Mit "forsømte" forår 1993

I påskeferien 1975 var jeg som 15 årig på fugletur til Skagen sammen med Erik Enevoldsen og Peter Jørgen Petersen (Hyds). Det var første gang vi var i Skagen og det var bidende koldt. Vi pivfrøs hver nat i den gamle utætte lade på Thagaard´s Camping på Oddevej 38A, men på trods af kulden, havde vi en fantastisk tur.

Peter Jørgen Petersen (Hyds), Erik Enevoldsen og mig (stående på bagagebæreren) på tandem på vej fra Nordstrand i Påsken, den 26.-31. marts 1975. Foto: Ukendt

I 1975 blev marts/april anset for at være det optimale tidspunkt til fugletræk i Skagen. Nogle få pionerer havde dog allerede i 1970 opdaget, at der også var et betydeligt rovfugletræk over Skagen i maj, men den viden var ikke nået til Hvide Sande, hvorfra Erik og jeg kom.

I 1972 blev Skagens første Fuglestation oprettet med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet. Støtten rakte til husleje og varme og nogle få håndører til observatørerne. Stationen lukkede dog allerede igen i juni 1976. I stationens fireårige levetid, blev der indsamlet trækobservationer i perioden 12. marts til 15. juni. 

Op igennem 1980erne blev det i stigende grad populært at se på fugletræk i maj måned i Skagen, men når vi nærmede os juni, tog alle tilrejsende hjem. 

I 1994 udkom Bjarne Bertel´s bog "Fugle over Skagen", hvor han formfuldendt og levende beskriver de to årtier fra begyndelsen af 1970erne til først i 90erne. I forordet skriver han: "Netop i disse år blev fugletrækket i Skagen genstand for en eksplosiv interesse og indgående analyse, men trods et øget kendskab til det overdådige fugleliv, voksende vores forundring bestandigt over lokalitetens uudtømmelige rigdom af overraskelsesmomenter". I bogens afsnit om juni måned skriver han: "...sidst i maj og i begyndelsen af juni var forårstrækket endnu ikke helt forbi...I Skagen ses der sjældenheder året rundt, fortrinsvis i træktiderne, men intet tidspunkt er mere højaktuelt end månedsskiftet maj/juni".  

På trods af Bertel´s fortælling om juni måneds hit-potentiale og fx Erik Christophersens førstefund af Nonnestenpikker den 13. juni 1991, så var det mig bekendt først ind i 00erne, at det blev almindeligt at se tilrejsende lykkeriddere, som blev "hængende" på Verdens Ende til et godt stykke ind i juni. 

Men min erindring efter midten af 1990erne er måske ikke helt retvisende, da jeg slet ikke var i Skagen i årene 1994-1997. I den periode boede jeg i Grønland. 

Mit "forsømte" forår 1993

Allerførst vil jeg sige tak til Lars Paaby og Alex Bühring for stor hjælp til at støve min 1993-hukommelse af og til Lars for udlån af historiske fotos.

Den 17. maj 1993 afsluttede jeg mit biologistudie på Københavns Universitet med speciale i ekstracellulær enzymdannelse hos den termofile skimmelsvamp Thermomyces lanuginosus. Specialet blev udført ved Afdelingen for Generel Mikrobiologi i Sølvgade, som tidligere husede Den Polytekniske Læreanstalt (indviet 1890). I disse historiske bygninger tilbragte Niels Bohr det meste af sin studietid og fra 1912 til 1920 var det hans arbejdsplads.

Forårets fugletræk havde jeg på det skammeligste forsømt indtil afslutningen af mit studie. Det vidste jeg godt ville ske og derfor havde jeg i meget god tid, inden specialeafslutningen, lejet Edith Aså´s sommerhus på Nordstjernevej 5 i Skagen. Aftalen med Edith lød på 3 uger fra den 20. maj til den 10. juni og det kostede ikke ret meget, hvis jeg ville slå græsset. 

Huset kendte jeg godt fra tidligere år, hvor jeg også slog græs, og jeg vidste derfor, at det var et interimistisk selvbyggerhus, som var opstået ved knopskydning, med mange små rum og en "massegrav" med plads til 8-10 karrimater (liggeunderlag). 

Huset passede gevaldigt godt ind i det selvbillede vi havde dengang, som eventyrere på evig lykkejagt, og for mange af os var huset da også stor luksus, sammenlignet med de mange dage i telt igennem årene.

Den 19. maj sendte jeg min cykel fra København til Skagen med DSB-rejsegods og så var jeg klar til at drage nordpå. 

Ankomst til Skagen den 20. maj

Tidligt om morgenen den 20. maj blev jeg hentet i Kronborggade 16 af Lars Paaby, Alex Bühring og Sakari Kauppinen (Sakke). Lars, Sakke og Bühring´s tur til Skagen var begrænset til Kr. Himmelfartsferien, mens jeg havde planlagt at blive indtil et godt stykke ind i juni. 

Vi kørte til Skagen i Lars´ bil via Odden/Ebeltoft og ankom til Storeklit lige syd for Skagen ved ellevetiden i fint vejr, Ø 4-5 m/s, god sigt og 22 grader. Det lovede godt, for der var udsigt til en lun østenvindsperiode i Kr. Himmelfartsferien og rovfugletrækket var da også allerede godt i gang, da vi ankom. Den første dag på Storeklit blev to Aftenfalke og 60 Hvepsevåger ført til protokol. 

Den 21. maj startede morgenobsen ved Nordstrand og først ved middagstid flyttede vi ind på heden v/Granly. Dagen bød på fint træk, heriblandt 3 Aftenfalke og omkring 400 Hvepsevåger.

Heden SV for Granly den 21. maj 1993. Bagerst fra venstre ses: Erik Christophersen, Lennart Pedersen, Peter Arp, Morten Møller Hansen og forrest fra venstre ses Mogens (fed) Henriksen, Alex Bühring, Alex Sand Frich og Jens Eriksen. Foto: Lars Paaby

Ådselgrib over Skagen i Kr. Himmelfartsferien den 22-23. maj

Kr. Himmelfartsferiens afslutning blev også afslutningen på den lune østenvindsperiode, men ikke nok med det - det blev også en historisk afslutning.

Den 22. maj startede vi ved Nordstrand. Midt på formiddagen kørte vi i bil halvvejs mod Grenen ad Nordstrandsvej, som dengang forbandt Nordstrand og Grenen langs kysten, men som desværre lukkede et par år senere. Vinden var svag Ø 2 m/s og derfor valgte vi at prøve "et nyt sted", der var sådan lidt "midt-imellem" det, vi plejede at gøre.

Alex Sand Frich og Alex Bühring på "den nye obspost" i de yderste klitter mellem Nordstrand og Grenen den 22. maj 1993. Foto: Lars Paaby

Ifølge mine noter forlod vi "den nye" obspost kl. 16.30 og da vi kom frem til Batterivej, hørte vi straks, at der skulle være set noget Gribbe-værk syd for byen. Rygterne var til en start tvetydige og der blev talt om både Munkegrib og Ådselgrib. Efter nogen tid stod det dog klart, at der måtte være noget om snakken...

Da forlød det nemlig fra flere sider, at en gruppe nordmænd og danske Lars Witting, uafhængigt af hinanden, havde set en Ådselgrib lavt over Hulsig Hede, og det skulle være ganske vist. På det tidspunkt trak det op til et gevaldigt tordenvejr over Skagens Odde, men det holdt os ikke tilbage. Hurtigt steg vi til "vogns" og fór ned til Brenderpasset på Hulsig Hede, for at spejde efter Ådselgribben. 

Vi så naturligvis ingen Grib i uvejret og jeg tror såmænd heller ikke, vi så en eneste fugl, da vi stod dér på den høje klit i torden og silende regn. Drivvåde kørte vi tilbage til Skagen med uforrettet sag og så var det rart at bo i hus, så vi kunne nå at blive tørre til den næste dag.

Næste dags morgen startede vi på Grenen kl. 05.30 og snakken gik naturligvis om gribben og hvorfra vi bedst kunne holde øje med, om den skulle vise sig igen. Vi blev hurtigt enige om, at Grenen ville være et dumt sted at være, hvis gribben kom på trækforsøg. Derfor forlod vi Grenen uhørt tidligt kl. 08.00 og kørte direkte til Flagbakken syd for byen.

Det var klogt, for allerede kl. 08.40 lettede den første flok Hvepsevåger fra klitplantagen syd for os og da sagde Bjarne Bertel lavmælt: "Der kommer noget større op". Jeg havde lige netop fået fuglen ind i teleskopet-feltet og råbte sekundet efter: "Der er den". 

For et par år siden fortalte Lars Paaby, at han troede, det var mig der opdagede Ådselgribben fra Flagbakken. Det fik mig til at tænke på, om jeg måske var den eneste, der hørte Bertel´s lavmælte melding, for jeg var tættest på. Så derfor vil jeg her benytte lejligheden til at slå fast, at det var Bertel der opdagede Ådselgribben fra Flagbakken, hvis andre skulle være havnet i samme vildfarelse, som Paaby. Jeg råbte blot meget højt.

Der spejdes intenst efter Ådselgribben fra Flagbakken den 23. maj 1993. I forreste række fra venstre ses: Steen Søgaard´s hoved, Alex Bühring, Mogens (fed) Henriksen, stående Bjarne Bertel, Lars Paabys forladte teleskop, Alex Sand Frich og Jens Eriksen. Foto: Lars Paaby

Fra venstre ses: Morten Heegaard?, Sakari Kauppinen, Jens Eriksen, Alex Sand Frich, Steen Søgaard og en stående Bjarne Bertel. Siddende Niels Behrendt med datteren Siv. Foto: Lars Paaby

Ådselgribben kredsede hurtigt op sammen med Hvepsevågerne, for derefter at trække mod NØ mellem Flagbakken og Storeklit og videre ud mod Grenen. Gribben trak aktivt og hurtigere end Hvepsevågerne og snart havde den lagt afstand til dem, som var den en Fiskeørn. 

Ådselgribben trak målbevist ud over Skagerrak og så sig aldrig tilbage. Næste gang den (formentlig samme fugl) sås var ved Hoburg på sydspidsen af Gotland. Det var blot fire dage efter Ådselgribben havde forladt toppen af Danmark.

Afslappet stemning på Flagbakken da showet var forbi. I forreste geled fra venstre ses siddende: Steen Søgaard, Mogens (fed) Henriksen og stående: Bjarne Bertel, Alex Bühring, Alex Sand Frich, Sakari Kauppinen og siddende forrest Jens Eriksen og Niels Behrendt med datteren Siv. Foto: Lars Paaby

Der var stor glæde på Flagbakken og i Skagen efter Ådselgribbens exit, for de fleste fik den at se, heriblandt også Erik Enevoldsen og "Kr. Himmelfartsklubben". I dag har klubben vist nok skiftet navn til et eller andet ukendt nummer, som ingen nogensinde vil huske i fremtiden, og det er en skam. 

Som du nok allerede har gættet, så var der desværre enkelte som ikke fik set fuglen. Særligt husker jeg, at det gik galt for Jørgen Munck Petersen (af alle kendt som Munken) og Oluf Lou (af nogle kendt som Lucky Luke). 

Munken valgte det forkert sted

I 1993 var der, i min omgangskreds, kun to personer med mobiltelefon og det var murermestrene Lennart Pedersen og Munken. Begge var de hitjægere i den helt tunge ende og måske var det netop derfor, at de var først på mobilmoden. Mobiltelefonerne var dengang store som cykeltasker og tunge som bly. 

Munken havde valgt at vente på Ådselgribben i Brenderpasset lige syd for Skagen Klitplantage. Det blev skæbnesvangert, for gribben havde allerede passeret passet dagen forinden, men det var der ingen der vidste, før vi så den lette sammen med Hvepsevågerne fra Klitplantagen lidt syd for Flagbakken.

Lennart havde placeret sig på Gyvelmarkerne neden for Flagbakken og som altid tæt på sin bil og den tunge telefon, så man kunne rykke hurtigt. Han så Ådselgribben derfra. 

Så vidt jeg husker var det Lennart, der ringede til Munken og fortalte, at gribben netop var trukket forbi Flagbakken og nu var på vej mod Grenen. Derefter kørte Lennart til Grenen og fandt gribben derfra. Samtidig fór Munken afsted fra Brenderpasset i en rasende fart og da han ankom til Grenen havde Lennart stadig gribben i teleskopet langt ude over Skagerrak, men kun som en lille prik. Desværre var gribben så fjern, at Munken ikke kunne få øje på den, da han fik overdraget teleskopet fra Lennart. 

Rygter svirrede i årene efter, at Lennart skulle havde givet teleskopet et lille puf, da han overlod det til Munken, men det er altså det pureste opspind, kan jeg fortælle.

Det var et meget hårdt slag for Munken at misse Ådselgribben. I nabohuset til Aså´s hus boede Ole Gylling-Jørgensen og hans kone Birthe. De tog sig kærligt af Munken om aftenen og den næste morgen var Munken igen på benene - shaken but not stirred. Der skulle gå 24 år før Munken fik Ådselgrib på hans personlige Danmarksliste.

Lucky Luke var lidt for cool

I 1993 var vi en del der havde små radioer med langbølger, så vi i felten kunne høre vejrmeldingerne for søfarende via Kalundborg-senderen på 243 kHz. Der blev lyttet til vejrmeldingen flere gange om dagen og med en vis andægtighed, for er der noget, som er vigtig for os lykkeriddere i felten, så er det vejret.

Ådselgribben trak over Batterivej midt under vejrmeldingen kl. 08.50 - 55, og da gik Oluf Lou og ringmærkede fugle i området ved Nordbo og Granly tæt på Radarstationen. I mange år har jeg fortalt vidt og bredt, at Oluf var gået indendørs for at høre vejrmeldingen, da gribben trak forbi, men det passer altså ikke, har han for nylig fortalt mig. Han gik nemlig og passede ringmærkningen og var ganske uvidende om, at Ådselgribben helt uventet var lettet meget tidligt og fløjet mod Grenen. 

Oluf var alene om ringmærkningen og helt uden kontakt til andre, og det var ret cool på en dag med Ådselgrib i farvandet, tænker jeg. Jeg tror, det var fordi han var overbevist om, at han var home safe, for han vidste jo, at han var Lucky Luke.

Rosenstær på taget af et af "Skagenhusene" mellem Poul Eeg Camping og Batteriskoven den 31. maj

Østenvinden fik en brat afslutning fra den 24. maj, da vinden gik i vest. Dengang var vi ikke lige så glade for vestenvind, som vi er i dag. Fra den 24.-31. maj så vi følgende fugle: Pirol (24/5), Islom (25/5), Mellemkjove (26/5), Pirol (27/5), Turteldue og 2 Pirol (27/5), Rosenstær og Gulhovedet Gul Vipstjert (31/5). 

Rosenstæren blev opdaget kl. 05.10 da jeg var på vej på cykel til morgenobs på Grenen. Følgende blev dengang nedfældet om hændelsen: "På cykel, på hustag, på Batterivej, på vej alene til morgenobs på Grenen, opdages en fugl, der efter kontrastfordeling at dømme kunne være en Husskade, en Gråkrage eller en Rosenstær. Allerede inden jeg fik farten af cyklen og kikkert på fuglen, var jeg klar over, hvad der sad på tagryggen, idet fuglen i forhold til tagsten, skorsten og verdens øvrige proportioner, var på størrelse med en stær..."

Efter 8 minutter tog Rosenstæren vingerne på nakken og fløj skrigende afsted mod havnen. Den sås aldrig mere.  

