Skagensmalerne og mødet med Kejseren

Hermed et udpluk af nogle af de mest mindeværdige øjeblikke fra første halvår, som ikke allerede er blevet fortalt i mine foregående indlæg fra 2025.

Foråret er altid en fuglemæssig hektisk tid med kun få fridage i det Nordjyske. En af disse fridage i år var den 16. maj, hvor Yvonne og jeg besøgte Skagens Museum.

Vi genså mange af de velkendte malerier og nye var kommet til og dertil var der en særudstilling med fotografier af flere af de kendte Skagensmalere. 

Mit yndlingsportræt på Skagens Museum er "Den leende Lars Gaihede". Portrættet virker autentisk og selv om jeg har set det mange gange før, gør det altid et stort indtryk. 

Lars Gaihede var fisker og vejrbidt, ligesom min far, så grunden til at jeg holder så meget af netop dette maleri, er måske, at jeg i maleriet ser noget af det, jeg selv er rundet af.

"Den leende Lars Gaihede", Christian Krohg 1879/80. Foto: Alex Sand Frich

I den fotografiske særudstilling stødte jeg på en af de tidligste Skagensmalere, Carl Locker. Ham kendte jeg ikke noget til før besøget i år og det gør jeg stadig ikke...altså lige bortset fra, at jeg nu ved, at han havde en hund ved navn Tiger.

Carl Locker og hans hund Tiger ved Det Döckerske Telt. Ukendt årstal men før hans død i 1915. Foto: Alex Sand Frich

Der findes stadig kunstnere i Skagen, om end de fleste er knap så flamboyante som datidens kunstnere. 

En af disse er Karsten Klausen, også kendt som KK, som ud over at være en dygtig ornitolog og snedker også gør det udi i musik og tegning og så har han hithunden Minna. 

Som jeg ser det, er der påfaldende ligheder tilbage til Locker og hans hund Tiger, men om der er tale om andet end tilfældigheder, er naturligvis ren spekulation.  

Her ses jeg i selskab med Karsten Klausen og hithunden Minna, den 1. maj 2025. Foto: Erik Christophersen

Den 7. maj mødtes jeg med min barndomsven Erik Enevoldsen på "Sandklit" nær Sandormsvinget på Grenen og en times tid senere opdager vi på ret stor afstand en Sortand, som vi mistænker for at være en Amerikansk Sortand. 

Vi var dog ikke helt sikre på artsbestemmelsen, så vi besluttede, at Erik skulle gå ud til Skagerrak kysten for at komme tættere på fuglen. Imens holdt jeg godt øje med fuglen, så den ikke blev væk for os.

Da Erik kom ud til kysten, stod det ret hurtigt klart, at det vitterlig var en amerikaner. Det var rart, for det var en fugleart, jeg havde ledt efter i mange år uden held.

Fuglen sås af mange og dagen efter lykkedes det for Erik Christophersen at få et fint billede af fuglen i en flok almindelige sortænder.

Amerikansk Sortand med gul "legoklods" på næbbet ud for Sandormsvinget, den 8. maj 2025. Foto: Erik Christophersen

For Erik Enevoldsen vil den 7. maj 2025 dog blive husket for noget helt andet end den amerikanske rapand. Den vil nemlig blive husket for en Blå Glente, der dukkede op et par timer senere. 

Erik har i mange år drømt om at se Blå Glente i Danmark og selv om han har ledt meget efter den, har det altid været på de forkerte steder eller på de forkerte tidspunkter, altså lige indtil nu. 

Til den fortælling knytter sig et 27 år gammelt minde. 

Den Blå Glente kom retur over Sandklit efter trækforsøg over Skagerrak, den 7. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Tilbageblik:

Den 29. marts 1998 havde jeg besøg af Erik Enevoldsen og hans hustru Nanna i Jelling, hvor jeg dengang boede med min daværende familie. På en gåtur i Vejle Ådal talte vi bl.a. om, at det snart måtte være på tide, at vi skulle finde en ny fugleart for landet (NFL). Inden turen var omme, var vi blevet enige om, at det skulle være en Blå Glente, for det var da en fugleart, vi nok skulle kunne kende. 

Da Erik og Nanna sidst på dagen var taget afsted mod deres hjem ved Søndervig, gik jeg på kontoret og tændte for PC og Get2Net-modem for at tjekke datidens vigtigste hjemmeside om fugle, som Erik Christophersen (EC) fra Skagen stod bag.

Efter mindst 5-minutters venten var der etableret forbindelse til internettet via Get2Net og EC´s hjemmesiden tonende langsomt frem på skærmen og lige dér stod der med store blå bogstaver: BLÅ GLENTE i Skagen! 

Den følgende nat tog jeg afsted mod Skagen sammen med min dengang 11 årige bonussøn Anders Ask Carton og var fremme i god tid før daggry. Vi stillede vi os ved Klitbo/Ellekrattet sammen med andre morgenfriske birdere fra hele landet og hurtigt blev vi en temmelig stor forsamling med mange velkendte ansigter.

I det allerførste lys spottede vi den Blå Glente muse lige øst for os. Erik Enevoldsen var der ikke og der skulle altså gå omtrent 27 år før han fik set arten i Danmark.

Den 7. maj i år lykkedes det endelig for både Erik og Nanna at se den Blå glente i Danmark. Det blev naturligvis fejret på behørig vis med basser og højt humør på toppen af Sandklit. 

Nanna Nygaard Enevoldsen, Erik Enevoldsen og brødrene Jonas og Jens Fahrendorff, Sandklit den 7. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 9. maj så Morten DD Hansen en Lille Skrigeørn indtrækkende ved Rosenvold og blot 25 timer senere, sås selv samme fugl over Skagen. Yvonne og jeg var heldige, at se fuglen sidst på eftermiddagen, da den krydsede Råbjergvej på vej retur mod SV. Den sås aldrig mere i Danmark.

Lille Skrigeørn med let genkendelig fældning over Råbjergvej, den 10. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 12. maj blev en helt fantastisk dag for rigtig mange fuglefolk i Skagensområdet, men det kunne meget let være endt i en tragedie for Yvonne og mig. Mere om det lidt senere.

Dagen starten som altid på Grenen, hvor alle, ligeså længe de gad, kunne se den fineste mørke Dværgørn gøre trækforsøg med musvåger. 

Mørk Dværgørn med Musvåge over Verdens Ende, den 12. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Om eftermiddagen opdagede Yvonne en Steppeørn over vores sommerhus kl. 14.21. Det var en fugl som alle i Skagensområdet havde set dagen før, på nær Yvonne og mig. Det var årets anden Steppeørn i Skagensområdet. 

Steppeørn over vores sommerhus i Lodskovvad, den 12. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Steppeørnen var nok fløjet lige over vores sommerhus dagen før, men det var der ingen der så, måske mest af alt fordi Yvonne og jeg på det tidspunkt gik tur ad en ny vandrerute vest for Tversted Strand.

Yvonne på den ny vandrerute ved Tversted Ås udløb, den 11. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Sidst på eftermiddag, stadig den 12. maj 2025, endte i et sandt festfyrværkeri på Råbjergvej, men inden det skete, skulle Yvonne og jeg gå så grueligt meget igennem. 

Klokken 15.35 ringende Conny Jensen til mig og spurgte om vi ville kom op til Råbjergvej for at hjælpe hende med at lede efter Steppeørnen, når den forventeligt ville komme retur. Få minutter senere ringede Lars Paaby fra Flagbakken og spurgte om det samme.

Jeg måtte med beklagelse sige til dem begge, at både Yvonne og jeg var alt for trætte og derfor nødsaget til at få en lur. Jeg satte derefter telefonen på lydløs og vi gik trygt i seng og sov som en sten. 

Normalt er det kun mig der har behov for en lur (jeg står ukristeligt tidligt op) og det er derfor sjældent at telefonen bliver sat på lydløs, medmindre Yvonne også skal sove. Så de fleste dage lytter Yvonne efter om der på zello bliver meldt Kejserørn eller Grib, for så skal jeg vækkes. Ligesom Yvonne ved, at jeg gerne vil se Kejserørn, så er det også almen kendt blandt min gode venner.

Da jeg stod op efter min lur kl. 16.55 og var på vej til køkkenet for at sætte vand over til kaffe, gik jeg lige forbi min telefon og hørte derfra en ganske svag brummen. Det var nok en Birdalarm, tænkte jeg.

Jeg fik halvt sovende sat vandet over, fundet mine briller og tog først da telefonen op for at se, hvad der var hændt. Straks kunne jeg se at Conny havde forsøgt at ringe til mig kl. 16.51. 

Dernæst så jeg, at der var en Birdalarm om Kejserørn i Frederikshavn Kommune afsendt kl. 16.55 (det var den der brummede). I Birdalarmen stod der desværre ingenting om lokaliteten for observationen, men jeg var dog klar over, at vi så småt skulle i gang med at gøre os klar til at kunne rykke.

