Forår - du er savnet og skal være så hjertelig velkommen i det nordjyske i 2021 selv om tiden er ved at løbe ud for dig. Min længsel efter din varme leder tankerne tilbage på vores fejlindkøbte Al-Ko-plæneklipper i 2020. Den er også nærmest umulig at slå i gang - ak og ve. Var du bare halvt så målrettet som Yvonne, når hun har udsigt til en ny art, ja så skulle det såmænd nok gå alt sammen. De varmeste hilsner fra Skagen.
|
Yvonne er på sporet, Sandormsporet 11. maj 2021 |
Foråret var kortvarigt på besøg den 8. - 10. maj. Den 10. maj blev en af de vildeste dage i Skagens fuglehistorie og bød sidst eftermiddagen på høgeørn, alpesejler og rødrygget svale hvoraf jeg desværre så ingenting. Til gengæld var vi rigtig mange der tidligere på dagen så dværgværling i ringmærkernes hånd og ikke mindst en smuk thorshøne, der kom trækkende i en flok fjordterner, helt tæt på land.
For Yvonne og mit vedkommende blev den 8. maj en særlig sjov dag med lydoptagelse af en trækkende citronvipstjert og ikke mindst da vi sammen med nogle gode kollegaer fra Vejle/Silkeborg så den Nordamerikanske/Sibiriske prærietrane trække ud over Grenen mod Norge. Tidligere på året så Yvonne og jeg prærietranen på Sydvestsjælland. Seneste er prærietranen set ved Storsjö i Jämtland i Midtsverige i dagene 13. - 14. maj.
|
Prærietrane med trane tager afsked med Danmark, Grenen 8. maj 2021. |
|
Optageudstyr til kontinuerlig lydoptagelse - MIC-birding |
Herunder kan du klikke for at høre min optagelse den 8. maj af en trækkende citronvipstjert på den første dag med mit nye udstyr til lydoptagelse. Fuglen blev i øvrigt slet ikke set.
Klik her for at høre trækkald fra citronvipstjert, Grenen den 8. maj 2021
|
Spektrogram af trækkald fra citronvipstjert, Grenen 8. maj 2021 |
JowJow - det blev spillet op til dans i dagene 8. - 10. maj, men fra da af er det med få undtagelser kun gået nedad bakke...og bakken har indtil nu været temmelig stejl...men selskabet fejlede ikke noget.
|
JHC i det tidlige morgenlys, Grenen 11. maj 2021 |
Yvonne skulle hjem for at arbejde den 12. maj, så jeg fulgte hende lidt på vej for en sikkerhedsskyld sådan cirka til Nørre Rubjerg. For her var nemlig opdaget en rødstrubet sanger som Yvonne manglede på hendes DK-liste. Og den blev twitchet med succes.
|
Rødstrubet Sanger i hybenkrat, Nørre Rubjerg 12. maj 2021 |
Trods det alt for kolde majvejr er der heldigvis noget som er ganske som det plejer, og det er trækket af islommer på vej mod Island og Grønland. Et helt unikt træk hvor et sted mellem 30 og 50 islommer hvert forår ses passere Grenen.
|
Islom krydser Grenen den 13. maj 2021 |
Meget uventet ankom en toplærke til Grenen tidligt om morgenen den 13. maj og siden da har den dagligt kunne ses ved de yderste klitter på Grenen. Arten er på nippet til at forsvinde fra Danmark og ses kun meget sjældent på træk.
|
Toplærke i den yderste klitrække, Grenen 13. maj 2021 |
|
Tordenskyer over Grenen den 14. maj 2021 |
|
Sølvhejre stopper op inden Skagerrak, Grenen 16. maj 2021 |
Efter toplærkens ankomst har trækket var meget begrænset og vejrudsigten er desværre ikke vildt lovende. Men den 21. maj blev alligevel en hæderlig dag med bl.a. 2 topskarver og piroler før jeg ankom, senere 4 spækhuggere langt ude i Skagerrak og ikke mindst en fin natravn han som rastede i næst-yderste klitrække.
|
Selv i flugten forsøger natravnen af gemme sig, Grenen 21. maj 2021 |
Måske var den 21. maj et tegn på at der trods blæst, regn og især kulde er lys for enden af tunnelen. Og risikoen for at gå glip af det uventede vil jeg ikke lade gå fra mig, så derfor kan vi i de kommende 3 uger ses derude på Grenen til nye store opdagelser og oplevelser :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar