Lyngvigbanden på Mandø i efterårsferien 2025

Lørdag den 11. oktober 2025 ved middagstid gik Lyngvigbanden i land på Mandø og det blev starten på vores årlige efterårstur. Midt på ugen stødte Ulf Eschou Møller til og først da var vi fuldtallige.

I hele ugen gik og cyklende vi rundt på øen og ligesom sidste år, var det skønt at lade bilen stå. 

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget før Ulf ankom, den 12. oktober 2025. Foto: Else-Marie Jørgensen

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget og nu fuldtallig: Ulf Eschou Møller, Peter Lafrenz (med flot the-hue) og Erik Enevoldsen, den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

De farvestrålende sider i fuglebogen med amerikanske og sibiriske småfugle havde været pensum op til Mandø-ugen og forventningerne var, som altid, tårnhøje. 

Alt var ved det gamle...og dog...for igen i år måtte vi konstatere, at vi for hvert år der går, så forsvinder lidt af hørelsen gradvist og næsten ubemærket. 

Men vi "så lynet og hørte tordenskraldet" i år, men "skraldet" var desværre ikke helt så tydeligt, som det var for blot få år siden.

Min løsning på det handicap ses på fotoet herunder. På toppen af min Fin-stik sidder en lille uanseelig pudderkvast (vindhætte) med mikrofon, som nu om dage opfanger lydene bedre end mine egne ører. Mikrofonen er koblet til en lydoptager i min rygsæk og optagelserne blev ved flere lejligheder vores "redning" i år. 

For uden den lille hjælper var flere sjældne fuglearter forblevet ubestemte, fordi vi ikke hørte og/eller så dem godt nok, til en sikker bestemmelse. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Alex Sand Frich med pudderkvast på Syddiget ved Prebens Skov den 18. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Allerede ved ankomsten til øen så vi ugens første Hvidbrynet Løvsanger og så var vi i gang. Det skulle snart vise sig, at det ikke var det eneste "Bryn" på turen, for i de følgende dage så vi 1-2 eks hver dag (på nær den sidste dag) og sammenlagt blev det til mindst fem forskellige fugle. 

Hvidbrynet Løvsanger i hegnet øst for Campingpladsen, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Blot 3 timer før vores ankomst til øen havde Tim Hesselballe Hansen fundet en Sibirisk Bynkefugl syd for byen. Den var meget stedfast i 3 dage og blev ugens sjældneste fugl. På sidste dagen for dens visit, så jeg den rigtig fint, hvor den nærmest opsøgte mig eller også var det fordi jeg stod et sted med lækre larver. 

Sibirisk Bynkefugl syd for byen tanker op til den videre færd, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich 

Mandø-ugen var en succes fra dag ét og sådan en start skulle naturligvis fejres med god rødvin og Annette Lafrenz´ hjemmelavede suppe, som Peter havde medbragt. Vi manglede ingenting den første dag, på nær Ulf.

Vi gik mætte i seng efter førstedagen i enhver henseende, Mandø den 11. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 12. oktober fandt Morten Christensen fra "Mad & Fugle" en Dværgryle på vadefladen ud for det Nordlige Bydige. Da det var ret sent på året for sådan én, valgte vi at gå derud for at se nærmere på den (det var også en ny årsart for mig) og samtidig få pulsen lidt op.

Vi genfandt hurtigt fuglen, men som vi stod der i en strid vind fra NV, var det svært at se rygstriberne på fuglen. En stund "bryggede" vi på, om det kunne være en Tyknæbbet Dværgryle fra Nordamerika, men efterhånden blev vi dog sikre på, at der var lys rygstribe og at fuglen var en Dværgryle.

Den sjældne amerikanske art kunne helt afskrives (hvis nogen skulle være i tvivl), da vi fik tid til at kigge nærmere på Mortens mange fotos, der viste at der ikke var svømmehud mellem den yderste og mellemste tå (se indsat foto).

Lyngvigbanden kigger på Dværgryle med Lars Ytte, Lars Grøn og Anders Bojesen fra "Mad & Fugle", den 12. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

I løbet af natten til den 13. oktober var vinden drejet fra NV til SØ og dermed var der udsigt til en meget stor trækdag. Vi hastede derfor tidligt ud til Syddiget ved Prebens Skov, for det er derfra, man bedst kan følge trækket af fugle på Mandø.

Det var med tungen ud af halsen, vi nåede frem til Rampen ved Syddiget, den 13. oktober 2025. 

Der var mange fugle i luften fra morgenstunden og det fortsatte hele formiddagen. Klokken 11.46 hørte vi et kraftigt spurve-agtigt kald, som vi straks meldte over zello. 

I felten var vi usikre på hvilken art det var, men vi mente at det måtte være en af de "store pibere" (storpiber, markpiber eller mongolsk piber). 

Den var nok lidt vel langt væk til vores ører og vi så ikke fuglen. Det gjorde "Mad & Fugle" (som stod vest for os) og de meddelte os, via zello, at de så en langhalet vipstjert-agtig småfugl.

Sidst på dagen blev der tid til at analysere min lydoptagelse af fuglen og da stod det klart, at det måtte være en Storpiber. Dette blev senere bekræftet af andre, som fik lydoptagelsen tilsendt. 

Du kan høre optagelsen ved at klikke her 

I de første dage på øen havde vi lidt bøvl med at finde Rødtoppet Fuglekonge, selv om andre så den hér og dér. Den 13. oktober lykkedes det så endelig at se den smukke fugl og i de følgende dage så vi arten flere gange. I løbet af ugen vil jeg tro, at vi så en fire fem stykker. 

Rødtoppet Fuglekonge i den SØ-ligste have i Mandø by, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Midt på eftermiddagen meldte Lars Ytte fra "Mad & Fugle", via zello, at der rastende en Rødhalset Gås nord for Rampen til Mandø. Hurtigt sprang vi på cyklerne og fór derud. Den var flot.

Rødhalset Gås blandt Bramgæs nord for Rampen til Mandø, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 14. oktober var SØ-vinden forduftet og vi var tilbage til NV-vind igen, som i øvrigt prægede hele ugen i efterårsferien. Dagen bød på en fin Fjeldvåge, men ellers var det mest fugle fra dagen før, der hang ud. 

Gammel han Fjeldvåge over det nordlige Mandø, den 14. oktober 2025.

Sidst på dagen endte vi på Tossebakken, hvorfra du finder den smukkeste udsigt på Mandø. Bakken har i fuglekredse fået sit navn, fordi man aldrig ser noget sjældent derfra. Derfor er det tosset at stille sig dér.

Erik Enevoldsen og Peter Lafrenz betragter udsigten fra Tossebakken, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 15. oktober blev på mange måder en gentagelse af dagen før, blot med mere vind fra NV og færre fugle. Vi startede ellers dagen under en fin regnbue og ledte efterfølgende længe efter guldet ved dens fødder, men forgæves.

Lars Grøn, Jakob Engelhard, Hans Henrik Bay, Peter Lafrenz og Erik Enevoldsen på rampen ved Syddiget, den 15. oktober 2025.

Trods den stride NV-vind cyklende vi øen rundt og det bedste blev en Stenpikker på læsiden ved Slusen. Den var så flot i dragten, at jeg over zello meldte: "Den ligner næsten en Ørkenpræstekrave". Det kan være, det var en grønlandsk, for den virkede stor.

Usædvanlig smuk Stenpikker med larve ved Slusen den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 16. oktober besluttede vi os for at luske i byen fremfor at tage til Syddiget, som vi ellers havde gjort hver morgen. Pludselig var jeg havnet ved lossepladsen et godt stykke syd for byen. 

Efter mange overvejelser, om jeg skulle tage den ene eller den anden vej tilbage til byen, besluttede jeg at tage en omvej via Syddiget til Prebens Skov og derfra langs Bydiget for til sidst at nå til byen ad Midtvej.

Det skulle vise sig at være en god beslutning, for blot ca. 100 m øst for lossepladsen bliver jeg kl. 08.30 opmærksom på en tikkende fugl, der sidder skjult i tagrørene i digegraven. Jeg er hurtigt sporet ind på, at det må være en tik-værling og da den til sidst flyver op, bliver jeg sikker, selv om jeg kun ser røven af en lille nullermand, der flyver væk fra mig.

Mit gæt var, ud fra det sete og hørte, at det var en Dværgværling, men det var først efter en analyse af min lydoptagelse, at jeg ud fra spektrogram kunne fastslå, at det vitterlig var den art.

Du kan høre Dværgværlingen ved at klikke her

Bemærk i øvrigt, at der på optagelsen også er en tikkende Rødhals. Det kan man lære lidt af.

Tim har måske lige mindet mig om, at Sibirisk Bynkefugl er meget mere sjælden end Dværgværling, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Næsten 4 timer senere opdager Tim en tik-værling trækkende øst langs Syddiget ud for Prebens Skov og til sidst ser han den lande i det Sydøstlige krat. Fuglen blev formentlig hørt fra det krat lidt senere, men de fleste gik desværre forgæves. Det var sandsynligvis samme Dværgværling ved begge lejligheder den dag.

Lyngvigbanden med Tim Hesselballe Hansen ved Det Sydøstlige Krat, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Den 17. oktober startede vi dagen på diget ved Prebens Skov og lidt op ad dagen, fandt jeg en Hvidbrynet Løvsanger i det Giftige Krat nord for Prebens Skov.

Jakob Engelhard var hurtigt fremme, da han manglede den på årslisten. Imens vi står dér og lytter efter "Brynet" kommer Ulf og Peter til og da hører vi alle fire et enkelt kald fra en "Skovpiber". Klokken var da 09.00 og vi ser ikke fuglen. Sekunder senere kalder "Brynet" og så dukker Erik op. Jeg spørger om han hørte "Skovpiberen", men det gjorde han ikke. 

Det var ikke så godt, tænkte jeg, for sidste år hørte jeg, som den eneste i Lyngvigbanden, en Tajgapiber det samme sted.

Lyngvigbanden sunder sig oven på en fantastisk uge på Mandø, hvor jeg anes som en kvart skygge af mig selv. Bydiget ved Prebens Skov, den 17. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Der gik heldigvis ikke mere end et lille minuts tid, før Jakob melder "Piber" og den finder Erik straks. Erik følger fuglen trække mod syd over Prebens Skov og omtrent over det Sydlige Dige ser han den vende om og komme tilbage mod os, hvor den virker lidt tøvende, som om den måske ville lande. 

Efterhånden finder vi andre også fuglen og da den kommer ind over os, er vi alle enige om, at det ligner en lille piber (=Engpiber). Denne (fejl-) opfattelse fik vi måske fordi fuglen virkede tøvende i flugten, for en almindelig Skovpiber er normalt ret forskellig fra en Engpiber i både flugt og silhuet. 

Men måske forholder det sig lidt anderledes med en Tajgapiber. I følge Fugle i Felten er arten på størrelse med en Engpiber og dermed lidt mindre end Skovpiber. Det var overraskende for mig og hvis det vi oplevede er retvisende, er det ny viden for mig.

Først da "piberen" er lige over os, hører jeg 2 (måske 3) kald og spørger undrende, om det var den, der kaldte. For det lød jo slet ikke som en Engpiber, hvilket Engelhard var enig i. Ulf fik taget en del fotos, som alle desværre var for underbelyste til at vise os andet, end en flittigt kaldende "Piber". 

Tajgapiber kaldende ved Det Giftige Krat, den 17. oktober 2025. Foto: Ulf Eschou Møller

Vi var alle enige om, at det var en interessant "Piber", men det var først da vi kom hjem sidst på dagen, at vi ud fra min lydoptagelse og spektrogram kunne konstatere, at det var en typisk Tajgapiber, vi havde set og hørt.

Vi havde kontakt med "Piberen" i en periode på 4 minutter og 20 sekunder og i det tidsrum fik jeg optaget 26 kald. Du kan høre nogle af Tajgapiberens 26 kald ved at klikke her

I 2024 hørte jeg 1 ud af 3 kald fra en overflyvende Tajgapiber, som jeg fik optaget, og i år hørte jeg 4 ud af 26 kald, jeg fik optaget. Mon jeg kan høre en Tajgapiber til næste år, hvis den kommer forbi - det må tiden vise.

Lyngvigbandens efterårstur i 2026 vil igen gå til Mandø i uge 42. Vi ses måske derude (om alt går vel) og tak fordi du læste med.