mandag den 25. december 2023

Oversigt over fuglearter ved Rosenvold Pynt 1991-2023

Rosenvold Pynt har været kendt som efterårstræksted siden Morten DD Hansen opdagede stedets potentiale den 30. august 1991. I de forløbne 33 år, er fugletrækket blev fulgt mere eller mindre regelmæssigt, hvert eneste efterår frem til i dag.

I det følgende vil jeg forsøge at give et overblik over hvilke fuglearter, man kan forvente at se ved Rosenvold i løbet af et år, samt et indtryk af hvilke arter, der kun ses med års mellemrum. 

Data er baseret på udtræk af 60757 observationer i dofbasen, heri er inkluderet blot 3090 observationer fra 1.halvår. Det betyder, at vi har pænt mange data fra 2. halvår og relativ få fra 1. halvår.

Jeg ikke har skelet til "om der har været en voksen til stede". Underforstået - selv om jeg ind imellem er stødt på observationer, som har givet anledning til en vis skepsis - så har jeg valgt at ignorere disse mulige fejlkilder, idet jeg har skønnet, at det helt overordnede billede af forekomsten af arter, ikke forrykkes væsentligt af enkelte fejlindtastninger eller fejlbestemmelser.

Eksempelvis er der i mange år rapporteret Sortkrage ved pynten, men jeg ved at mange, og måske langt de fleste observationer, har drejet sig om en hybrid mellem Sortkrage og Gråkrage, der har dannet par med en Gråkrage i området, nok helt tilbage til 2008. Det betyder dog ikke, at der ikke er set Sortkrage ved Rosenvold Pynt i løbet af de sidste 33 år, for det ved jeg at der er.

Sortkrage x Gråkrage (hybrid) med sin Gråkrage mage, Rosenvold Pynt den 29. juli 2023

Siden 1991 er der registeret 255 forskellige fuglearter ved Rosenvold Pynt. Det største enkelt år har været 2023 med 195 arter, hvor dækningen var særlig høj sammenlignet med tidligere år.

Oversigtsskemaet herunder dækker hele året, hvor forekomst af en given art er markeret med et X. Data er arrangeret i 8 kolonner. De to første kolonner dækker to 14-års perioder, der muliggør sammenligning mellem de to perioder. Dernæst er der 5 kolonner for hvert af de seneste 5 år (2019-2023) som muliggør år til år sammenligning. I kolonnen yderst til højre er angivet det antal år, hvor en halv- eller helsjælden art er set ved Rosenvold i perioden 1991-2023. Det giver et indtryk af disse arters relative sjældenhed.

Med oversigten håber jeg, at du har fået et godt indtryk af forekomsten af både de almindelige og de hel- og halvsjældne arter ved Rosenvold.

Og skulle din nysgerrighed måske være blevet pirret lidt, så er det bare om at dykke længere ned i de bagvedliggende data, for der ligger mange spændende ting gemt dér. Eksempelvis viser data, at der i den første 14-års periode fra 1991-2004 blev set 237 arter, mens der i den efterfølgende 14-års periode fra 2005-2018 kun blev set 226 arter. 

I "Eksklusivskemaet" herunder ses 28 arter, som kun er set i enten den første 14-års periode, i den anden 14-års periode eller i et af de 5 seneste år.


Nogle arter er "forsvundet" og andre er "kommet til". Således er der set 18 arter i første 14 års-periode fra 1991-2004, som ikke er set siden. I den anden 14-års periode fra 2005-2018 blev der til sammenligning kun set 5 "eksklusivarter". Det er kun en tredjedel af det antal, der sås i første periode. I de seneste 5 år er der kun set "eksklusivarter" i 2 af årene. 

Det sidste skema herunder dækker 1. halvår og er tænkt som en appetizer til opbygning af ny viden. Skemaet er opbygget på samme måde som Oversigtskemaet for hele året, men med den undtagelse, at kolonnen yderst til højre hér angiver "eksklusiv-arter" set i 1. halvår. Data fra 1. halvår omfatter 3090 observationer af 181 arter. Det svarer til kun 5 % af alle observationer fra Rosenvold i dofbasen.

Af skemaet fremgår det, at der kun er set 3 "eksklusiv-arter" i første halvår og at alle 3 er fra den første 14-års periode. 

Den lille datamængde betyder, at vi i dag kun kan sige ganske lidt om fuglene ved Rosenvold Pynt i årets første halvdel. Det gælder både det regulære træk mod ynglepladser om foråret, men også returtrækket af fx rovfugle om foråret, som det allerede er kendt fra Djursland og Sydlangeland. Endelig tænker jeg, at der må være basis for at kunne tilføje et par "eksklusivarter" til første halvår eller måske få et par stykker til at forsvinde.

Morten DD har bebudet, at foråret skal følges nøje i 2024. Det vil jeg glæde mig til at følge med i og så håber jeg i øvrigt at vi ses derude, så vi i sammen kan blive klogere på "Fugletrækket og dets gåder" ved Rosenvold Pynt.

Det bliver godt - godt nytår.

Hybridkragen holder øje, Rosenvold Pynt den 20. oktober 2018

Ingen kommentarer:

Send en kommentar