Med ønsket om et godt nytår og fred i Ukraine er hermed lidt godbidder fra sidste halvdel af 2022 set fra mit fugleperspektiv.
På Grenen under regnbuen kastes der lange skygger den 5. november 2022 |
Efteråret blev indledt ved Rosenvold i juli. Nu er det ganske vist noget af en tilsnigelse at kalde juli for efterår, men for en træktosse som mig giver det ret god mening. Forklaringen er, at en træktosse kun forholder sig til to årstider - forår og efterår - og fortrænger de ubetydeligheder, der ganske vist findes midt imellem.
Det blev et moderat efterår ved volden uden sjældne fugle (som vanligt), men to hændelser var dog særligt mindeværdige. Den 9. september trak 15 Lærkefalke og den 9. oktober trak hele 25510 Vindrosler, hvilket var henholdsvis jysk efterårsrekord og ny rekord for Rosenvold. Vindrosselrekorden blev dog slået blot tre dage senere, den 12. oktober af Morten DD. Disse rekorder bliver næppe overgået i min tid.
Rosenvold i særstilling og stærkeste opstilling, 20. august 2022 |
I september var det skiftevis Skagen og Rosenvold, der blev besøgt. Allerede i starten af måneden lykkedes det at se nogle unge Aftenfalke, som fra august optrådte i stort antal i Skagen (i antal kun overgået i efteråret 1975). Arten glimrede desværre med sit fravær ved Rosenvold.
Ung Aftenfalk, Reservatet nord for Ellekrattet, 4. september 2022 |
I midten af september dukkede en Scopolis Skråpe op i indre farvande, først ved den svenske vestkyst og siden langs den nordsjællandske kyst. Fuglen nåede Skagen den 16. september sidst på dagen og kunne i de følgende dage ses ved kysten mellem Grenen og Nordstrand til stor glæde for mange tilrejsende fra nær og fjern. Yvonne og jeg var i sommerhuset i den periode og vi fik begge set fuglen ganske fint.
ABK smiler og det er et godt tegn - alle inkl. UEM fik Scopolis i bogen, 17. september 2022 |
I den første uge af oktober var Lyngvigbanden samlet ved Falsterbo for at følge fugletrækket dér. Der var i de første dage ret godt gang i småfugletrækket. Ugens højdepunkt var dog en blåstjert, som vi så i korte glimt over et par dage i fyrhaven. Blåstjerten var blevet fanget og ringmærket og sluppet fri et kvarter før vores ankomst. Men heldigvis lykkedes det os at genfinde den i fyrhaven dagen efter, på trods af ret besværlige observationsforhold.
Nabben før UEM ankom (han skulle nok opspare fritimer efter Scopolis-twitch), 3. oktober 2022 |
Der arbejdes hårdt på Blåstjert i fyrhaven ved Falsterbo, 3. oktober 2002 |
Blåstjert i fyrhaven ved Falsterbo, 3. oktober 2022 |
Netop hjemvendt fra Falsterbo dukkede en Gul Sanger fra Nordamerika op i Agger og efter en uges tid fik jeg lejlighed til at drage derop for at se den sjældne småfugl.
Gul Sanger i Agger, 14. oktober 2022 |
I den sidste uge af oktober og to uger ind i november var Yvonne og jeg igen tilbage i sommerhuset i Lodskovvad. Det blev en fin periode, hvor det var så lunt at jeg ikke en eneste gang måtte krybe i flyverdragt. Det er aldrig før sket for mig så sent på året.
Ud over gå- og cykelture brugte vi også lidt tid i vores hemmelige krat, dog uden held, men vi tror stadig på det...så hvem ved - måske tilsmiler heldet os til næste år.
Yvonne har vendt hvert et blad i det hemmelig krat, 26. oktober 2022 |
Krattet er så hemmeligt at selv myrerne har fået fred, 29. oktober 2022 |
Det sene efterår vil blive husket for mange Stor korsnæb, som i en længere periode gjorde trækforsøg over Grenen. Ville man gerne se dem godt, skulle man bare tage til parkeringspladsen ved Den Tilsandede Kirke, hvor de kunne ses på tæt hold ved nogle vandpytter.
Langt mere ventet var det, at der skulle dukke Gråsejlere op i det lune vejr, som kom op til os fra det nordlige Afrika. De første 5 individer (1+3+1) dukkede op den 27. oktober hvoraf den ene blev i området i tre dage.
Stor korsnæb ved Den Tilsandede Kirke, 23. oktober 2022 |
Efterårets helt store overraskelse var at se Rødrygget svale og så endda op til to sammen. Jeg har set arten en del gange i Danmark om foråret, men aldrig før om efteråret. Den (eller måske de) første dukkede op den 25. oktober og blev indtil i hvert fald den 2. november, hvor der stadig kunne ses to sammen. Den 9. november sås igen en enkelt (genganger?) og så var det slut.
Topmøde på Verdens Ende hvor svale- og sejlerballet blev skudt i gang den 25. oktober 2022 |
Kun den ene af svalerne havde tydeligt fældningshak mellem arm og hånd (i gang med at skifte de 2 inderste håndsvingfjer) og virkede desuden lidt mere langhalet end den anden. Mit gæt er, at der var tale om en gammel (med fældning) og en ung fugl. Ungfuglen virkede i øvrigt lidt mindre i direkte sammenligning. Det totale antal individer er nok umulig at fastslå trods mange foto, men 2-3 er mit bedste bud.
Herunder 3 link til artikler som antyder at mit gæt om svalernes alder kan være rigtig, Bemærk dog at materialet er begrænset og datoerne for vurdering af fældningsstadie i artiklerne ikke er fuldt ud sammenfaldende med skagenfuglene.
https://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/03078698.1999.9674199
https://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/03078698.2006.9674345
To Rødryggede svaler ved Nordstrand den 2. november 2022 |
Langt mere ventet var det, at der skulle dukke Gråsejlere op i det lune vejr, som kom op til os fra det nordlige Afrika. De første 5 individer (1+3+1) dukkede op den 27. oktober hvoraf den ene blev i området i tre dage.
Gråsejler over Grenen den 28. oktober 2022 som ankom til Nordstrand dagen før |
Den 2. november kom den anden bølge med 6 Gråsejlere (1+5). Den første sås på Grenen og de sidste fem kom nærmest samlet ved Nordstrand, på forkanten af en stor regnbyge. Der blev kun med sikkerhed set to Mursejlere i perioden. Dertil nogle ubestemte Mur-/Gråsejlere, så det virkelige antal Gråsejlere kan have været højere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar