, som vi så to dage tidligere.

Lille Kjove (ses øverst på alle fotos og alene på det centrale foto) drilles af Almindelig Kjove den 27. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Dværgmåge blev set i pæne antal for lokaliteten i den sidste del af august. Der var meget få ungfugle iblandt og det kan måske være et tegn på ringe ynglesucces i år. 

Et uset stort træk af Sildemåger i slutningen af juli fortsatte ind i august, hvor den største dag blev 104 trækkende den 5. august. Rekorden for Rosenvold blev sat knap to uger tidligere med 142 trækkende. Det var den 25. juli.

Årets første Sorthovedet Måge trak ind i fjorden den 25. august. Det var en ungfugl, som endnu ikke var skiftet helt til 1. vinterdragt (hvilket er helt normalt i august). 

Dagen efter så vi endnu en Sorthovedet Måge og denne trak ud af fjorden. Da denne fugl var i en lignende ungfugledragt som dagen før, kan det ikke udelukkes, at det var den samme fugl.

Sorthovedet Måge 1k trak ind i fjorden med Hvidbjerg Klit i baggrunden, den 25. august. Foto: Alex Sand Frich

En af de bedre trækdage i august faldt sammen med mange birdere ved Rosenvold. Det var den 16. august. Særligt opmuntrende var det, at 4 "dof-unger" var mødt op. 

Højskoleforstanden fortalte måske anekdoter fra Rosenvold, den 16. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Dagen bøde bl.a. på 407 trækkende Gul Vipstjert (næsthøjeste dagstotal nogensinde) og en ny art fundet af de 4 dof-unger. Det var en Guldhale og tak for den.

Guldhale på hybenrose ved Rosenvold Pynt den 16. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

I modsætning til den 16. august blev den 29. august en af de allerdårligste trækdage indtil videre i år. Det var faktisk så ringe, at man dårligt kunne kalde det for en trækdag. 

Det faldt desværre sammen med, at vi havde fint besøg af et par gamle kendinge, Erik Enevoldsen og Hans Pindstrup. Heldigvis har de prøvet noget lignende før, så forhåbentlig kommer de igen til en bedre trækdag.

Erik Enevoldsen og Hans Pindstrup havde god tid i dis ved Rosenvold, den 29. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Lad mig slutte denne lille fortælling i det vestjyske. Fra den 17. - 20. august var Yvonne og jeg i Hvide Sande, først og fremmest for at deltage i Merle´s barnedåb den 17ende, men også for at besøge familie og cykle lidt rundt i mit barndomslandskab. 

Det blev nogle skønne dage i fantastisk sommervejr, der bragte os vidt omkring, bl.a. til Lønborggårdtårnet ved Skjern Enge og Vinterleje Havn i Haurvig.

Yvonne cykler på stien til Lønborggårdtårnet, den 19. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Vinterleje Havn har jeg har besøgt mange gange gennem tiderne, men i fuglekredse blev stedet dog først landskendt, da Mads Jensen Buch i efterårsferien 2024 fandt en Nordsanger på stedet. 

Den sved...bare spørg Erik Enevoldsen og mig. Ikke fordi Mads fandt Nordsangeren, for den var ham vel fortjent, men fordi han lige foran næsen på os havde afluret, at området omkring Vinterleje Havn kunne være en magnet for sjældne fugle, som fx "phyller" fra øst (Nordsangeren er en sådan). 

Yvonne ved Vinterleje Havn den 18. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Bladene er så småt begyndt at falde af træerne i Vejle og ved det mindste vindpust flyver de rundt. Kigger man godt efter, kan man hist og her se et svagt farveskift i skovene langs Vejle Fjord. Det er efteråret, der langsomt gør sin entré og jeg glæder mig.

Tak for nu.

torsdag den 26. december 2024

Vejrudsigt til stort fugletræk ved Rosenvold

Finn Salomonsen udgav bogen "Fugletrækket og dets gåder" i 1953 og ingen bogtitel har hængt så godt fast i min erindring, som denne. Første gang jeg fik bogen i hånden svarer omtrent til dengang Obelix faldt i gryden, vil jeg tro.

Fuglenes gådefulde træk har, så længe jeg kan huske, forundret mig og selv om der er gjort mange store opdagelser siden bogen udkom, er det stadigvæk gådefuldt. 

For et års tid siden fik jeg en idé om, at vi engang burde kigge nærmere på sammenhænge mellem vejret og fugletrækket ved Rosenvold. Så da efterårstrækket ved Rosenvold var slut for i år, gik jeg i gang.

Grundlaget, for at kunne belyse sammenhænge mellem vejret og fugletrækket, er DMI´s Vejrarkiv for perioden 2011-2024 sammenholdt med fugleobservationer i Dofbasen i samme periode.

Jeg har som udgangspunkt anvendt vejrstationen "Hedensted" i DMI´s vejrarkiv. DMI har imidlertid oplyst til mig, at der ikke findes en målestation i Hedensted Kommune. Det betyder kort fortalt, at vejrdata for "Hedensted" i arkivet, er tilnærmede værdier ud fra avanceret interpolation (beregning) af vejrdata fra andre omkringliggende målestationer. 

Fra andet halvår (efteråret) er der i perioden 2011-2024 rapporteret fugle i Dofbasen fra sammenlagt 936 dage. Det svarer til 36,6 % af dagene i andet halvår i 14-års perioden. 

Af de 936 dage indgår 172 dage i min undersøgelse. Det svarer til 18,4 % af dagene med observationer.

Til undersøgelsen har jeg udvalgt 23 arter, som jeg mener, er gode repræsentanter for de almindelige fugles træk ved Rosenvold. 

For disse arter har jeg søgt efter sammenhænge mellem store forekomster og vejret. Hvis der foreligger data, har jeg også set på sammenhænge i dagene før og efter de store trækdage.

Først præsenteres mit bud på optimale perioder til at se et stort træk af hver af de 23 arter, efterfulgt af mit bud på de sikreste vindretninger til at opleve et stort fugletræk over land og over fjorden. Derefter følger mine bedste bud på gode "trækudsigter" for de 23 arter.

Til slut vises figurer med en sammenstilling af observationer og vejrdata for hver af de 23 arter i 3-8 dages sammenhængende perioder, som dækker både gode og dårlige trækdage. 

Resultaterne er begrænset af, at registreringen af fugletrækket ved Rosenvold er indsamlet mere eller mindre tilfældigt (ofte i weekender) og dertil er væsentlige vejrdata som fx fin-/støvregn og sigtbarhed desværre ikke en del af DMI´s vejrarkiv.

På trods af det tør jeg dog godt sige, at jeg hermed har taget et lille spadestik til en bedre forståelse af "Fugletrækket og dets gåder" ved Rosenvold. Om vi i de kommende år kan få nogle finere detaljer frem om trækket, det må tiden vise. 

Det kunne fx være meget interessant at kigge lidt længere væk til lande mod N og Ø, for det er derfra fuglene kommer til Rosenvold om efteråret. For hvordan var vejret mon dér, hvor fuglene opholdt sig, en, to eller tre dage før de dukkede op ved Rosenvold.

Indtil der måske bliver kigget nærmere på det, vil jeg bare glæde mig til igen og igen, at tage til Rosenvold og følge efterårstrækket og dér gøre mig umage med at registrere vejrforholdene.

Og når jeg så alligevel er dér, så vil jeg naturligvis holde øje med, om nogle af mine "trækudsigter" er til at stole på.

Vi ses derude...

Jeg holder øje ved julefrokosten 2009 i Natur- & Miljøforvaltningen, Vejle Kommune


Hvornår skal man være på pletten?

Tabellen herunder viser i hvilke perioder, der er bedst chance for at se et stort træk af hver af de 23 arter ved Rosenvold. Bemærk at "Svaler" og "artspar" betegnes som arter. 


Hvordan skal vejret være for at opleve det store fugletræk?

Tabellen herunder viser de optimale vindretninger for stort træk for hver af de 23 arter under "normale" vejrforhold.


I kompasroserne herunder har jeg sammenholdt antallet af gode og dårlige trækdage ved forskellige vindretninger opdelt på "Landtræk" og "Fjordtræk". 

De "landtrækkende" fugle kommer typisk til syne over skoven mod N og NØ. De "fjordtrækkende" fugle dukker typisk op mod Ø og SØ i mundigen til Vejle Fjord, før de når "på højde med" Treldenæs.

For "landtrækkende" fugle (Sangsvane, Canadagås, Rørhøg, Hvepsevåge, Tårnfalk, Ringduer, Svaler, Skovpiber, Gul Vipstjert, Vindrossel, Bog-/Kvækerfinke, Grønsisken, Stillits og Rørspurv) ses det, at der er flest gode trækdage med vind fra V og SV.



For "fjordtrækkende" fugle (Bramgås, Pibeand, Sortand, Rødstrubet Lom, Strandhjejle, Almindelig Ryle, Almindelig Kjove, Dværgmåge og HF-terne) ses det, at der er flest gode trækdage med vind fra S, SØ og V. 


Som det fremgår af kompasroserne, er der ingen garanti for stort træk selv med de mest oplagte vindretninger. Det vil jeg se lidt nærmere på i det følgende, hvor jeg giver mit bud på de bedste "trækudsigter".

I tabellerne herunder ses de 4 største forekomster for hver af de 23 arter og de tilhørende vejrdata fra DMI´s arkiv. 

Det skal bemærkes, at middelvinden i tabellerne herunder typisk er noget lavere end det jeg selv har vurderet på de dage, hvor jeg har noteret det dagsaktuelle vejr ved Rosenvold. 

Derfor har jeg også angivet "Højeste 10-min. middelvind" i tabeller og figurer herunder, da disse data passer bedre til det jeg selv har vurderet i felten.

Misforholdet kan måske skyldes, at målestationen "Hedensted" i DMI´s vejrarkiv ikke er helt retvisende for Rosenvold. En anden forklaring kan jo også være, at jeg vurderer vindstyrken for højt.

DMI´s arkiv er desuden utilstrækkelig ved at betydningsfulde vejrdata som finregn/støvregn ikke kan aflæses som nedbør og man kan heller ikke aflæse noget om sigtbarheden. 

Endelig skal det bemærkes, at overskyet vejr er at foretrække, hvis der skal kigges efter indtrækkende fugle over fjorden. I solskin er man stærkt begrænset en del af formiddagen af et ubehageligt modlys, da fuglene bedst opdages i retning mod SØ. 

Med disse indledende "betragtninger" vil jeg opfordre alle til fremover at lave noter om vejrforholdene, når de besøger Rosenvold og det gælder såmænd også for mig selv.

Svaner, gæs, ænder og lommer


En flok Sortænder trækker mod V midt i Vejle Fjord på 1-2 km højde, den 6. august 2023

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Sangsvane

    • Ultimo oktober til primo december efter nætter med betydeligt temperaturfald til nær frysepunktet og svag vind 2-5 m/s mellem SV og NV og halvskyet vejr.

  • Canadagås

    • Ultimo august til medio september ofte efter nat med temperaturfald og halvskyet til skyfrit vejr med svag vind 3-5 m/s mellem V-NV-NØ.

  • Bramgås

    • De første 3 uger af oktober på dage med overskyet vejr (evt. med lidt finregn) og let vind 3-6 m/s fra SØ (den sydlige sektor (Ø-S-V)). 

  • Pibeand

    • De første 2 uger af september. Hold øje med dage med hel- eller halvskyet vejr (evt. med lidt finregn og moderat diset/usigtbart vejr) og let vind 3-6 m/s mellem S og SØ. 

  • Sortand

    • Første halvdel af august i overskyet vejr med regn øst for og svag vind 3-5 m/s mellem S og V. Den største dag nogensinde var dog i 3-4 m/s fra NØ i forbindelse med et meget usædvanligt lavtryk, der trak ind over Danmark fra Ø mod V, ledsaget af udbredt regn i det østlige Danmark og i Sydsverige.

  • Rødstrubet Lom

    • Sidste halvdel af oktober til midten af november i overskyet vejr med let til jævn vind 3-7 m/s fra S.

Rovfugle


Hvepsevåge 1K trækker SV ved Rosenvold, den 10. september 2024

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Rørhøg

    • Sidste uge i august til midten af september i skyfrit til halvskyet vejr med let vind 3-6 m/s fra V. Regn i Øst-danmark og temperaturfald kan måske have en betydning.

  • Hvepsevåge (adulte)

    • I sidste halvdel af august med skyfrit til halvskyet vejr og let vind 3-6 m/s fra SV og V. Typisk har dagen(e) før været overskyet og lidt regnfulde. Regn V for på dagen kan være positiv og så er det påfaldende at temperaturen ofte falder om natten efter en god trækdag. Kan fuglene mon fornemme det i forvejen?

  • Hvepsevåge (1K)

    • I midten af september og styret af de samme vejrforhold som for de adulte fugle (se oven for).

  • Tårnfalk

    • Sidste halvdel af september med halvskyet vejr og jævn vind 4-7 m/s mellem S og V. Et temperaturfald natten før og regn V for på dagen, har muligvis en positiv effekt. Der er også eksempler på gode trækdage i slutningen af august og starten af oktober.

Vadefugle


Almindelige Ryler og Krumnæbbet Ryle ved Rosenvold, den 12. juli 2024

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Strandhjejle

    • Sidste halvdel af august i halv- til helskyet vejr med let til jævn vind 3-7 m/s fra S og byger især N og V for. 

  • Almindelige Ryle (adulte)

    • Sidste halvdel af juli på dage med halv- eller helskyet vejr med byger og let til jævn vind 3-7 m/s fra S og V.

Mågefugle


Almindelig Kjove 1K trækker V ved Rosenvold, den 28. august 2023

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Almindelig Kjove

    • Sidst i august og første halvdel af september i overskyet vejr evt. med lidt nedbør og let til jævn vind 3-7 m/s mellem V og SØ.

  • Dværgmåge

    • Sidste halvdel af oktober og starten af november i overskyet vejr evt. med lidt nedbør og let til frisk vind 4-8 m/s fra den sydlige sektor mellem Ø og V. Foregående dage med hård vind fra Ø kan være godt.

  • Hav-/Fjordterne

    • Den sidste uge i juli og første uge i august med hel- eller halvskyet vejr og lidt nedbør, samt svag til let vind 3-5 m/s mellem S og V.

Duer og svaler


Ringduer trækker SV ved Rosenvold, den 11. oktober 2020

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Ringdue

    • Sidste halvdel af oktober i skyfrit eller næsten skyfrit vejr med let til frisk vind 4-9 m/s mellem V og NV og evt. med lidt spredte byger.

  • Svaler

    • Sidste halvdel af september i halvskyet vejr med tiltagende vind 3-8 m/s mellem V og S og gerne med lidt spredte byger. 

Spurvefugle


Rørspurv i tagrør før den trak SV ved Rosenvold, den 12. september 2024

Herunder mine bedste bud på gode "trækudsigter" for:
  • Skovpiber

    • Sidste halvdel af august i halvskyet vejr med svag vind 2-5 m/s mellem V og SV og evt. lidt spredte byger mod Ø eller V. 

  • Gul Vipstjert
    • Sidste halvdel af august i halvskyet vejr med let vind 3-6 m/s fra V og evt. lidt spredte byger mod Ø eller V.  
  • Vindrossel

    • Medio oktober på en overskyet til halvskyet dag med let vind 3-6 m/s fra S og SV og gerne med lidt finregn og gerne efter en blæsende periode. 

  • Bog-/Kvækerfinke

    • Ultimo september til medio oktober på en overskyet eller næsten overskyet dag med let vind 3-6 m/s fra SV og V evt. med lidt byger og finregn. Et vindomslag om natten fra svag V og N til svag S og sågar SØ kan give et stort træk på trods af, at vind fra den østlige sektor normalt er no-go til småfugletræk.

  • Grønsisken

    • Medio september til medio oktober på en kvartskyet dag med jævn til frisk vind 4-8 m/s fra V og lidt nedbør V for. Et vindomslag om natten fra svag N til svag S kan give stort træk.

  • Stillits

    • Fra en uge ind i oktober og måneden ud i halvskyet til næsten overskyet vejr i jævn til frisk vind 4-8 m/s fra SV og evt. lidt byger.

  • Rørspurv

    • Medio september til medio oktober i halvskyet vejr med jævn til frisk vind 4-8 m/s fra V og evt. lidt byger.


Kan man udlede noget om trækket ved også at se på de dårlige dage med fugletræk?

I det følgende har jeg sammenholdt gode og dårlige trækdage med vejret for de 23 arter. Dertil er der oplysninger om trækretning og antal observationer for hver art.

Data er udvalgt ved at finde en stor trækdag, hvor der samtidig eksisterer data op til og/eller i forlængelse af den store trækdag.

For en enkelt art (Rødstrubet Lom) er der kun fundet 3 fortløbende dage i forbindelse med en stor trækdag, mens der for alle andre er fundet mellem 4-8 fortløbende dage omkring en stor trækdag. 

Data har givet god mening i forbindelse med udarbejdelsen af "trækudsigterne", men kommenteres i øvrigt ikke yderligere herunder.


Sangsvane
De fleste Sangsvaner trækker mod SV og langt de fleste kommer trækkende over land fra N eller NØ. 

I de sidste 30 år er der registreret 1553 trækkende Sangsvaner ved Rosenvold og heraf er de 778 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Canadagås
De fleste Canadagæs trækker mod S og SV og en del kommer trækkende over land fra NØ.

I de sidste 30 år er der registreret 4977 trækkende Canadagæs ved Rosenvold og heraf er de 4852 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Bramgås
Bramgæs optræder om efteråret ved Rosenvold på træk mod V og SV til Vestjylland og Vadehavet. Det er kun en meget lille andel af trækket, vi ser ved Rosenvold, da hovedtrækket over Jylland går længere mod syd. 

I de sidste 30 år er der registreret 46362 trækkende Bramgæs ved Rosenvold og heraf er de 22967 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Pibeand
Pibeænder optræder ved Rosenvold på træk mod især V om efteråret. Ofte trækker de i pænt store flokke med andre svømmeænder midt i fjorden. Før Pibeænderne når Vejlefjordbroen tager de højde, for de tør ikke flyve under broen, ligesom alle andre trækfugle.

I de sidste 30 år er der registreret 16526 trækkende Pibeænder ved Rosenvold og heraf er de7529 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Sortand
Sortænder optræder ved Rosenvold i det meste af året. I 2023 opdagede vi, at der i første halvdel af august (måske regelmæssigt) kan ses et ret stort SV-træk i dagtimerne, hvilket var overraskende. Det er almindelig kendt, at Sortænder trækker over Jylland om natten.

I de sidste 30 år er der registreret 42202 trækkende Sortænder ved Rosenvold og heraf er de 26158 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Rødstrubet Lom
Rødstrubet Lom trækker mod V til SV ofte på stor højde ind i Vejle Fjord. De fleste antages at trække videre tværs over Jylland. 

I de sidste 30 år er der registreret 2653 trækkende Rødstrubet Lom ved Rosenvold og heraf er de 1097 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Rørhøg
De fleste Rørhøge trækker ud mod SV ved Rosenvold. I de seneste to år er der set henholdsvis 98 og 118 Rørhøge, hvilket er klart over et gennemsnit på 70 for de seneste 10 år. Den væsentligste forklaring er nok, at vi i de seneste par år har lært, at man ikke skal forlade Rosenvold til middag (som vi næsten altid har gjort), for så går man glip af mange af rovfuglene.

I de sidste 30 år er der registreret 920 trækkende Rørhøge ved Rosenvold og heraf er de 702 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024.



Hvepsevåge
En del Hvepsevåger trækker V og krydser først fjorden ved Træskohage Fyr, mens andre trækker SV ved Rosenvold. Gennemsnittet for antal Hvepsevåger er 80 for de seneste 10 år. Årstotalen svinger dog en del og det skyldes efter alt at dømme, at særligt de voksne fugles træk kan være meget koncentreret, så misser vi den store dag i ét år, kan det give et stort udslag ved sammenligning mellem årene. 

I de sidste 30 år er der registreret 1051 trækkende Hvepsevåger ved Rosenvold og heraf er de 794 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).


Ungfuglene trækker senere end de voksne og Rosenvold er begunstiget med en forholdsvis stor andel af ungfugle i forhold til mange andre steder - tror jeg nok. I den seneste 10-års periode fra 2015-2024 er der registreret 171 ungfugle svarende til lidt over 20% af alle Hvepsevåger.



Tårnfalk
Tårnfalkene går ud på en bred front, men flest over Rosenvold eller længere mod Ø. I de seneste 3 år (2022-24) er der i alt set henholdsvis 193, 318 og 189 Tårnfalke på træk ved Rosenvold.

I de sidste 30 år er der registreret 2120 trækkende Tårnfalke ved Rosenvold og heraf er de 1662 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Strandhjejle
Strandhjejle ses typisk trække mod SV på ret stor afstand, omtrent midt i den 4 km brede fjordmunding.

I de sidste 30 år er der registreret 752 trækkende Strandhjejler ved Rosenvold og heraf er de 522 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Almindelig Ryle
Almindelig Ryle er den almindeligste vadefugl ved Rosenvold og ses oftest trække SV, på ret stor afstand, ude midt i fjorden. I figuren herunder behandles kun de voksne fugles træk i juli, men ungfuglenes træk i august/september ses dog også ved Rosenvold, men i mindre omfang.

I de sidste 30 år er der registreret 2668 trækkende Almindelige Ryler ved Rosenvold og heraf er de 2058 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Almindelig Kjove
Almindelig Kjove trækker typisk mod V ind i fjorden og nogle gange i småflokke. De fleste formodes at tage højde før de når Vejlefjordbroen og derfra trække videre på tværs af Jylland.

I de sidste 30 år er der registreret 516 trækkende Almindelige Kjover ved Rosenvold og heraf er de 313 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Dværgmåge
Dværgmåger trækker V, ligesom de Almindelige Kjover, midt i fjorden og ofte i småflokke. Ligesom alle andre trækfugle skruer de sig op før de kommer til Vejlefjordbroen, for de tør ikke flyve under. 

I de sidste 30 år er der registreret 916 trækkende Dværgmåger ved Rosenvold og heraf er de 397 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Havterne/Fjordterne (HF-terner)
HF-terner trækker V midt i fjorden og når de nærmer sig Vejlefjordbroen skruer de sig op, for de tør ikke trække under broen. Nogle raster mellem broen og Vejle By, inden de igen skruer sig op og trækker mod V ind over byen og videre tværs over Jylland.

I de sidste 30 år er der registreret 19799 trækkende HF-terner ved Rosenvold og heraf er de 16885 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Ringdue
Ringduerne kommer fra NØ og trækker SV og altid på stor højde, hvor selv flokke på flere hundrede fugle kan være svære at få øje på.

I de sidste 30 år er der registreret 617690 trækkende Ringduer ved Rosenvold og heraf er de 262425 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Svaler (Landsvale, Bysvale og Digesvale)
Svalerne trækker mod S og SV ved Rosenvold. Både Landsvale og Bysvale ses talrigt, men Landsvale er dog den klart talrigeste. Mit gæt er at under 5% af svalerne er Digesvaler.

I de sidste 30 år er der registreret 530000 trækkende Svaler ved Rosenvold og heraf er de 225000 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Skovpiber & Gul Vipstjert
Skovpiber og Gul Vipstjert trækker mod SV og indleder sammen dagtrækket af småfugle om efteråret. Gul Vipstjert typisk nogle få dage før Skovpiber. Når vi når frem til medio september, ses der sjældent 2-cifrede antal af de to arter. Gul Vipstjert holder ud lidt længere end Skovpiber.

I de sidste 30 år er der registreret 35091 trækkende Skovpibere og 19470 Gule Vipstjerter ved Rosenvold og heraf er 15935 Skovpibere og 10816 Gule Vipstjerter registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Vindrossel
Vindrossel kan visse år optræde talrigt ved Rosenvold og i de fleste tilfælde trækker de langs skovkanten mod V. De største trækdage falder ofte sammen med finregn og diset vejr, som desværre ikke kan aflæses i DMI´s Vejrarkiv.

I de sidste 30 år er der registreret 140180 trækkende Vindrosler ved Rosenvold og heraf er de 82766 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Bog-/Kvækerfinke
Bogfinke og Kvækerfinke behandles her samlet, da en betydelig del af observationerne omhandler ubestemte finker. Trækket går ofte hen over Rosenvold mod SV. Bogfinke kulminerer i månedsskiftet september/oktober, mens Kvækerfinke typisk kulminerer lidt senere. 

I de sidste 30 år er der registreret 384828 trækkende Bog-/Kvækerfinker ved Rosenvold og heraf er de 113054 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Grønsisken
Grønsisken trækker mod SV og er en art, som let lader sig registrere på flugtkaldet og flokstrukturen, når de kommer trækkende med andre småfugle. 

I de sidste 30 år er der registreret 133227 trækkende Grønsiskener ved Rosenvold og heraf er de 44957 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).



Stillits
Stillits trækker mod SV og er en art, som let lader sig registrere på flugtkaldet og det kraftige gule vingebånd, i flokkene af andre småfugle.

I de sidste 30 år er der registreret 15627 trækkende Stillits ved Rosenvold og heraf er de 9124 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).  



Rørspurv
Rørspurve ses ofte i små grupper trække videre mod SV efter rast i tagrørene ved Rosenvold.

I de sidste 30 år er der registreret 18718 trækkende Rørspurve ved Rosenvold og heraf er de 9728 registreret i den seneste 10-års periode (2015-2024).