Tilbageblik (tak til Lars Paaby for hjælp med dette historisk skriv):

"Kejserørn i Danmark har stået højt på min ønskeliste i ganske mange år på grund af en hændelse for næsten 34 år siden. Historien er kort fortalt, at Lars Paaby og jeg lørdag den 28. september 1991 sad alene ved Holtug Kridtbrud på Stevns, da vi sandsynligvis så den nu legendariske Kejserørn, kendt som "Kejser-Franz", trække ind i glideflugt syd for os, hvor vi fejlbedømte fuglen til en ung Rørhøg...det burde ikke kunne lade sig gøre, men... 

Kejser-Franz var forinden set trække ud nord for fyret ved Falsterbo, men det hørte vi først om senere. Havde vi vidst det, da fuglen trak ind på Stevns, var det måske gået anderledes. Men ingen i Danmark vidste, at Kejser-Franz var på vej over sundet, for det var før nutidens smarte kommunikationsmidler som Birdalarm, zello og mobiltelefoner. 

Men andre var mere kvikke end os, for Kejser-Franz sås nemlig med sikkerhed kredsende over Holtug Kirke af Steen Søgaard, Hans Henrik Schou, Oluf Lou og Mogens (fed) Henriksen, da de var på vej til obs på Stevns. 

Holtug Kirke ligger blot 2 km vest for Kridtbruddet, hvor Lars og jeg stod og deres observation passede tidsmæssigt perfekt med vores fejlbedømte fugl. Fundet er mærkelig nok aldrig blevet godkendt af det danske sjældenhedsudvalg, men måske blev det aldrig forelagt udvalget". 

I sommerhuset er vi efterhånden klar til at kunne rykke. Klokken 17.04 går jeg rundt med min telefon i hånden og ser på displayet, at Lars Paaby ringer (telefonen er stadig på lydløs). 

Jeg tager straks telefonen og Lars siger kort og godt: "Der er Kejserørn ved Råbjergvej lige ud for Rådyrvej" og jeg svarer resolut: "Vi kommer NU!".

Jeg var klar til afgang, griber min kikkert i forbifarten på vej ud til bilen og råber til Yvonne - vi kører nu - der går lidt tid og så råber hun tilbage - jeg kan ikke finde min kikkert, hvor er min kikkert og der opstår panik. 

Rekonstruktion. Optakt til en tragedie da Yvonnes kikkert var pist væk. Foto: Yvonne Feldskov

Jeg iler ind i huset og leder dér, imens Yvonne farer ud i haven for at lede dér. Kort efter løber jeg også ud i haven, men kikkerten er pist væk. Efter nogle hektiske minutter løber jeg tilbage til bilen, hvorfra jeg var kommet og råber til Yvonne: Vi er nødt til at køre nu!

I det øjeblik kommer jeg til at kigge ned og opdager, at jeg har to kikkerter om halsen.

Forklaringen må være, at jeg allerede inden Lars ringende, havde taget min egen kikkert om halsen og at det derfor var Yvonnes kikkert jeg greb i forbifarten på vej ud til bilen.

Rekonstruktion. Kan du se komikken - Yvonnes kikkert er jo lige her om min hals. Foto: Yvonne Feldskov

Klokken 17.20 ser vi endelig Kejserørnen og kl. 17.55 ser vi den til sidst forsvinde lavt bag træer forfulgt af en Gråkrage over den vestlige del af Lodskovvad. 

Vi gættede på, at den gik til rast for natten og alt var godt.

Det var Lars Paaby der fandt Kejserørnen, da han havde valgt at forlade Flagbakken for at køre ned og hjælpe Conny med at lede efter Steppeørnen. Det er vi mange, udover Conny, der siger ham tak for.

Med til historien hører, at Jens Kirkeby havde sat sig i bilen for at køre ned og vække Yvonne og mig i det øjeblik Lars fik fat i mig på telefonen. Det var venligt af Jens og tak for det. 

Neden for ses Kejserørnen sammen med Steppeørnen og de to arter er mig bekendt ikke set sammen andre steder i Nordvesteuropa. 

Historisk foto af Kejserørn og Steppeørn ved Råbjergvej, den 12. maj 2025. Foto: Lars Paaby

Den 13. maj mødtes Erik Enevoldsen og jeg kl. 07.03 på den høje klit ved "Ulvestedet" på sydvesthjørnet af Bunken Klitplantage, i håbet om at Erik kunne få Kejserørnen at se. 

Vi havde aftalt at mødes på dette sted, fordi vi derfra havde det bedste mulige udsyn til området, hvor Kejserørnen forsvandt dagen før.