Feltnoter m/skitse fra min notesbog, den 31. maj 1993.

Den 5. juni kom Bühring tilbage og denne gang havde han fru Mia med. De fik naturligvis "massegraven" for dem selv, hvor der var godt med plads og lys, og jeg fik igen én at tage morgenobsen sammen med. 

Gulbrystet Værling på Grenen den 10. juni

Juni måned var præget af vestenvind indtil den 10. juni. Af gode fugle i de første 10 dage af juni kan nævnes: Lille Fluesnapper (3/6), Turteldue (4/6), Pirol (5/6), Pirol (6/6), Turteldue, Pirol og 2 Biæder (7/6), Markpiber (9/6) og Gulbrystet Værling /10/6). Jow jow - starten af juni kunne noget, blev vi klar over.

Den 10. juni 1993 tog Bühring og jeg som sædvanlig alene på morgenobs og ankom kl. 06.10. Det var samtidig min sidste dag på Grenen og så var det i øvrigt dagen efter den allerførste nat med østenvind (ØSØ 4-6 m/s), siden vi så Ådselgribben forlade landet den 23. maj.

Morgenobsen i juni 1993 foregik hver dag på Grenen fra den alleryderste klit, som vi i dag kalder for Verdens Ende. Fra klitten til Skagerrak var der flad sandstrand og på Verdens Ende var eneste plantevækst Hjælme. Træer, buske og Havtorn, som vi kender det i dag, var der ingenting af. Det var der dog på SV-siden af det, vi i dag kalder den gamle strandeng mellem Restaurant De 2 Have og Verdens Ende.

Fuglemæssigt var det en morgen, som alle andre i starten af juni, med få fugle. I de første knap to timer var højdepunktet en gammel Dværgmåge i sommerdragt, der rastede på Kattegat-siden, så der var god tid til snak, smøger og kaffe. 

Klokken 08.05 hørte vi begge to svagt en stemme i retning mod Restaurant De 2 Have, som vi i første omgang henførte til bomlærke, som dagligt gjorde trækforsøg. Kikkerten blev dog hurtigt rettet mod lyden, da fuglen kom tættere på, for da "ændrede" lyden karakter til en "tikken", helt forskellig fra Bomlærkens spyt-kald. Da så vi en "spurvestor" citrongul småfugl med sortagtigt hoved komme flyvende ret imod os. Da den kom lidt tættere på, så vi også et tydeligt afsat varm "chokoladebrun" brystbånd på den meget gule krop og bestemmelsen faldt da prompte. I munden på hinanden fik vi febrilsk og usammenhængende fremstammet noget i retning af: "Gærdevær - Nej, æh - øh, Alex, Alex - Se her, tik-værling, GULBRYSTET VÆRLING!"

Feltnoter m/skitse fra min notesbog, den 10. juni 1993.

Vi så fuglen flyve frem og tilbage 3-4 gange lige foran næsen på os i medlys og hele tiden ivrigt tikkende, som var den en Engpiber, der lige var blevet skræmt op. Afstanden var 20-30 m og i 8-10 m højde. Fuglen landede herefter ved foden af klitten ud mod Kattegat-siden, uheldigvis skjult af en dusk Hjælme. Efter et minut lettede den igen og gentog frem-og-tilbage seancen, hvorefter den fløj tilbage over den gamle strandeng mod Restauranten, hvorfra den var kommet. Der så vi den lande i de nærmeste buske, desværre ude af syne. 

Under hele optrinnet bemærkede vi en mørk overvinge med et stort og meget iøjnefaldende hvidt felt forrest på armen, svarende til det der ses hos en han-Bogfinke, samt varm "chokoladebrun" ryg. Vi bemærkede ligeledes, at fuglen virkede lidt kraftigere og mere korthalet end fx Rørspurv, hvilket vi ikke mente var beskrevet i litteraturen. Flugten beskrev vi som piber/rørspurvelignende, men "piber-delen" kom nok med fordi den fløj frem og tilbage på urolig Engpiber-manér. Værlinger flyver nu engang bare som værlinger gør, hvis de ikke er store, som en Bomlærke. 

Efter en kort snak aftalte vi, at Bühring skulle holde øje med stedet, hvor fuglen var landet, mens jeg løb ned til Grenens P-plads, for at ringe til Knud Pedersen fra en telefonboks. Kort efter jeg var smuttet ser Bühring fuglen i toppen af en busk og råber det til mig, men jeg var for langt væk til at høre det. Bühring så da fuglen skråt bagfra og bemærkede varm "chokoladebrun" ryg og et tydeligt hvidt felt ved vingeknoen, samt gul brystside, inden fuglen igen forsvandt ned i buskene.

Det lykkedes at få fat i Knud og en times tid senere så vi ham luske rundt i området, hvor fuglen sidst var set. Desværre genfandt han ikke fuglen og det gjorde vi heller ikke.

Der er blot seks fund af Gulbrystet Værling i Danmark. Fire fund på Christiansø (22/8-1984; 19/6-1990; 30/8-1991; 19/8-1996) og to i Skagen (10/6-1993; 12/6-1995). Begge fugle i Skagen var udfarvede hanner, som måske var kommet lidt ud af kurs på deres vej til ynglepladsen i Finland.

Både Bühring og jeg havde tidligere erfaring med Gulbrystet Værling fra ynglepladser i Finland. Jeg så arten i både i 1976 og 1978. Efterfølgende så Bühring i øvrigt også Danmarks sidste på Christiansø i 1996. Sidenhen har vi, sammen med Peter Lafrenz, set arten på Happy Island i Kina i 2007.

Gulbrystet Værling han, Liminkabugten syd for Oulu, Finland, den 26. juni 1978. Foto: Alex Sand Frich

Gulbrystet Værling Emberiza aureola blev engang betragtet som en af ​​de mest talrige spurvefugle i Eurasien. Dens globale bestand blev anslået til at være flere millioner fugle, og dens yngleområde udvidede sig vestpå ind i Europa før 1980'erne.

Den vestlige udbredelse nåede frem til det vestlige Finland. Særlig kendt blev ynglebestanden omkring Oulu i Liminkabugten ved den Botniske Bugt. Den Gulbrystede Værling forsvandt som ynglefugl i Finland før 2010 og i dag anses arten for at være globalt truet. 

De største trusler er ukontrolleret jagt på fugle under trækket og i vinterkvarteret. Tab og forringelser af levesteder, brug af kemikalier i landbruget og andre forureningsfaktorer, er sandsynligvis medvirkede årsager til tilbagegangen.

I perioden 1980 - 2013 vurderes bestanden, i hele dens udbredelsesområde, til at være faldet med 84-95%. Det er skræmmende at tænke på. Hvis du vil læse mere om den triste udvikling kan du klikke her

For dig, der måske går og drømmer om at se en Gulbrystet Værling i Danmark, er udsigterne desværre meget ringe. Men hvis du vil satse målrettet på at se den, så siger historien, at du skal være i Skagen eller på Christiansø i det sene forår (10.- 20. juni) og på Christiansø i sidste halvdel af august. Jeg håber du en dag får held af at se denne eksotiske værling, for så tror jeg der er en god chancen for at arten er i fremgang, globalt set.

Ikke mindre end syv af de omtalte lykkeriddere i denne fortælling er døde siden 1993. De har hver og én bragt gamle minder frem. Det var fedt at have Jer med på eventyr, så længe I kunne: Peter Jørgen Petersen (Hyds), Lennart Pedersen (LP the real), Mogens (fed) Henriksen, Bjarne Bertel, Ole Gylling-Jørgensen, Jørgen Munck Petersen (Munken) og Peter Arp.

Og til alle Jer, der stadig trækker vejret og har læst med, vil jeg blot sige "Held head high", som min gode gamle ven Bühring nogle gange afslutter vores telefonsamtaler.

Vi ses i Skagen til foråret.