lørdag den 30. april 2022

Kold, tør og solrig april 2022

Skagen 9. - 30. april 2022

Den 9. april stemplede jeg ind på kontoret på Grenen hvor jeg de fleste dage har taget morgenobsen fra Verdens Ende. Jeg har dog i løbet af april haft enkelte afstikkere til Sandklit ved Sandormsvinget og et par dage ved Nordstrand er det også blevet til.

Hver dag er startet med en køretur fra sommerhuset i Lodskovvad til Skagen som går over Hulsig Hede. Her oplever jeg de fleste dage morgengryet og to dage er sjældent ens, og nogle morgener er nærmest magiske. Jeg bliver ganske enkelt glad i låget af at se dagen gry når jeg krydser Hulsig Hede på min vej til dagens obs.

Hulsig Hede med morgensol og morgenbryg, 29. april 2022

Det har været en periode med tilfredsstillende forårstræk trods lidt for køligt vejr. Men fuglen skal jo afsted ligesom posten jo skal ud.

Highlights har været 13. april hvor vi oplevede en meget stor trækdag som for mit vedkommende vil blive historisk. Særligt var trækket over havet spektakulært med mange andefugle og storspover. Over land var der et pænt, men ikke ekstraordinært, småfugletræk. For mange vil dagen blive husket for et rekordstort træk af gamle steppehøge - inden dagen var omme var 13 eks. trukket mod Sverige. 

Steppehøg gammel han trækkende øst ved Nordstrand, 13. april 2022

Tidlig morgen ved Nordstrand hvor der gøres klar til dagens træk, 20. april 2022

En af periodens sjældneste fugle dukkede op den 18. april. Blå Glente var det, og den var ikke uventet. Den blev sidst set i området den 23. april så mange fik lejlighed til at se fuglen. Arten optræder stadigt hyppigere i Nordeuropa og næsten årligt i Danmark, men sådan var det ikke da jeg startede med at se på fugle i 1970. Da skulle man til Spanien/Portugal hvis man skulle se arten og så skulle man tilmed være meget heldig.

Blå Glente over Storsig, 20. april 2022

Foråret i Skagen er kendt for et helt særligt træk af de to største lommer, Hvidnæbbet Lom og Islom. Typisk ses Hvidnæbbet Lom i små antal (ca. 5 på et forår) runde Grenen fra Skagerrak for at trække sydøst ind i Kattegat. Det sker typisk i sidste uge af april og starten af maj. Omkring 5. maj begynder forårstrækket af Islom (visse år over 50 eks), men i år har vi i de sidste 10 dage af april allerede set 4 islommer i det klassiske spor hvor de kommer trækkende op gennem Kattegat og krydser ind over Grenen for derefter at sætte en NV-kurs mod Island (og Grønland?).

Islom krydser Grenen, 21. april 2022

Ringdrossel trækket kan ikke forbigås når vi snakker april i Skagen. Vi har ikke ramt en af de helt store dage i år med flere hundrede trækkende, men en enkelt dag med omkring 100 fugle er det blevet til. Ofte opdager vi fuglene på deres trækkald og her har ringdroslen to stemmer som altid får vores opmærksomhed. Fra rastende fugle og fugle der typisk er skræmt op fra et krat høres derimod et helt andet hårdt tjokkald:

Ringdrossel trækkald 1 optaget på Grenen 25. april 2022

Ringdrossel trækkald 2 optaget på Grenen 27. april 2022

Ringdrossel tjokkald optaget på Grenen 1. maj 2022

Men det skal jo ikke være fugl alt sammen. Indtil i år havde jeg kun set Sørgekåbe én gang i Danmark, men det er der blevet rådet bod på. Først så jeg en i Batteriskoven den 21. april og så i dag sad der en blot 100 meter fra sommerhuset i Lodskovvad. 

Sørgekåbe i Batteriskoven 21. april 2022

Småfolk anes i horisonten på Verdens Ende fra Sandklit - vi ses derude i maj :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar