af Alex Sand Frich
Fortællingen herunder er bragt i Nordjyllands Fugle 2025 og i Skagen Fuglestations Årsskrift 2025:
https://www.skagenfuglestation.dk/images/arkiv/dokumenter_arkiv/Årsskrift_2025_web_udgave.pdf
Tophvepsevåge var på gennemrejse og blev kun set fra Nordstrand og Grenen i sammenlagt 12 minutter. Fuglen blev opdaget fra Nordstrand af Karsten Klausen (KK) klokken 10.13 og to minutter senere klokken 10.15 blev den, uden forvarsel fra Nordstrand, opdaget af undertegnede fra Grenen. Fuglen sås til sidst af mig fra Grenen klokken 10.25 og da forsvandt den af syne langt ude over Skagerrak.
![]() |
| Tophvepsevågen sås tæt på og lige over Nordstrand, den 1. maj 2025. Foto: Karsten Klausen |
![]() |
| Tophvepsevågen var akkurat synlig med det blotte øje da den var tættest på Grenen, den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
Tophvepsevågen blev i felten fejlbestemt til årets første Hvepsevåge Pernis apivorus ved Nordstrand og på Grenen blev den fejlbestemt til ung Høgeørn Aquila fasciata. To minutter efter den var forsvundet på Grenen, faldt brikkerne på plads, for da viste fotos taget ved Nordstrand og Grenen, at der i stedet var tale om en Tophvepsevåge og dermed en ny art for landet (NFL).
Fuglen var en udfarvet hun af den kanelfarvede type (cinnamon). En lignende dragt findes ikke hos vores egen Hvepsevåge (Forsman 2016). Så ser du en dag en kanelfarvet ”Hvepsevåge”, skal du kigge godt efter, for så kan det være en Tophvepsevåge eller en hybrid med Hvepsevåge...eller måske en ung Høgeørn.
Tophvepsevåge ses stadigt hyppigere uden for dens normale udbredelsesområde. Der er næppe tvivl om, at et øget fokus på arten og kendskab til skillekarakterer i forhold til Hvepsevåge, er en væsentlig forklaring på det stigende antal fund vest for udbredelsesområdet. Men der spekuleres også i, om arten er i færd med at udvide sit udbredelsesområde. Det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år og jeg tror ikke, at årets fund bliver det sidste i Danmark.
En vild fortælling til historiebøgerne
Den 1. maj 2025 ankom jeg til Grenens P-plads ved solopgang, hvor jeg tilfældigt mødte Michael Borch Grell (MBG). Jeg havde dagen før aftalt med Henrik Højholm (HHØ), at vi sammen skulle tage næste dags morgenobs på ”Sandklit” ved Sandormsvinget. Det fortalte jeg MBG, da vi mødtes og så gik vi derud og fandt HHØ på klittens top. Det viste sig, at der ikke var bemanding på andre af de sædvanlige obsposter på Grenen, hvilket var ret besynderligt med en let vind fra SV.
![]() |
| Lydoptageren, der optog hele forløbet på Sandklit, den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
Lidt hen på morgenen kom Søren Skov (SøS) forbi og slog sig ned, men han forlod os desværre i utide. Sigten over havet var ringe med dis og ind imellem kom havgus rullede ind over odden og i det fjerne kunne tågehorn fra skibene høres nu og da. Med disse vejrforhold vidste vi erfaringsmæssigt, at det kunne blive en god rovfugledag på Grenen, straks tågen lettede – hvis den lettede. Klokken 09.41 så vi det første tegn på, at det ville ske, da sollys kortvarigt brød igennem over Nordstrand. Da kunne vi se, at der var mange folk ved Nordstrand og det var måske forklaringen på, at vi var så få på Grenen.
Klokken 09.47 meldte Simon Sigaard Christiansen (SSC) over Zello, at der rastede en Vendehals Jynx torquilla på stien ind til Skarvsøen. SøS kaldte straks SSC over Zello, for at høre om Vendehalsen sad tættest på Grenen eller Nordstrand og fik svar om, at den sad tættest på Nordstrand. Fra klokken 09.52 begyndte det at klare op på Grenen og tankskibenes tågehorn truttede, som var det en hyldest til ”tågen letter” og klokken 09.57 lettede SøS anker og forlod obsposten på Sandklit. Klokken 10.02 kvækkede strandtudserne for første gang den dag og når det sker, spøger vi tit med, at der snart kommer et hit. Det var måske det, der fik mig til at tage dagens bedste beslutning, da jeg klokken 10.09 tog mit kamera frem fra tasken og tog et par prøveskud for at sikre mig, at indstillingerne var, som de skulle være.
Klokken 10.13 opdager jeg en fjern skrue med 20 Musvåger Buteo buteo i retning af Nordstrand. Vågerne forsvandt ind imellem i de stadigt lavt hængende skyer og klokken 10.14 kom dagens første Sandorm forbi. Klokken 10.15 kigger jeg stadig på skruen med de 20 Musvåger og da opdager jeg en større bredvinget rovfugl med plan vingestilling, som kommer ind i mit teleskopfelt fra højre og jeg siger til HHØ og MBG: ”hvad fanden er det!”. Min første tanke var en Havørn Haliaeetus albicilla, da jeg opfattede, at fuglen var meget stor med brede firskårne vinger, men da jeg efter et par sekunder havde fået bedre styr på størrelsen og proportionerne, sagde jeg højt: ”jeg tror, det er en Høgeørn”. Det var MBG hurtigt med på og efter mindre end et halv minut meldte jeg over Zello, at der ligger en Høgeørn og skruer mellem Sandklit og Nordstrand. HHØ havde endnu ikke fundet fuglen, men det fik vi snart rettet op på. Selv om bestemmelsen alene var baseret på jizz og størrelse sammenlignet med musvågerne, var vi alle tre enige om bestemmelsen. For der var bare ikke andre rovfugle i Europa, der passede på det vi så – du ved: Den der vingestilling, jizz, størrelse og form...ja ja ja.
I de første par minutter ser vi den kredse langt væk, hvor det er umuligt at se dragtkarakterer, men efterhånden får vi dog set tegninger på oversiden, hvor overvingens tegning mindede om det, man ser hos adult Fjeldvåge Buteo lagopus. Ved haleroden så vi en meget iøjnefaldende og skarpt afsat halvmåne med en underlig grå farve, som forvirrede mig. Jeg husker også, at jeg undervejs i forløbet med den kredsende fugl, blev usikker på fuglens alder, uden at jeg kunne sætte ord på hvad det var. Om det var kontraster på undersiden eller proportioner, der gjorde det, husker jeg ikke længere. Klokken 10.18 begyndte fuglen at trække Ø langs med kysten et stykke ude over Skagerrak. Fuglen sås under hele forløbet på stor afstand, men nu kom der blå huller i skydækket og så bemærkede vi lyst hoved. På det tidspunkt undrede vi os over, at vi ikke havde hørt noget som helst fra Nordstrand.
![]() |
| Tophvepsevågen trak ufortrødent langs kysten, mens Musvågerne tøvede, Grenen den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
![]() |
| Tophvepsevågen trak Ø langs kysten indtil den nåede Sandormsvinget, Grenen den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
![]() |
| Tophvepsevågen drejer af mod ØNØ og forsvinder langt ude over Skagerrak, Grenen den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
Her kunne historien være endt, hvis ikke der var blevet taget fotos af fuglen. Men det gjorde der som nævnt på Grenen og heldigvis også ved Nordstrand. Derfor er jeg nødt til at trække dig, kære læser, tilbage til kl. 09.47 da SSC meldte om Vendehalsen ved Skarvsøen. For derefter skete der betydningsfulde ting ved Nordstrand.
Erik Christophersen (EC) m.fl. valgte uheldigvis at forlade deres teleskoper for at gå ind mod Skarvsøen for at få billeder af Vendehalsen. Karsten Klausen (KK) m.fl. valgte at blive ved Nordstrand og klokken 10.13 sidder KK og kigger i sit teleskop. KK fortæller: ”Klokken 10.13 opdagede jeg en større rovfugl, da den kom ud af en sky over Nedermose sammen med to Musvåger. Mit første indtryk var Høgeørn, men da fuglen kom tættere på og jeg så undervingerne, blev jeg i tvivl (manglende mørkt bånd på de store undervingedækfjer). Jeg havde naturligvis billedet af Morten D.D. Hansens Høgeørn fra dagen før i Ebeltoft i tankerne og råbte derefter højt – hvad satan er det”. Først da blev de andre folk ved Nordstrand opmærksomme på fuglen, som nu var tæt på og ret over obsposten. Fuglen blev da bestemt af andre end KK til årets første Hvepsevåge og Jørgen Hulbæk Christiansen (JHC) fortalte mig efterfølgende i telefonen, at han forsøgte at melde Hvepsevåge ud på Zello, men det mislykkedes. Kort efter, klokken 10.15, udsendte jeg min første Zello-melding om Høgeørnen og det skabte naturligvis en vis uro på bakken ved Nordstrand, fortalte JHC.
EC hørte min melding om Høgeørnen, men da han ikke havde hørt noget om Hvepsevåge, tog han min melding om Høgeørn med sindsro, for han vidste erfaringsmæssigt, at Høgeørnen ville komme retur. Han gik derfor tilbage mod Nordstrand og sin cykel i stedet for at kigge efter fuglen. EC ville nemlig være tæt på sin cykel, så han hurtigt kunne køre ind ad Batterivej for at få fotos af Høgeørnen, når den kom tilbage på returtræk. Da EC nåede tilbage til Nordstrand og hans efterladte teleskop, blev han mødt med ordene: ”Der har lige været en Hvepsevåge” hvortil han undrende svarede: ”Hvorfor er den ikke meldt ud på Zello, det er da rekord tidligt for Skagen”. KK svarede, at han havde taget fotos af fuglen. Da EC så disse, udbrød han resolut: ”Det er da en Østlig Hvepsevåge”.
Herefter var det, at EC klokken 10.23 forsøgte at ringe mig op for at fortælle mig, hvad han havde opdaget, men jeg tog, som tidligere fortalt, ikke telefonen. To minutter senere klokken 10.25 udsendte jeg så min tredje Zello-melding (undskyld gentagelsen): ”Det er ude fra Grenen igen. Den (underforstået Høgeørnen) er lige nu forsvundet af syne i mit teleskop. Den ser vi nok ikke igen. Jeg håber I fandt den”.
Straks kom der et meget overraskende Zello-svar fra Nordstrand. Det var Erik Christophersen (EC) og det lød sådan her: ”Jeg har lige misset nok en Østlig Hvepsevåge – var det den I så. Der er gode billeder her fra Nordstrand”. Hold da kæft, sagde jeg højt til HHØ og MBG, da nyheden landede lige i panden på mig og derpå svarede jeg straks tilbage på Zello: ”Ha ha – jaa deet – nu skal vi i hvert fald osse ha kigget billeder. Det er spændende Erik. Jeg har billeder – jeg ved ikke, hvor gode de er. Men vi havde slet ikke den art i tankerne – den havde ret lyst hoved, så det kan sgu da godt være – spændende”. Jeg fik hurtigt tjekket mine billeder og glæden var stor, da det viste sig, at jeg havde fået så gode billeder, at der kunne ses farver på fuglens underside, hvilket jeg aldrig nåede at se i felten. Derpå sendte jeg en sidste Zello-melding, der lød sådan her: ”Det er ude fra Sandklit på Grenen. Vi har nu kigget på billeder og vi synes også, det ligner en Østlig Hvepsevåge – det er vildt”.
![]() |
| MBG og HHØ på Sandklit, da brikkerne var faldet på plads. Grenen den 1. maj 2025. Foto: Alex Sand Frich |
![]() |
| De to glade findere af Tophvepsevågen mødtes ved Radarstationen den 1. maj 2025. Foto: Erik Christophersen. |
Tophvepsevåge og dens udbredelse
Tophvepsevåge Pernis ptilorhynchus består af seks racer, hvoraf kun racen ssp. orientalis er trækfugl og tilmed en langdistance trækfugl. Racen orientalis er den største af de seks racer og væsentlig større end vores egen Hvepsevåge Pernis aprivorus.
Tophvepsevåge yngler i det centrale og sydlige Sibirien mod øst til Amurland, Sakhalin, nordlige Kina, Japan og Korea. Trækket går gennem Mongoliet, Kina og det østlige Kazakhstan til overvintringsområderne hovedsageligt i SØ-Asien, Indonesien og Filippinerne. Et stort antal fugle krydser Chokpak Passet i Kazakhstan om efteråret ca. 2000 km vest for kendte ynglepladser (BWP, 1980; BWP, 1998).
Alle informationer om fund af Tophvepsevåge uden for dens normale udbredelsesområde, er fremskaffet fra frit tilgængelige kilder på internettet (se referencer).
Fund af Tophvepsevåge i Europa (fraregnet Georgien, Cypern og Tyrkiet øst for Bosporus)
I "Europa" er der i alt syv fund og kun fra Finland er der mere end ét fund.
Italien (Messinastrædet) 18. maj 2011
Grækenland (Lesbos) 2. maj 2018
Tyrkiet (Istanbul) 23. april 2021
Finland (Lappeenranta) 2. juni 2024
Finland (Parainen, Kirkkonummi, Inkoo og Espoo) 7. - 12. september 2024
Malta 24. september 2024
Danmark (Skagen) 1. maj 2025
Ved Falsterbo i Sverige sås der en Tophvepsevåge den 25. juni 2016. Dette fund regnes i dag for at dreje sig om en hybrid mellem Tophvepsevåge og Hvepsevåge.
Fund af Tophvepsevåge i Georgien, Cypern og Tyrkiet øst for Bosporus
I disse "grænseområder" til Europa ses arten stadigt hyppigere og særligt om efteråret ved Batumi øst for Sortehavet ses arten i betydeligt antal. Tidspunkt for førstegangsfund er her angivet.
Tyrkiet (Borcka i Øst-Tyrkiet) september 1979 (4 fund øst for Bosporus t.o.m. 2024)
Georgien (Batumi) efteråret 2007 (>100 fund - se neden for)
Cypern (Akrotiri) 21. oktober 2012 (11 fund t.o.m. 2024)
Alene i efteråret 2024 sås hele 92 eks. (inkl. mulige hybrider) på træk ved Batumi i Georgien. Det var mere end dobbelt så mange, som den tidligere årsrekord, der blev sat året før.
Fund af Tophvepsevåge i Mellemøsten, på den Arabiske halvø, i Afrika og længere østpå mod artens normale udbredelsesområde
Første fund var i Israel (Eilat) den 14. maj 1994. Siden dengang er arten set i Israel i stigende antal på forårs- og efterårstræk og siden 2007 har Tophvepsevåge regelmæssigt overvintret i området med flere individer. En tilsvarende udvikling er set i andre lande i Mellemøsten, på den Arabiske halvø og omkring den Persiske Golf og sågar i Østafrika.
Følgende førstegangsfund har jeg kunnet finde frem: Oman (1997), Iran (1999), Kuwait (2001), Bahrain (2013), Qatar (2014) og Iraq (2018). Første fund i kontinental-Afrika er fra Egypten 9. maj 1996 og skal ses i sammenhæng med det, der fandt sted i Israel på det tidspunkt. Første fund fra Østafrika er fra Kenya 26. september 2014.
Referencer
BWP, 1980: Handbook of the birds of Europe, the Middle East and North Africa. Vol. 2: Hawks to Bustards. Oxford University Press.
BWP, 1998: The Birds of the Western Palearctic. Concise Edition. Vol. 1. Oxford University Press.
Birdguides, 2025: Internetsøgning Juni 2025. Fund af Tophvepsevåge uden for dens normale udbredelsesområde. www.birdguides.com
ebird, 2025: Internetsøgning Juni 2025. Fund af Tophvepsevåge uden for dens normale udbredelsesområde. www.ebird.org
Falsterbo Bird Observatory, 2016: Tofsbivråk seed vid Falsterbo 25. juni 2016. Opslag på Facebooksiden: ”Falsterbo Bird Observatory”, den 27. juni 2016.
Forsman, D. 2016: Flight identification of raptors of Europe, North Africa and the Middle East. Helm.
Frich, A. S., 2025: Kontinuerlig lydoptagelse fra Sandklit, Grenen, den 1. maj 2025 kl. 08.30-10.45, samt www.friggens.blogspot.com
Google, 2025: Internetsøgning Juni 2025. Specifikke artikelsøgninger efter førstegangsfund, hvor der er søgt efter Pernis ptilorhynchus, Crested Honey Buzzard eller Oriental Honey Buzzard og first record. www.google.com
Tarsiger 2025: Internetsøgning Juni 2025. Fund af Tophvepsevåge uden for dens normale udbredelsesområde. www.tarsiger.com







