søndag den 1. oktober 2023

Det er blevet lørdag hver dag

Hver dag jeg vågner ved jeg at jeg har fri i dag og jeg ved også at jeg har fri i morgen. Deraf kan jeg med stor tilfredshed udlede, at hver dag må være lørdag og sådan har alle mine dage været lige siden jeg gik på efterløn med udgangen af juli i år.

Med andre ord har jeg fået meget mere tid til fuglene og fra anden halvdel af juli til starten af september har jeg kunnet være ved Rosenvold i 29 af dagene for at følge fuglenes efterårstræk.

Rosenvold har siden jeg flyttede til Østjylland i 1998 været et af mine foretrukne træksteder om efteråret. Men aldrig har jeg kunnet dække det tidlige træk i juli og august så tæt som i år og det har givet mange fine oplevelser og store overraskelser. 

Det var i øvrigt Morten DD der den 30. august 1991 opdagede Rosenvold som træksted, og tak for det. Det var vist dagen før han drog fra hjemstavnen Vejle til Århus for at studere biologi på AU.

Nævnes skal særligt to trækdage i år, den 29. juli med 3321 trækkende hav-/fjordterner og den 6. august med 8580 trækkende sortænder. De tidligere største dagstotaler for disse arter var 268 hav-/fjordterner og 985 sortænder, så altså omtrent en tidobling i år! 

Yvonne og Morten DD ved Volden 4. september 2023 hvor årets tredje steppehøg trak forbi

Normalt får jeg set 1-2 nye (for mig) fuglearter ved Rosenvold på et år. Men det stak helt af i år hvor det blev til hele 7 nye arter: Dværgterne (16/7), Temmincksryle (11/8), Kaspisk Måge (16/8), Vendehals (20/8), Høgesanger (20/8), Balearskråpe (27/8) og Rovterne (2/9). Dertil Undulat 24/8 men den var nok sluppet ud af et voliere på Rosenvold Camping. Af disse var Temmincksryle, Høgesanger og Balearskråpe aldrig tidligere set på lokaliteten.

Af andre særligt bemærkelsesværdige fund i år kan næves Almindelig Skråpe (30/7), Lille Kjove (19/8) og tre Sorthovedet Måge (3/9). Dertil sås Mallemuk tre gange i perioden 11-24. august.

Balearskråpe ved Rosenvold 30. august 2023

Balearskråpen blev en regulær crowd-puller og måske flere end hundrede fuglefolk kom til volden for at se efter den. Fuglen blev opdaget af KW den 27/8 hvor vi kun var en lille skare, der havde glæde af fuglen. Derefter sås den ikke før PNN og jeg genfandt fuglen den 30/8. Allerede samme dag begyndte folk at strømme til. Fuglen sås af særligt mange tilrejsende fra nær og fjern den 31/8 og det var sidste dag den sås. Den 1. september gik mange desværre forgæves.

De første twitchere spejder i alle retninger og gik der fra med smil på læben, 30. august 2023

Og her de mange der desværre måtte spejde forgæves den 1. september 2023

Lad mig slutte denne lille beretning fra det tidlige efterår ved Rosenvold med et foto af en af i alt tre unge steppehøge ved Rosenvold i år. Det er rekord for stedet for denne tidligere meget sjældne art i Danmark. I dag ses den regelmæssigt i Danmark både forår og efterår og i stigende antal.

Ung Steppehøg kom fint forbi til glæde for mange gæstende fuglefolk den 3. september 2023

Den 10. september drog Yvonne og jeg op til vores sommerhus i Lodskovvad og mine næsten daglige morgenobs blev derfor henlagt til Grenen som jeg besøgte i 13 af dagene indtil udgangen af september.

Kuplen, Danmarks sidste daglige morgenobser og Generationskløften 14. september 2023

Trækket i Skagen har været moderat og vel lidt mindre end forventet, men det skal nok tilskrives det alt for varme vejr for årstiden. September har vist sig at være den varmeste nogensinde mål i Danmark.

Men på trods af det, så har Skagen leveret mange gode fugleoplevelser og som altid også et par arter fra den øverste hylde. Men fra hylden derunder skal dog først lige nævnes fine arter som Islom, Sodfarvet Skråpe, Stor Stormsvale og Hvidbrynet Løvsanger.

Hvidbrynet Løvsanger ringmærket ved Kabeltromlen 25. september 2023

Udover den ringmærkede Hvidbrynede Løvsanger hørte vi en fugl kalde en enkelt gang fra Verdens Ende den 24.september. Hvidbrynet Løvsanger er en lille fin juvel fra Sibirien som jeg så første gang den 15. oktober 1973, hvor SEP, EE og jeg fangede en under ringmærkning ved Nr. Lyngvig Fyr. Dengang var det så sjælden en fugl i Danmark, at vi fragtede den på en MZ´er (motorcykel) til en professionel fotograf i Hvide Sande.

I dagene 23.-26. september så og især hørte vi dagligt en Himalayasanger fra Verdens Ende. Det var blot tredje fund i Skagen. Fuglen sås kun kortvarigt den første dag og igen i ca. en halv time den sidste dag. I de to mellemliggende dage så vi slet ikke fuglen, men hørte den kalde en del. I starten troede vi at det drejede sig om en Lundsanger, men sidst på dagen, den første dag, stod det dog klart for os, at det kun kunne være en sjældnere og helt usædvanlig tidlig Himalayasanger. Normalt dukker den art først op i NV-Europa efter midten af oktober.

Fuglen kaldte i perioder og kan høres ved at klikke her

Det er det tidligste fund nogensinde i Danmark og vist nok også den hidtil eneste i NV-Europa i år.

Himalayasanger Verdens Ende den 26. september 2023

Den sjældneste fugl i Skagen dukkede op den 28. september og blev set dagligt måneden ud af mange tilrejsende folk. Fuglen er efter alt at dømme en ung Østlig Gul Vipstjert og kaldet Alaskavipstjert. Om Alaskavipstjert skal regnes som en race af Gul Vipstjert eller som en selvstændig art er så vidt jeg ved stadig genstand for diskussion. Men uanset hvad var det en super fin og lærerig fugl som minder om en mellemting mellem Citronvipstjert og Gul Vipstjert både hvad angår udseende og kald. 

Fuglen kaldte flittigt og kan høres ved at klikke her

Der er indsamlet en lort og en DNA-analyse af den vil efter min bedste overbevisning vise, at fuglen tilhøre en af de østlige gule vipstjerter. Det kan føre til at Alaskavipstjert bliver fugleart nr. 501 set i Danmark gennem tiderne.

Sandsynlig Alaskavipstjert Grenen den 28. september 2023

Efterårstrækket følges fortsat næsten dagligt i oktober/november, for det er jo lørdag hver dag. Vi ses derude...

søndag den 16. juli 2023

Kom skal vi danse og dyste

Maj - juni 2023

Når vi hvert år er stimlet sammen på Danmarks top for at følge og registrere fuglenes forårstræk, er vi en hel del der, i al fredsommelighed, dyster om at finde den sjældneste fugl i blandt de mange almindelige trækfugle. Det er en sjov og uformel konkurrence uden præmie. Glæden ved at finde den sjældne fugl er rigeligt. Og så bidrager det til mange gode historier og hyggelige snakke om fx hvem fandt fuglen, hvordan blev den opdaget, hvem bestemte den, hvem var tilstede, hvem kom akkurat for sent, hvem var lige gået og ikke mindst hvor var du...og de historier kan vi godt li` at genopfriske igen og igen på en stille trækdag. 

RoC og DS i dans eller dyst, foråret 2023

I foråret 2023 blev den sjældneste fugl i Skagen fundet af KO. Det var lige midt i Kr. Himmelfartsferiens fuglefestival den 19. maj og dermed blev den sjældne fugl til stor glæde for et par hundrede fuglefolk eller mere. Det var en Stillehavslom og det var det andet fund i Danmark. Historien om fundet vil helt sikkert blive genfortalt til næste år og i mange år frem. Hvis du ikke er så heldig at komme forbi Skagen til næste forår, for at være med i snakken om sidste års bedste fund, så kan du i stedet læse KO´s beretning ved at klikke her.

Skagen Fuglestation havde, ligesom i tidligere år, tiltrukket unge mennesker fra nær og fjern, der havde det til fælles, at de havde lyst til at arbejde med fuglene. I år var det en særlig fornøjelse at kigge på fugletrækket med et ungt britisk par. DS kendte jeg fra et tidligere ophold i Skagen, men det var første gang jeg mødte LGE. Ud over deres smittende humør, udmærkede de sig ved meget stor dygtighed i felten og flid ved netbanerne på trods af de mange myg. Og så stod de to unge briter i øvrigt for fund af flere af de sjældne arter i foråret i Skagen. DS fandt bl.a. kongeedderfugl, slangeørn og pileværling, og LGE pillede både buskrørsanger og lille rørsanger ud af nettene, for blot at nævne nogle af deres fund.

LGE og DS på Grenen, foråret 2023

Se - det kunne have været en værdig og kort afslutning på min fortælling om foråret 2023 i Skagen, men sådan skal det nu ikke være, for så mangler hele forårets anden halvleg. 

Sidste halvdel af foråret var vejrmæssigt en blandet fornøjelse med kulde til en start og først en uge inde i maj, kom der endelig lidt varme. Sidste regnvejrsdag i foråret var den 23. maj og fra da af lagde varmen sig tungt over os, med usædvanlig tørke til følge. 

En anden følge af vand og varme var desværre også myggene, der vågnede til dåd samtidig med den sidste forårsdags regndryp. Det skulle vise sig at blive starten på den allerværste myggeplage på Grenen i mandsminde - og jeg siger dig - det var ind imellem slemt!

Selv en nyslået pensionist måtte lægge ryg til myggene, EE på Grenen 6. juni 2023

Trækket af islommer starter normalt først efter den 5. maj, men allerede den 1. maj så vi fem trække mod nordvest, på deres vej mod Island og Grønland. Det var uventet tidlig, da det stadig var koldt for årstiden. 

JHC ankommer til morgenobsen i fuld ornat og klar til lomtælling på Grenen, den 1. maj 2023

En af årets islommer krydser over Grenen den 13. maj 2023 

Fra slutningen af april tænker jeg hver morgen, når jeg kører over Hulsig Hede, om det faste grågåsepar har fået unger. Og når de så har fået unger, så tænker jeg hver morgen på, om ungerne mon har overlevet bilerne og nattes farer og om de er fremme i vejrabatten, når jeg kommer forbi. 

Først den 2. maj var der endelig 5 gæslinger i vejrabatten på Hulsig Hede, nær Brænderpasset og det var sent. De plejer at dukke op mindst en uge tidligere. Den 7. maj, så jeg for første gang gæslingerne græsse i den smalle rabat mellem hovedvejen og cykelstien. Det er et farligt sted for de små størrelser, kan jeg fortælle, og selv om de voksne gør alt hvad de kan, for at holde dem væk fra kørebanen, så går det galt næste hvert år. 

Den 10. maj var der endnu et gåsepar, dog kun med én unge. To par sammen med unger i vejrabatten har jeg aldrig set før på Hulsig Hede. I starten af juni forsvandt alle gæssene fra den ene dag til den anden og der var heller ingen spor af dem på kørebanen. Det spekulerer jeg såmænd stadig lidt over...

Grågæslinger og deres årvågne forældre, Hulsig hede den 2. maj 2023

Den 3. maj blæste en kold vind os i møde fra nord. Trods det, så vi en biæder på Grenen. Biæderen rastede i 10 minutter, før den trak videre mod øst ud over Kattegat i den iskolde nordenvind. 

Første mursejler sås 5. maj, og det var sent. Samme dag så vi hele 203 trækkende tinksmede og det er måske det største antal tinksmede set på træk i Danmark nogensinde. På vejen hjem fra obsen den dag, så jeg 2 yngre kongeørne svæve sammen over Hulsig Hede.

Den ene af to unge kongeørne over Hulsig Hede den 5. maj 2023

Den 6. maj var jeg heldig at "cykle ind i" en gulhovedet gul vipstjert (britisk race flavissima af gul vipstjert) på Stormatriklen i Lodskovvad. Fuglen var lidt grå i nakken og det fik mig til at spekulere på om det kunne være en hybrid med racen flava som yngler i Danmark. Efter at have kigget fotos igennem på nettet, tror jeg måske, det er en ligeså "ren" flavissima som så mange andre vi ser i Danmark. 

Gulhovedet Gul Vipstjert på Stormatriklen i Lodskovvad, den 6. maj 2023

Mange dage i løbet af foråret, tilbragte jeg på Sands Klit umiddelbart sydøst for Sandormsvinget. Den 7. maj var der særligt fint besøg af gamle amts kollegaer og nuværende kollegaer og det faldt heldigvis sammen med, at en fin brilleand rastede kortvarigt ud for os, inden den trak videre mod sydøst i selskab med nogle få fløjlsænder. 

Sands klit var godt besøgt i foråret og det gav mange gode fugle derfra, 7. maj 2023

Den 8. maj kom varmen og fra den dag var der lukket helt op for fugletrækket langt nedefra i Europa. Da vinden samtidig friskede op, fra den sydlige sektor, var der lagt i ovnen til at få bagt det helt store brød. Som altid, var DD frisk med en optimistisk prognose for de kommende dages fugletræk og den holdt stik! 

Allerede fra morgenstunden var der fugle allevegne og for første gang i foråret, var der rigtig mange trækkende svaler og gule vipstjerter og dertil sangere i nærmest hvert et krat. Det scenarie fortsatte i de følgende to dage og perioden 8-10. maj 2023 står tilbage som noget af det flotteste maj-træk, jeg har set i Skagen nogensinde. 

I de 3 hektiske dage, så vi ud over de mange almindelige fuglearter også sjældne og fåtallige arter, som fx hvidnæbbet lom, islom, gåsegrib, steppehøg, aftenfalk, rødstrubet piber, rødrygget svale og flere piroler. Den 10. maj så vi hele 12 hedehøge, hvilket er dagsrekord i Skagen. 

Tre havørne med gåsegrib nederst til venstre, Grenen den 8. maj 2023

Rødrygget svale over Ellekrattet, Grenen den 9. maj 2023

En af dagens 12 hedehøge, Grenen den 10. maj 2023

Den 11. maj havde vinden lagt sig og trækket gik nærmest helt i stå, men hvad gør det, når man blev mødt af en strålende morgenhimmel. EE og jeg valgte igen denne dag Sands Klit og snart kom flere folk ud på klitten nær Sandormsvinget.

Den nyslåede pensionist EE tager bestik af situationen, Sandormsporet den 11. maj 2023

Det blev en stille trækdag men dog med flere sjove arter og gode oplevelser. Toppen af poppen var 6-7 hvidnæser ret tæt på kysten, samt topskarv og sodfarvet skråpe i strandkanten. Hvidnæserne blev de eneste hvaler, ud over marsvin naturligvis, som jeg så i Skagen i år.

Fra venstre EC, LW, JHC, EE, LPa, MC, SSC, MEr, Sands Klit, den 11. maj 2023

Topskarv fører an i strandkanten, Grenen den 11 maj 2023

Den 13. maj 2023 oprandt dagen, hvor Yvonne fik hendes DK-kryds nr. 300. En rødhovedet tornskade ved Pælebakke Klit. Dermed blev hun automatisk medlem af den eksklusive Klub 300, der er klubben for alle der har set 300 forskellige fuglearter i Danmark.

Nyheden om fundet af tornskaden nåede os, da jeg var i færd med at bygge et nyt brændeskur, så jeg troppede op i kedeldragt mens Yvonne naturligvis ankom i en fin kjole - til lejligheden forstås.

Der krydses på Pælebakke Klit, den 13. maj 2023. Foto: Andreas Bruun Kristensen

Yvonne, det er hende i hvid kjole, kigger på tornskaden ved Pælebakke Klit, den 13. maj 2023

Rødhovedet Tornskade, Pælebakke Klit, den 13. maj 2023. Foto: Erik Christoffersen

Årets fuglefestival blev afviklet i Kr. Himmelfartsdagene 18. - 20. maj. Flere hundrede fugleinteresserede gæstede Skagen i de dage og de blev alle belønnet. For den 19. maj var de vidne til et rent lom-eventyr. Alle verdens 5 lom-arter kunne denne dag ses langs Skagerrak kysten umiddelbart nord for Grenens spids. Alle 5 lom-arter er måske aldrig tidligere set på én dag på et og samme sted på denne klode. Det kan du læse om ved at klikke her

Stillehavslommen er lettet og flyver mod sydøst, Grenen den 19. maj 2023

Fra Sands Klit fulgte vi en sand folkevandring ud til den sjældne stillehavslom, 19. maj 2023

I dagene omkring den 25. maj var morgensolen usædvanlig rød og forklaringen skulle være partikler fra nordamerikanske skovbrande. Om det var sandt ved jeg faktisk ikke, men fascinerende hvis det er.

Rød morgensol ses tidligt mod nordøst på Hulsig Hede, den 25. maj 2023

Pinselørdag den 27. maj var vi mange fuglefolk, der var forsamlet i Hulsig Forsamlingshus til birderfrokost og fejring af Kirkeby´s 75 års fødselsdag. Det var en superhyggelig frokost, med alt hvad hjertet kunne begære og midt i det hele, så kom dagens ørn også forbi, som Kirkeby havde annonceret i invitationen. For bedst som vi var ved at tygge af munden, kom der meldinger om en ørn over Skagen. Ørnen blev skiftevis meldt derfra som steppeørn, lille skrigeørn eller blot som ørn og det stod derfor hurtigt klart for os, at der måtte være tale om en "skrækørn". 

Da vi fik øje på fuglen i Hulsig, var stemningen mest til steppeørn og det troede vi da også det var, indtil vi fik flere detaljer og fotos fra Skagen. Det viste sig, at fuglen var en lille skrigeørn, med et usædvanligt tydeligt "steppeørnebånd" gennem undervingen og det bånd var skyld i hele balladen.  

Der spejdes i nordøstlig retning efter ørn i Hulsig. Fødselaren er nr. 4 fra højre, 27. maj 2023

Og hermed er det sat punktum for foråret i Skagen. Men inden jeg slutter helt af for denne gang vil jeg lige runde af med lidt fra hjemmebasen i Lodskovvad. For igen i år fik vi set fine sager dér og der er nu et eller andet særligt ved at se fuglene, der hvor man "bor". 

Den 15. maj så jeg to lille skrigeørn trække sammen mod nordøst og begge blev efterfølgende genfundet i Skagen. Den 30. maj så jeg en blå glente over Stormatriklen, men det var desværre kort og den blev aldrig genfundet. Du kan høre min melding på Zello ved at klikke her 

Den 7. juni kl. 04.06 sad jeg i sofaen med en kop kaffe og så gårdsdagens nyheder, da jeg ud af øjenkrogen så en bevægelse ude i haven. Hurtigt gik det op for mig, at det var en husmår. På billedet herunder kan man se, at måren stikker sit hoved op over terrassekanten og stirrer på vandskålen og jeg er sikker på, at vandet var dens ærinde. Yvonne har tidligere set husmår i haven, men det var første gang for mig.

En morgenfrisk husmår kigger forsigtigt op over terrassen, den 7. juni 2023

Den 13. juni sad Yvonne og jeg i haven og fik sen morgenmad, da jeg kl. 09.34 fik øje på en rovfugl som trak over haven. Den skulle da lige tjekkes. Det viste sig at være en lille skrigeørn og til alt held begyndte den at skrue lidt nord for huset. Længe nok til at Yvonne kunne hente mit kamera, alt imens jeg holdt øje med skrigeørnen...det skulle jo nødigt gå lige så galt som det gjorde med den blå glente, der forsvandt da jeg skulle have fat på mit kamera i tasken. Efter nogle minutter trak skrigeørnen videre mod nordøst og den sås senere i Skagen.

Lille Skrigeørn over sommerhuset i Lodskovvad, den 13. juni 2023

Den 15. juni blev sidste dag i felten inden vores hjemrejse den 16. Dagen brugte Yvonne og jeg på en cykeltur til Tversted Søerne i pragtfuldt sommervejr. Ved Møllegården så og hørte vi en karmindompap og med den, vil jeg sige tak for din udholdenhed idet du nu har læst helt til ende ;-)

Yvonne i klæder, der matcher Møllegården, den 15. juni 2023

søndag den 30. april 2023

Appelsin tud, ild i håret og en blues

 April 2023

Yvonne og jeg ankom til sommerhuset omkring klokken 9 den 1. april. Vi havde glædet os siden midten af november sidste år, hvor vi lukkede sommerhuset ned for vinteren. Vi var meget spændte på om vi kom frem til et sprængt toilet eller det der var værre. Men alt var vel og hurtigt fik vi vand i rørene og varmen bredte sig i stuen. I de følgende dage var vi lidt rundt i vores nærområde og "ulvestedet" var naturligvis på ruten.

Yvonne og ham sæl ved Ulvestedet, men den var ikke hjemme, 2. april 2023

Ulvestedet uden forstyrrende elementer, og så er det da smukt, 2. april 2023

Allerede den første dag gik turen til Grenen for at se efter en Kongeederfugl, der var fundet nogle dage forinden. Missionen lykkedes med hjælp fra EC og bedre start på vores ferie kunne vi ikke få.

Adult Kongeederfugl med stor appelsin tud ud for Det Grå Fyr, 1. april 2023

Yvonne skulle tilbage til Vejle allerede den 4. april da arbejdet kaldte. Men denne dag skulle alligevel blive en af de allerbedst i april 2023. For omkring middagstid fandt Yvonne sin helt egen Rødtoppet Fuglekonge på en af hendes hyppige gåture i nærområdet ved Lodskovvad Mile. Senere samme dag sås endnu en "rødtop" og denne gang i vores store grantræ i haven. Yvonne fik sig en ny DK-art (nr. 298) og vi fik et nyt fælles reference sted - "Rødtopstedet".

Rødtoppet Fuglekonge (på engelsk kaldet Firecrest) på matriklen, 4. april 2023

Mine daglige fugleture til Grenen går over Hulsig Hede hvor en lav morgenmåne kunne ses langt ude i det fjerne mod vest i de første dage i april. Det var ret køligt i den første uge med morgenis på bilens ruder og rimfrost i græsset.

Hulsig Hede med rimfrost og lav morgenmåne, 3. april 2023

Den 6. april kom vinteren kortvarigt tilbage til Nordjylland, hvor jeg i det første morgenlys blev mødt af en snedækket have. Det blev dog ganske kortvarigt og sneen smeltede hurtigt bort igen. 

Snedækket have med flere træruiner, der flittigt besøges af flagspætten, 6. april 2023

De første 2 uger blev overvejende tilbragt på Grenen og det blev til mange fine oplevelser. Den tredje uge var vinden overvejende østlig og jeg valgte derfor Nordstrand, som viste et rigtig fint træk af bl.a. Blå Kærhøge og steppehøge, og dertil et par storke der altid skaber glæde. I den sidste uge var vejret mere ustadigt med vind fra NV og jeg var igen tilbage på Grenen. Det gav lidt blandede bolsjer med bl.a. rødrygget svale på falderebet. Det samlede aftryk for april 2023 var flere dage med stort og varieret fugletræk både over land og over vand og det er særligt det april er kendt for. Dog blev det i år også til et par sjældne ørnearter og hærfugl, som omtales nærmere neden for.

Hvide Storke over Skagerrak gav mindelser om Tarifa i Sydspanien, Grenen 10. april 2023

3K Steppehøg han ved Nordstrand, den 16. april 2023

2K Steppehøg hun ved Nordstrand, den 19. april 2023

To oplevelser fra Lodskovvad (plus førstnævnte rødtop naturligvis) vil imidlertid være dem der kommer til at stå mest klart i min erindring om april 2023. Det drejer sig om fund af Høgeørn og Stor Skrigeørn. 

Høgeørnen vil første og fremmest blive husket fordi det var anden gang det lykkedes for mig at finde en Høgeørn fra vores "Stormatrikel" på Musvågevej på dens vej mod Skagen. I år skete det den 7. april kl. 13.53. Fuglen var satellitmærket og bar på en lille rygsæk og var af franske forskere rapporteret som overnattende ved Hjardemål. Første gang jeg fandt en Høgeørn fra "Stormatriklen" var den 20. april 2020. Denne fugl var ligeledes satellitmærket og havde overnattet sydvest for Frederikshavn. 

Høgeørn 3K over Skagen den 7. april 2023. Foto: Erik Christoffersen

Stor Skrigeørn vil særligt blive husket fordi det lykkedes mig at set arten fra "Stormatriklen" og fordi jeg da fik taget tilstrækkelig gode foto til, at vi senere har kunnet dokumentere, at det rent faktisk var to forskellige Store Skrigeørne i april 2023. Det første individ sås første gang den 8. april i dårligt lys og på stor afstand af bl.a. JHC fra Flagbakken. Denne fugl dukkede igen op på Flagbakken den 11. april og senere samme dag kunne jeg genfinde den over "Stormatriklen" på dens vej retur mod sydvest hvor foto herunder et taget. Det skulle vise sig at være sidste gang vi så dette individ.

Adult Stor Skrigeørn over "Stormatriklen" i Lodskovvad, den 11. april 2023

Stor Skrigeørn nr. 2 dukkede op den 14. april. Allerede på førstedagen begyndte vi at snakke om at den fugl ikke var identisk med den fugl vi tidligere havde set. Den nye fugl blev set næsten dagligt i næsten 2 uger. Den adskilte sig fra den første fugl ved at have en mere intakt fjerdragt, mangle hak i højre vinge og ved at have intakte spidser på håndsvingfjer i venstre vinge. Begge fugle havde en lille hvid plet på overgumpen, men på det nye individ var den hvide plet delt af en sort bjælke, som kan ses på foto herunder.

Ny adult Stor Skrigeørn over reservatet, Grenen, den 14. april 2023

Den 14. april ankom Yvonne igen til Lodskovvad sent om aftenen med toget. De følgende to dage brugte vi bl.a. på at skære nogle træstrammer op hos SøS, da han havde fået fældet mange flere træer omkring sit sommerhus end han selv kunne klare. Stakken, som ses herunder, skal vi have kørt hjem, flækket og lagt til tørre inden vores ferie slutter i midten af juni. 

Netop som vi var blevet færdige med dagens træarbejde den 16. april meldte LPa over Zello, at den store skrigeørn kredsende syd for Flagbakken. Vi hastede hjem efter vores grej og lidt praktisk tøj og så afsted til Hulsig Hede. Klokken 14.30 fik vi kontakt med ørnen langt ude mod NØ over Hulsig Hede og Yvonne fik sin DK-art nr. 299. 

Fyrretræ på Elefantvej til senere fyring på Musvågevej, 16. april 2023 

Den 17. april var vejret forårslunt og himlen høj og blå. Yvonne og jeg besluttede derfor, at vi denne dag vil tage på en Walk About i Skagen. Turen udgik fra Utzonbygningen ad Kærlighedsstien ind i Neder Mose, videre derfra til Nordstrand og Skarvsøen for at ende på Verdens Ende. Efter en lille frokost i felten gik vi retur via Ellekrattet ind gennem Reservatet, forbi Jennes Sø og den gamle Redningsstation, og derfra tilbage til Utzonbygningen ad Kærlighedsstien. 

Det gave 12 km i benene. Så langt har jeg ikke kunnet gå siden jeg fik store smerter i mit højre knæ i dagene op til at en Prærietrane trak ud fra Grenen. Det var den 8. maj 2021. At kunne gå så langt igen som jeg gjorde, og som næsten var ubesværet, er bare så godt, og jeg glæder mig allerede til den næste tur.

Udsigten over Neder Mose fra Kærlighedsstien, 17. april 2023

Bedste arter på vores Walk About blev Pungmejse, gammel Steppehøg han og så så vi den Store Skrigeørn meget bedre end dagen før. Dertil flere fine Citronsommerfugle som hører til blandt de tidlige sommerfugle. 

Turen sluttede med en frokost på Jakobs Café i midtbyen hvorfra vi igen så den Store Skrigeørn rigtig fint og på vej ud på Superbrugensens P-plads kom en Hvid Stork forbi i lav højde.

Yvonne ved Jennes Sø, 17. april 2023

Den gamle Redningsstation på Batterivej, 17. april 2023

Den sidste uge i april var som tidligere nævnt lidt tung med alt for hård vind fra nordværst, men selv når det er allerværst falder der ind imellem godbider af til dem der holder ud. Den 27. april var en af de dage hvor vi kun var 4 mand tilbage på Verdens Ende da en hærfugl lagde vejen forbi. Det er en art jeg aldrig har fundet i DK og sådan er det stadigvæk, for den blev stjålet fra mig lige bag om min ryg. 

Her kan du høre hvordan det gik til: klik her med musen

Hærfuglen i de yderste klitter på Grenen, 27. april 2023. Foto: Daniel Palm Eskildsen

Ringdrossel sås i beskedent antal i år, men det var nok prisen for lidt for godt vejr og vind fra østlige retninger i lange perioder. Jeg havde håbet på en dag med et par hundrede, men min største dag blev på kun 21 eks. Det var den 23. april.

Ringdrossel han, Saftevandsbakken, 22. april 2023

Og her slutter min lille april-fortælling, men til Jer læsere, der har holdt ud, har jeg gemt en helt særlig beretning fra Fluks (Karsten Klausen) om de utallige skarer af fuglefolk, der i en menneskealder, mere eller mindre overlegent, trodsigt har besejret Flagbakken for derfra at følge rovfugletrækket over Skagen. Tag her godt imod Fluks helt egen The Flagbak Blues - Klik her

søndag den 26. marts 2023

Så er der igen "uro i jernet"

Marts 2023

Tilbage i mine helt unge år som træskibstømrer fra 1975 og lidt ind i 1980erne var der jævnligt "uro i jernet". Dengang var der i omegnen af 30.000 værftsarbejdere i Danmark og mange var smede. Smedenes (Dansk Metalarbejderforbunds) daværende fagforeningsboss Georg Poulsen er fra dengang citeret for at have udtalt: "nu er der igen uro i jernet", som et varsel om, at der var udsigt til vanskelige overenskomstforhandlinger i jernindustrien. Oprindeligt blev udtrykket "der er uro i jernet" vist nok brugt som en slet skjult trussel om, at bl.a. værftsarbejderne på Lindø nær Odense måske ville gå i strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. 

Nu har der igen været "uro i jernet" i Odense, men denne gang handlede det om noget helt andet. Den 21. marts 2023 kl. 17.10 tikkede en Birdalarm ind på min mobiltelefon, hvori der stod: "Sortstrubet Jernspurv...Kildegårdsvej 231 Odense NØ, i privat have, har været der hele eftermiddagen. Hold jer på off. vej!!!! Hav respekt for beboere! Mere på club300.dk i aften. Via RS".

Ikke blot var det en ny art for Danmark, det var også med stor sandsynlighed en "once-in-a-life-time" chance for mig til at se arten, så da jeg hen på eftermiddagen den følgende dag fik mulighed for at stemple ud fra arbejde var det afsted mod Odense.

Jeg ankom til åstedet i regnvejr og kunne hurtigt erfare, at den sjældne gæst ikke var set siden kl. 13.00. Det skulle snart vise sig, at det ville blive en svær forestilling, for fuglen havde hidtil opholdt sig i en have, der var pakket ind i en meget høj og tæt hæk. Med hjælp fra LPa fandt jeg et lille sted i hækken, hvor jeg i en ret så akavet stilling kunne få et mikroskopisk kig til en lille bitte del af et foderhus, hvori fuglen tidligere var set.

Sådan stod jeg i et par timer og gloede ind i foderhuset uden at se andet en mejser, finker og en enkelt almindelig Jernspurv. Regnen var vedholdende og håbet begyndte at svinde. For som jeg stod der i regnen og forsøgte at kigge gennem hækken, var jeg det ene øjeblik for lille, det næste for stor, men for det meste var jeg for lille til rigtigt at kunne se noget. Jeg besluttede mig derfor til at gå rundt om haven, hvor jeg måtte nøjes med at kaste et sultent blik på de mange folk med stiger. 

Efter lidt mere end 2 timers eftersøgning blev den Sortstrubede Jernspurv endelig set kortvarigt på et foderbræt i en af nabohaverne. Modet var tilbage. Alle mand var hurtigt på stedet, men der skulle dog gå yderligere et kvarters tid, før den igen blev lokaliseret og da fik alle et kig på fuglen, der sad stille i flere minutter i et trådhegn. 

Sortstrubet Jernspurv skabte stor glæde og trængsel kl. 17 i Vollsmose, den 22. marts 2023

Sortstrubet Jernspurv som jeg oplevede den i regn og håndkikkert i Vollsmose kl. 17. Foto: Erhardt Ecklon

Samme foto som ovenfor i forstørret udgave. Foto: Erhardt Ecklon

Den 11. marts var jeg på tur i Vejle Ådal og dér hørte jeg meget overraskende en Lille Flagspætte ved Knabberup Sø. Det var min første observation af arten i Vejleområdet siden jeg så én trækkende ved Holtser Hage den 20. april 1998. 

En lydoptagelse af fuglen fra Knabberup Sø kan høres her: Lille Flagspætte

I dofbasen er der indtil i dag rapporteret 44 fund af Lille Flagspætte i Vejle Ådal. Første fund i Vejle Ådal er i 2006. De følgende fund fordeler sig med 2013 (1), 2014 (1), 2018 (3), 2019 (4), 2020 (14), 2021 (7), 2022 (4) og 2023 (9).

Meget tyder således på, at arten for alvor er på vej til slå sig ned i Vejle Ådal. Alene siden nytår er arten set 5 forskellige steder i ådalen og to af stederne er der set to individer. Det ville være fedt hvis vi kunne få en lille ynglebestand i ådalen, hvis den da ikke allerede findes.

Samme dag, den 11. marts, var jeg på en aftentur til Gludsted Plantage for at lytte efter spurveugle og perleugle. Det gik rigtig fint med spurveuglen, men perleuglen var desværre tavs.

En lydoptagelse af spurveuglen i Gludsted Plantage kan høre her: Spurveugle

Den 18. marts var Yvonne og jeg i København for at se vores tredje barnebarn, Lulu. En sand fryd for øje og sind. På hjemvejen tog vi et smut forbi Sparresholm for at se en langtidsstationær høgeugle, der var en ny art for Yvonne. Som bonus fik hun også et kig ind til skovtårnet ved Gisselfelt, men på trods af det, slipper jeg nok alligevel ikke for at besøge tårnet en dag...siger Yvonne.

Høgeuglen sad lidt højt men den var dér, Sparresholm, 18. marts 2023

Lidt før vi nående Storebælt tikkede en ny melding ind på birdalarm og denne gang om en lille bjergand ved Kerteminde. Da vi jo ligesom var lidt på omveje, slog vi et smut forbi og fik den med. Yvonne fik således endnu en ny art og det blev hendes nr. 297. 

Målet er at Yvonne i 2023 skal runde 300 sete fuglearter i Danmark. Det ser allerede lovende ud og kan næsten ikke gå galt. 

Next stop Skagen - vi ses derude :-)