Allerede kl. 08.35 ser vi Kejserørnen skrue sig op i retning af den vestlige del af Lodskovvad og Mølklitten og efter nogle få minutter, ser vi den forsvinde mod sydvest. Om den trak væk eller gik på jagt ved vi ikke, men den blev ikke set siden.

Den 14. maj fejrede vi Kejserørnen med Yvonnes lækre kanelsnegle på Verdens Ende. Selv om støvet havde lagt sig, var humøret stadig højt, kan jeg fortælle.

Fra venstre Rolf Christensen, Kurt Willumsen, Pete (Hollænder), Lars Paaby og Erik Enevoldsen, Verdens Ende, den 14. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Men fuglefesten i Skagen var forbi for en stund og i de følgende 14 dages tid var det småt med store daglige overskrifter. Det er i øvrigt helt almindeligt, at det sker i perioder i Skagen om foråret.

I sidste halvdel af maj var der Pomeransfugle i vores nærområde og særligt en fugl ved Kandestederne blev meget populær. Fuglen var tillidsfuld og poserede tilsyneladende helt upåvirket foran de mange fuglefotografer, der lagde vejen forbi. 

Nogle af fotograferne så vi også krybe rundt på fuglens foretrukne blomstermark og da jeg så dem på afstand tænkte jeg først, om de måske var væltet.

Pomeransfugl ved Kandestederne, den 24. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 27. maj havde Yvonne og jeg besluttet os for at gå en morgentur i Lodskovvad, da der var varslet regn fra først på formiddagen. Turen blev imidlertid hurtig indstillet, da Simon Siggaard Christiansen fra Skagen Fuglestation over zello roligt meddelte, at de havde fanget en Cettisanger.

Jeg hørte imidlertid ikke hvad meldingen lød på og spurgte derfor Yvonne om hun hørte, hvad der blev meldt. Yvonne svarende roligt: "jeg tror han sagde Cettisanger" hvortil jeg ophidset svarede: "Det håber jeg fanme ikke" og derpå genhørte vi beskeden og så fik vi travlt.

Yvonne og jeg løb tilbage til sommerhuset og derfra hurtigt i bil til Grenens P-plads, for så igen at sætte i løb til ringmærkningsstedet. Vi nåede frem til ringmærkningsteltet en halv time efter zello-meldingen og lige akkurat tidsnok til at se den nye fugleart for Danmark blive sluppet fri. 

Simon Siggaard Christiansen og Lisa Vergin fremviste Cettisangeren lige inden den blev sluppet ved teltet nær Kabeltromlen, den 27. maj 2025

En lille halv time efter fuglen var sluppet, faldt de første regndråber på Grenen og så inviterede Rolf Christensen alle tilbageværende på Verdens Ende til fejring af Cettisangeren med øl og chips på Hvidefyrvej. 

På billedet herunder ses fuglefolksflokken til afterparty hjemme hos Rolf. Fra venstre er det: Henrik Højholm, Ole Kristjansen, Poul Jørgensen, Alex Sand Frich, Rolf Christensen, Andreas Bruun Kristensen, Lars Paaby, Kenneth Bach Christensen og Jakob Engelhardt. Det var hyggeligt.

Glade drenge og en pige (fotografen) fejrer Cettisangeren med champagne på Hvidefyrvej, den 27. maj 2025. Foto: Yvonne Feldskov

Med Cettisangeren var det ikke helt slut med fine arter i nettene for i år og den 8. juni fangede Skagen Fuglestation en Lille Rørsanger. Den skulle da også lige have en plads i fortællingen.

Lille Rørsanger vises frem ved Kabeltromlen, den 8. juni 2025. Foto: Alex Sand Frich

Lad mig slutte på Skagens Museum, hvor jeg begyndte.

Fra besøget den 16. maj vil vi særligt huske P. S. Krøyers maleri "Børsen", som for tiden er udlånt til Skagens Museum. Maleriet kunnet let være gået tabt, da Børsen brændte, den 16. april 2024, men blev heldigvis reddet uskadt ud af den brændende bygning.

Betydningsfulde (=pengestærke) mænd i Børsen, P. S, Krøyer 1895. Foto: Yvonne Feldskov

Og nu da sommeren har taget over, er det vel passende at slutte med et af de mest kendte malerier fra Skagen, P. S. Krøyers "Sommeraften på Skagen Sønderstrand (1893)".

Tre smukke kvinder på Skagens Museum, P. S. Krøyer 1893. Foto: Alex Sand Frich

Med det siger Yvonne og jeg stor tak til Jer alle for et fantastisk forår i Skagen og vi lover at vende tilbage, hvis alt går vel.